Helle er Danmarks bedste lærer

For en stund var hun målløs, så kom ordene: Er det virkelig rigtigt?
Og ja, det er sandt. 50-årige Helle Kristensen fra Dyvekeskolen på Amager er Danmarks bedste lærer.
I hvert fald ifølge Ude og Hjemmes dommerpanel, der har bedømt samtlige norminerede til den ærefulde titel.
Helle Kristensens ekstraordinære indsats for sin 10- årige elev Yasmin bør belønnes.

En værre bølle
Yasmin var, som vi fortalte i nummer 18, klassens bølle.
Men takket være Danmarks bedste lærer er hun nu faldet til ro og elsker at gå i skole.
Og den kåring er 3.V helt enig med Ude og Hjemme om.
- Helle er bare så sød. Hun hjælper altid, hvis en af os er kede af det, fortæller 10-årige Asiya, der lynhurtigt bakkes op af klassekammeraterne.
Lejrskole
Hovedpersonen tror næsten ikke sine egne øjne, da Ude og Hjemme kigger forbi med blomster, diplom og en check på 10.000 kroner til klassen, som følger med førstepladsen.
- Det er helt vildt. Jeg føler jo ikke selv, at jeg gør noget særligt andet end blot at passe mit arbejde, udbryder Helle glad og høster masser af varme knus fra sine elever.
- Jeg er stolt over titlen, men det betyder endnu mere for mig, at der nu er penge til klassen, så vi kan komme ud af klasseværelset og opleve noget, siger Helle.

André kåret som nummer to:
FANTASTISK SKULDERKLAP
- Det er helt vildt, lød det fra André Lind, der er matematiklærer på Langhøjskolen i Allingåbro på Djursland, da han fik at vide, at han var blevet nr. to i Ude og Hjemmes konkurrence Danmarks bedste lærer.
- For mig var det nok bare at blive normineret. At jeg så også vinder en andenplads er et helt fantastisk skulderklap. Det er et vink med en vognstang om, at jeg gør noget rigtigt, sagde 35-årige André, der af Ude og Hjemmes dommerpanel fik megen ros for sine kreative og utraditionelle undervisningsmetoder i matematiktimerne.
Spiller skak i timerne
André har nemlig introduceret forskellige spil som poker, skak og hjerterfri i timerne for at lære eleverne kunsten at regne og tænke logisk.
Til stor fornøjelse for eleverne, der glæder sig hver gang, det ringer ind til en matematiktime. Den populære lærer har siden normineringen fået masser af positive tilkendegivelser fra både forældre og kolleger.
Stoltheden lyste da også ud af ham, da han kunne fortælle 5.A, at han havde vundet, og at det kom klassen tilgode. Med titlen fulgte nemlig en check på 5.000 kroner.
En stor dejlig klassefest, en tur til Ebeltoft Safari eller Kattegatcentret er blot nogle af de mange forslag, og derfor har André da også bedt alle om at sende ham en mail med hvert deres ønske, og så vil han ud fra dem beslutte, hvad pengene skal gå til.

Danmarks tredjebedste lærer 2010:
EN DEJLIG OVERRASKELSE
Egentlig synes Lisbet Kaysen Andersen, at hun allerede har fået anerkendelse fra sine elever, kolleger og forældre for sin indsats i klasseværelset på Heibergskolen på Østerbro i København, men at hun nu har fået en flot trejdeplads i Ude og Hjemmes konkurrence gør det bare endnu bedre.
- Det er jo som en dråbe ekstra i bægeret. En dejlig overraskelse, smiler Lisbet, da hun får overrakt blomster og en check på 3.000 kroner til klassen.
Sidste år kom hun på sit livs opgave, da hendes elev, Aja blev indlagt med kræft.
Kræftramt elev
Som klasselærer skulle hun både hjælpe den syge pige og svare de bange klassekammerater: Ville Aja dø?
I den tid var det svært at undervise, og det blev ikke lettere, da tre andre elever i klassen også blev ramt af hver deres krise.
En elev mistede en forælder, en anden blev indlagt med anoreksi og en tredje røg i fængsel.
- Det var et skoleår, der tærede på både kræfterne og følelserne, afslører Lisbet, der i dag har fået alle sine elever helskindet igennem kriserne.
Eleverne har da heller ikke været længe om at beslutte, hvad de 3.000 kroner skal bruges til. Alle var lynhurtig enige om, at pengene skal doneres til Børnecancerfonden. For som Aja, der i dag er rask og tilbage på skolebænken, siger:
- Jeg synes selv, at det var rart, at der var tv, spil og andre ting på hospitalet sponsoreret af fonden, da jeg lå indlagt.