Josefine reddede Theos liv: Vi skal turde handle

– På et tidspunkt tænker jeg, det her overlever han ikke, for der var ingen reaktion. Jeg når også lige at tænke, hvad er det, jeg har rodet mig ud i, men jeg fortsætter.

21-årige Josefine ved, hvad hun foretager sig, da hun knæler ved siden af den livløse dreng og trykker resolut på hans slappe brystkasse. For blot tre måneder forinden har hun deltaget i et førstehjælpskursus sammen med sine kammerater fra basketball. Kurset, der blev arrangeret af Kvindebasketligaen, efter fodboldspiller Christian Eriksen faldt om med hjertestop, skal snart vise sig at få afgørende betydning for Josefine.

Josefine Schubart Haabegaard, der i dag er 23 år gammel, var 1. december 2021 mødt ind til en ganske almindelig onsdagstræning i den lokale basketballklubben, da to drenge i vildt løb pludselig afbryder opvarmningen. ”Er der en læge til stede, der er en, der er faldet om”, råber de.

Holdt hovedet koldt

Josefine mærker straks drengenes alvor og sætter i løb efter dem. Et barskt syn møder hende i den tilstødende hal. En ung dreng ligger på det kolde halgulv omringet af forældre til nogle af børnene. Hun observerer drengen og ser, at han er blå i ansigtet. Selv om flere af de voksne omkring hende er overbeviste om, at der er tale om et epileptisk anfald, er Josefines vurdering en helt anden.

– Jeg råber efter en hjertestarter og lægger ham derefter om på ryggen.

Josefine begynder at give drengen hjertemassage og beder en af forældrene om at give ham mund til mund. Hun arbejder fokuseret og kan i løbet af et par minutter pludselig mærke modstand fra den unge drengs brystkasse. Han begynder at trække vejret selv, og Josefine lægger ham i aflåst sideleje.

Den smule ro, der er kommet på situationen, vender pludseligt. Drengens tilstand forværres tydeligt, og der er klare indikationer på, at han har fået endnu et hjertestop. ”Han har fået et hjertestop mere, udbryder Josefine” og vender straks den unge dreng på ryggen for igen at give hjertemassage.

Hun må træde i karakter, da en forælder fortsat prøver at overbevise hende om, at der er tale om et epileptisk anfald. Josefine tvivler ikke på sin intuition og fortsætter den livreddende førstehjælp.

– Det var ligesom at trykke på en dukke, og lige der strejfede tanken mig, ”hvad har jeg rodet mig ud i”, men jeg måtte bare fortsætte, fortæller Josefine, der kæmper en brav kamp for at få liv i den unge dreng.

Undervejs tilbyder en af hendes holdkammerater at overtage hendes arbejde, men Josefine holder fast i, at hun vil fuldføre det, som hun har i igangsat.

Hiver efter vejret

Seks minutter senere begynder drengen igen at trække vejret selv, men er tydeligt besværet.

Josefine holder ham i hånden, da hans forældre kommer løbende ind i hallen. Josefine siger til hans mor, at hun skal overtage hendes plads.

– Så siger hans mor: ”Theo, det er din mor, jeg er her nu”, og så kommer der en reaktion. Det var som om, at han kunne genkende hendes stemme. Han begynder at hive efter vejret, åbner øjnene og græder, fortæller Josefine, der trak sig fra situationen, da ambulanceredderne ankom få minutter efter.

For lige så vigtigt det er at gribe ind og hjælpe, lige så vigtigt er det at trække sig, når de professionelle skal til, forklarer hun.

Den unge drengs skæbne var nu ude af hendes hænder. Josefine, der stadig var høj på adrenalin, mærkede ikke en forventet efterreaktion. Hendes træner opfordrede hende til at tage hjem og sunde sig, men Josefine ville gennemføre træningen. Først da træneren fløjtede dagens træning af, brød hun fuldstændig sammen.

Få dage senere blev hun kontaktet af Theos mor, der ønskede at ringe hende op på Facetime – og to uge senere kunne Josefine se 12-årige Theo i øjnene. Det minde vil for altid være prentet på hendes nethinde.

– Det var en ud af kroppen oplevelse, da jeg krammede ham og hans forældre. Bare det at holde om ham, og se at han lever. Det var helt fantastisk.

Det værste opkald

Taknemmeligheden, som Josefine mærker fra Theos forældre, betyder alverden for hende. Blot et halvt år forinden havde hun oplevet, hvordan et pludseligt hjertestop vidner om livets flygtighed.

En torsdag i maj besøgte hun sine forældre i barndomshjemmet. Forældrene var i gang med at pakke til et kroophold i weekenden, men hendes far klagede over tiltagende smerter i nakken. Han tog til lægen samme dag, men da de ikke kunne stille en diagnose, sendte de ham videre på skadestuen.

Han gennemgik et utal af prøver og test, men heller ikke her fandt de svar på , hvor smerterne stammede fra. Han blev tilbudt at blive til observation natten over, men kunne også sagtens tilbringe natten derhjemme. Josefines mor ønskede ikke, at han skulle ligge med så mange smerter hjemme, så de besluttede, at han skulle overnatte på hospitalet.

Fredag morgen ringede Josefines mobil. Hun undrede sig over, hvorfor hendes mor ringede så tidligt. ”Far har fået hjertestop”. Ordene lammede Josefine.

– Der knækkede filmen fuldstændig. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad hun sagde, fortæller Josefine, der blev hentet af sin ældre søster.

Lægernes melding var alvorlig. Hendes far havde fået hjertestop i løbet af morgenen og havde været klinisk død i 20 minutter, inden de fik liv i ham. Hans hjerne havde taget stor skade, og udsigterne var dystre. Alligevel klamrede Josefine og familien sig til det spinkle håb, om at han ville klare den. Det kunne ikke passe, at han bare forsvandt på den måde.

Josefine og hendes søstre flyttede hjem til deres mor, hvor de havde vigtige og lange samtaler om livet. De befandt sig i en konstant venteposition, og som Josefine beskriver det, var det de værste dage i hendes liv.

– Det var så smertefuldt. Det føltes som en ond drøm, man ikke kunne vågne fra.

Lægernes bange anelser holdt stik. Josefines far havde fortsat ingen hjerneaktivitet, og håbet svandt langsomt ind. Knap en uge senere måtte de slukke for respiratoren.

– Jeg kan huske, vi sidder ved siden af ham. Vi snakker og græder på skift - og snakker om ting og minder, vi kan huske. Det var nogle virkelig specielle men også vigtige timer.

Beundrer sin far

Josefine måtte i den efterfølgende periode ofte sige det højt for sig selv, at hendes far rent faktisk var død. Hendes hjerne kunne ikke fatte det, og Josefine måtte begynde hos en terapeut, for at bearbejde sin fars pludselige død.

– Som tiden gik, kunne jeg pludselig mærke, at jeg havde affundet mig med det. Jeg vil aldrig acceptere eller være okay med, at min far skulle dø sådan, men jeg fandt fred i, at det er sådan, det nu engang er. Jeg værdsætter, hvor heldig jeg har været at have en far, jeg var så tæt med. Det er ikke alle, der har det.

Josefines ubærlige tab af sin far blev samtidig en lektie om livets skrøbelighed. Det har medført, at hun har fået en fornyet livsenergi, for hun ved, hvor flygtigt livet kan være. Hun beundrede sin far for netop samme indstilling:

– Min far sagde ofte i de sidste par år af sit liv: ”Hvis jeg dør i morgen, så dør jeg som en glad og lykkelig mand”. Det synes jeg er så beundringsværdigt, og det vil jeg tage med mig, så jeg også engang kan sige det samme.

Vi skal turde handle

Josefine priser sig i dag lykkelig for, at hun deltog i førstehjælpskurset, og hun er stolt over, at hun turde handle den dag, Theo faldt om. Hun håber, at flere vil tage eller opfriske deres førstehjælpskursus og opfordrer alle til at turde handle, hvis de en dag står i en lignende situation.

– Bare spring ud i det. Det værste, der kan ske, er, at vedkommende, du trykker på brystkassen, siger av. Selv om det er grænseoverskridende og usikkert, skal man bare gøre noget.