Kathrine bestemmer hvem der skal reddes
Kathrine Holte bor på otte kvadrater og betaler 3000 kroner i husleje om måneden. Hun er en lille kvinde med fregner og rødt hår og ligner en ung pige, som skal til at kaste sig ud i livet. Virkeligheden er en anden. Kathrine er 41 år. Krigskirurg. Og den læge i Danmark, som har været ude flest gange for Læger Uden i krigszoner.
Bomberne eksploderede i baggrunden
18 gange har hun været udsendt til steder, hvor bomberne er eksploderet i baggrunden, mens hun har stået ved operationsbordet.
Hun har amputeret ben, udført otte kejsersnit på en dag, opereret tre døgn i træk og har gang på gang været den, som har taget den vigtigste beslutning af alle: Kan det menneske reddes eller ej.
LÆS OGSÅ: Bubber møder Maria med Downs
Sagde sit velbetalte job op
Kathrine har arbejdet for Læger Uden Grænser i to år, efter hun så et opslag på Hvidovre Hospital, hvor hun arbejdede på det tidspunkt.
Dengang hun fik sine 42.000 kroner om måneden og boede i sin dejlige og rummelige andelslejlighed.
Lejligheden har hun solgt, og i dag får hun en månedsløn på 8.000 kroner.
Sådan er betalingen for Læger Uden Grænser, og derfor bor den 41-årige kirurg på det lille værelse med sine toiletsager i en kasse.
Fint at lønnen er så lav
Du bor her sammen med studerende, der er halvt så gamle som dig. Hvordan er det?
- Det er da måske lidt mærkeligt. Men jeg synes ikke, jeg mangler noget. Jeg ved jo også, at jeg kunne få en normal løn igen, hvis jeg søgte et job i Danmark. Det var noget andet, hvis det var fordi, jeg var arbejdsløs. Jeg synes også, det er fint, at Læger Uden Grænser betaler, som de gør. Hvis de gav en almindelig løn, ville det tiltrække en nogle useriøse læger, der bare ville ud og være turister i nogle måneder.
LÆS OGSÅ: Bubber møder mor til fem, som skal lære at nyde sex
Redddede forbrændte børn i Syrien
Senest har Kathrine været udsendt i Syrien. Her havde hun mange forbrændte børn, fordi store dele af landet ikke har elektricitet, og derfor bruger petroleum, som kan ende med fatale eksplosioner i hjemmene.
Næsten 50 gange på syv uger så Kathrine pårørende komme kørende til hospitalet med deres forbrændte børn og flå dem ud af bilerne. Det var i de øjeblikke, hun skulle komme med sin dom. Kunne de overleve. Eller kunne de ikke.
Hvad går der gennem dig i sådan en situation?
- Det er faktisk den fase, jeg er bedst til. Der, hvor man skal tage en beslutning. Jeg går ikke i panik, men tager det meget roligt. Lige med brandskader ved jeg, at hvis man er mere end 50 procent forbrændt på kroppen, så går det ikke. I løbet af 30 sekunder kan jeg derfor sige, om det går eller ikke går.
Måtte opgive otte børn
Otte gange gik det ikke, da Katrine stod med et forbrændt barn i Syrien sidste gang.
Hvad sagde du til de forældre?
- Jeg sagde det lige ud. Barnet er brændt over det hele. Det går ikke.
Jamen prøvede de ikke at overbevise dig om at forsøge at redde deres barn?
- Ikke altid. Nogle forældre troede, der var mere hjælp at hente på et større hospital. Så fortalte jeg, at det ikke nyttede, og det ville være dumt at sætte livet på spil ved at køre rundt, hvor der blev bombet. Det forstod alle faktisk.
LÆS OGSÅ: Bubber møder Michella, som slankede sig invalid
Dårlige nyheder til forældre
Det er vel også en kunst at give sådan en besked til forældre?
- Jeg ved ikke, om det er en kunst. Men det er en stor del af arbejdet.
Hvad skete der med de forbrændte børn, der ikke kunne reddes?
- De fik smertestillende, og så døde de inden for et døgn.
Og så var du videre?
- Ja, så var jeg videre til den næste.
Amputerede ben for første gang
Når Kathrine er af sted med Læger Uden Grænser, udfører hun alle slags operationer, for hun er ofte den eneste kirurg på stedet. Da hun første gang skulle amputere et ben - eller faktisk to - var det i Pakistan.
Løb det dig ikke koldt ned af ryggen?
- Nej, for jeg var så koncentreret om, hvordan jeg udførte det teknisk. Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg bladrede lidt i en bog for at finde ud af det. Men da jeg amputerede benene, havde jeg ikke noget problem med det. Jeg vidste jo, at det ville redde patientens liv.
Ligesom at save brænde
Siden har Kathrine amputerer flere arme og ben, og for mig er det billede helt surrealistisk.
Hvordan foregår det. Er det ligesom at save brænde?
- Nu saver jeg ikke brænde, men ja, det er det. Det er hårdt at save en knogle over, så der skal lægges kræfter i. Jeg kan godt selv save det over, men hvis der er nogle unge stærke mænd som assistenter, beder jeg dem om at gøre det.
Sover ud i en uge
Kathrine bliver ofte tilbudt at tage ud 3-4 måneder ad gangen. Det siger hun nej til. For hende er en måned passende. Ellers begynder kræfterne at løbe op. Hun har brug for at komme tilbage til Danmark, og når hun er hjemme på værelset på Vesterbro, smider hun sig i sengen og sover det meste af en uge.
- Når jeg så har sovet ud, tænker jeg: Nå, nu må jeg hellere ned i Aldi og købe ind. Så ved jeg, at jeg er ved at være mig selv.
