Tony var hemmelig agent: Jeg fik en pistol for panden

Tony åbner døren for den fremmede, lukker ham ind på hotelværelset og vender sig mod tasken med penge, der står på sengen. Da han atter drejer rundt, opdager han, at manden har trukket en pistol. Han sigter mod Tonys hoved og trykker på aftrækkeren.

Tony Lindkold var i syv år undercoveragent for PET. Han var i stand til at påtage sig en opdigtet identitet og gøre det så overbevisende, at ingen fattede mistanke. Han var ekspert i at nærme sig kriminelle og manipulere dem til at tro, at de var på samme hold.

På et snusket hotelværelse i udlandet oplevede han dog at nå sin grænse. Her skulle han agere en stor kanon fra narkomiljøet, der var interesseret i at købe en masse kokain. Med en taske fyldt med dollars gik planen galt, og han stod pludselig med en pistol for panden.

– Det er jo det, der sker i sådan et job, og jeg har tænkt mange gange over, at situationen kunne opstå. Nu skete det, og selv om jeg har søgt spænding i mit job, så var det grænsen, siger Tony, 55, der ellers altid har trivedes i et miljø, hvor der er meget på spil.

– Før jeg startede som undercoveragent, var jeg ti år i politiets antiterrorkorps, og der bliver man godt rustet både fysisk og mentalt til alle mulige situationer.

Det særlige, Tony kan, er at få alle slags mennesker til at kunne lide sig. Hans teknikker er simple.

– Man bruger et begreb, der kaldes ”liking”, som også bliver brugt i reklameøjemed, hvis man vil have folk til at sige ja til noget. Det handler om attraktion. Vi tillægger tit positive værdier til mennesker, som er attraktive, forklarer Tony og fortsætter:

– Man bruger også begrebet ”similarity”, som betyder, at man kan genkende sig selv i det menneske, man sidder overfor. Det kan være tøjet eller måden, man taler på. Så prøver man at afspejle den person, som man ønsker at komme ind på livet af. Hvis folk kan genkende sig selv i dig, så har du bedre mulighed for at få dem til at kunne lide dig og dermed også på sigt få dem til at bede dig om nogle ting, som du gerne vil have dem til.

Tonys første møde med dobbeltspillet forekom ham overraskende naturligt. Det passede ham godt at falde ind i en anden rolle og vinde folks tillid.

– Jeg var helt rolig og afslappet omkring det. Det var spændende, og jeg kunne mærke, at det var ”min ting” at være en anden. Mange af opgaverne handler om at få informationer eller afsløringer ud af folk. En af teknikkerne er, at det er altid lettere at få et ja efter et nej. Så hvis du vil have nogen til at sige ja til noget, stiller du dem først over for en opgave eller en situation, hvor de siger nej, fortæller Tony og giver et eksempel:

– Hvis du vil have nogen til at donere blod, vil du aldrig gå ned på gaden og spørge dem, om de vil donere blod. Man vil sige til dem: ”Vil du komme her på en lørdag klokken 13 og donere blod, og så gøre det hver sjette uge i et år?”. Så tænker folk: ”Det er godt nok voldsomt, så det tror jeg ikke”. Så siger du: ”Okay, det kan jeg også godt forstå, men kunne du tænke dig bare at komme på lørdag og donere blod?”, og så er der 80 procent, der siger ja, fordi nu lyder det lige pludselig mere attraktivt kun at donere blod én gang end at skulle gøre det hver sjette uge i et år. Det kan du jo udnytte i alle mulige sammenhænge. Det er kun din egen kreativitet, der bestemmer, hvordan du kan bruge det.

Dybe vejrtrækninger

På hotelværelset i udlandet var Tony ved at komme ind i rollen som en skandinavisk narkobaron på jagt efter en god kokainhandel. Det var et relativt nemt undercoverjob, som lignede noget, han havde prøvet mange gange før.

– Jeg lagde min egen personlighed og blufærdighed væk, og så forestillede jeg mig, hvem jeg nu var, hvad jeg hed, og hvad min baggrund var. Det var i udlandet, så der var en anden efterretningstjeneste, som havde lavet alt det indledende arbejde, og som havde kontrollen. Vi var blevet bedt om at sende en agent ned, som kunne optræde som køber, fordi det skulle være en skandinav. Jeg skulle vise en masse penge og foregive, at jeg ville købe noget kokain. Personen skulle komme og se, at jeg havde penge og var seriøs, og efterfølgende skulle vi lave et møde om at udveksle ting.

Tony havde ikke fået nogen melding om, at han skulle være en speciel type.

– Så jeg kom med almindeligt, neutralt tøj på. Det hele skulle kun vare kort tid. Han skulle komme ind, se pengene og gå igen. Jeg prøvede at være afslappet og forestille mig, at jeg var den karakter, som man havde fortalt personen, at jeg var. Jeg er ikke typen, der bliver nervøs, men man kan jo godt være anspændt. Det prøvede jeg at lægge fra mig. Dybe vejrtrækninger.

Bankede på døren

Det var et typisk, lille hotelværelse i en havneby. Man kom direkte ind i et åbent rum, hvor der stod en seng, og til den ene side var der et badeværelse. Der var ikke noget fornemt over forholdene.

– Det var det pågældende lands antiterrorkorps, som var i værelset ved siden af for at passe på mig, og de havde modificeret væggen. Jeg kan ikke lige fortælle hvordan, men de havde lavet væggen, så de hurtigt kunne komme ind. Der var opstillet video og lyd, så de kunne se og høre alt, hvad der skete, og så stod der et backupteam klar.

Tony vidste ikke meget om manden, der kom, ud over at han skulle se pengene i tasken og blive overbevist om, at de havde en aftale.

– Jeg tænkte, at han umiddelbart var højt oppe i systemet. Det vigtigste for mig var at vide, hvordan min sikkerhed var, og om der var noget specifikt, jeg skulle sige. Og så var det selvfølgelig vigtigt for mig, at han ikke havde våben med ind på værelset.

Tony gik rundt på hotelværelset og forberedte sig på at åbne døren og virke så naturlig som muligt. Men aftalen blev udskudt flere gange.

– Jeg var selvfølgelig spændt og glædede mig til, at jeg skulle være ”på” og gøre min del af jobbet. Man prøver jo at være klar og være inde i rollen. Der gik en halv time, tre kvarter, og man kan ikke blive ved med at have den spænding og koncentration, så det gik lidt op og ned. Det var irriterende, at tingene blev skubbet, men det er normalt i de miljøer, at aftaler ikke holder og bliver rykket.

Men så – lidt senere på natten – bankede det på døren.

– Jeg gik hen og åbnede døren, og der stod så en person. Der var ikke noget mærkeligt ved ham. Han så spændt, men rolig ud. Jeg prøvede at optræde, som man nu ville gøre, hvis man skulle købe en hel masse kokain. Man prøver ikke at være aggressiv og skræmme ham væk. Det kan godt være, at systemet indeni kører med en puls på 120, men udadtil virker man helt rolig og afslappet. Det er også det, der gør, at det kan være mentalt hårdt, fordi man er så meget ”på” undervejs.

Uventet træk

Tony gjorde, hvad han var trænet til. Han sørgede for, at hans hilsen føltes oprigtig, at hans toneleje var naturligt, og at han ikke fik sved på panden. Men denne gang skete der noget uventet.

– Jeg sagde ”hej”, han kom ind, og så vendte jeg mig om for at få trukket ham med ind i rummet. Idet jeg vendte mig tilbage for at kigge på ham, så jeg, at han havde trukket en pistol. Han tog aftræk og skød mod mit hoved.

Tony havde ikke forventet, at manden havde et våben med.

– Det er en stiltiende aftale, at man sørger for, at der ikke er våben. Det var en blanding af chok og overraskelse for mig, og jeg troede, at jeg blev skudt dér. Men så klikkede pistolen. Der var en fejl i patronen, så den gik ikke af. Det sker nogle gange, når man har billig ammunition.

Han nåede lige at registrere det, inden backupteamet ved siden af kom væltende ind.

– Det gik lynhurtigt. De fik skudt ham og lagt ham ned, og så blev jeg trukket ud og væk.

Narkosælgeren blev ramt benet og lagt i håndjern, og Tony satte sig ned og forsøgte at samle tankerne om, hvad der lige var sket. Så tæt på havde han alligevel aldrig været på at blive skudt i hovedet.

– Jeg nåede ikke at tænke så meget. Jeg kan ikke huske, om jeg tænkte, at det var slut. Det gik så hurtigt, fra jeg vendte mig om, til han trykkede på aftrækkeren. Jeg kunne ikke nå at bevæge mig eller gøre noget.

Står her stadig

Tony er bevidst om, at han lige så godt kunne være død, men han lader sig ikke gå på af det.

– Jeg er af natur en person, som ikke bekymrer mig. Jeg tror på, at 99 procent af ens bekymringer aldrig bliver til noget, og jeg gider ikke gå og bekymre mig om ting, som ikke er sket. Jeg står her stadig. Jeg har ikke en skramme på kroppen, så der er ingen grund til at få stress eller traumer over det her, siger han og tilføjer:

– Det er selvfølgelig ikke noget, man bare kan sige til sig selv: ”Jeg vil ikke have traumer af det her”. Det er klart, at det kommer meget an på, hvordan man er, hvordan ens ”mindset” var på det tidspunkt, og selvfølgelig hvad man har været ude for.

Fejlen lå ikke hos Tony. Han har formodentlig virket autentisk, men narkosælgeren ville have fat i både penge og kokain. Fejlen lå hos antiterrorkorpset, der skulle have sikret sig, at manden ikke havde våben på sig.

– Det er helt klart den anden efterretningstjenestes ansvar, ikke vores, mener Tony.

Efterfølgende har han bearbejdet hændelsen. Han har en klar strategi for, hvordan han håndterer svære ting.

– Jeg bruger megen energi på at tone det ned. For ja, det var helt vildt forfærdeligt, og det kunne være gået rigtig galt. Men der skete ingenting. Det holder jeg fast i, skubber det væk mentalt og begraver det. Alle psykologer vil nok sige, at det er en dårlig måde at gøre det på, men det har virket for mig.

Præget af opvækst

Tony tror, at det hænger sammen med, hvordan han er vokset op.

– Jeg har ikke haft en traditionel familie. Jeg har ikke kendt min far, og der var ikke julefrokoster, fødselsdage og alt muligt, som man fejrede. Jeg har haft en god opvækst og en god familie, men jeg har ikke haft det dér helt tætte bånd og de ting, som en familie normalt har. Så jeg tror, det har gjort, at jeg godt kan blive lidt mere kold og kynisk, og at jeg måske har lidt sværere ved at åbne op og tale om ting. Den facade har jeg helt klart brugt i mit arbejde til at kunne holde tingene på afstand, så de ikke får lov at påvirke mig. Det er måske også det, der har gjort, at jeg har kunnet have det her job.

Selv Tonys familie vidste ingenting om hans tid som undercoveragent. Han havde ingen børn på det tidspunkt, men hans kærester og nærmeste kendte ikke til de voldsomme og farlige ting, som han stod over for i sin hverdag.

– Jeg sagde bare, at jeg var på arbejde. De vidste godt, at jeg arbejdede i PET, og mine allernærmeste vidste, at jeg lavede nogle specielle ting, men de vidste ikke hvad, og det fik de heller ikke at vide. Det var arbejdet, der var førsteprioritet. Jeg var et andet sted i livet og ikke klar til at slå mig ned.

Stolt over indsats

Det, som Tony fandt mest interessant ved arbejdet som undercoveragent, var måderne, man kan påvirke andre mennesker. Hvordan man ved at aflæse kropssprog og opførsel ser tegn på, om en anden lyver, og hvordan man selv undgår at sende de tegn.

– Jeg er mest stolt af, at jeg har gjort det godt i de opgaver, jeg var ude på, og forhåbentlig har været en god kollega og en god ven for dem, jeg har arbejdet sammen med. Jeg har aldrig haft et problem med at sidde over for nogle mennesker, tage på ferie med dem og lave mad sammen med dem og deres familier, vel vidende at jeg kun var der for at sætte dem i fængsel. Jeg har altid kunnet skelne de ting. Det har altid været sort/hvidt for mig. Nogle kriminelle blev fanget af sådanne ting. Det vigtigste var, at man gjorde en forskel.

I dag kan Tony ikke forestille sig at skulle varetage jobbet.

– Nu har jeg en datter, så jeg ville for eksempel ikke kunne lave det arbejde derhjemme. Når man har et barn, sætter det alting i et andet perspektiv. Jeg har aldrig forstået, når nogen spørger, hvad meningen med livet er. For mig gav det svar sig selv, da jeg blev far. Da skiftede hele mit mindset. Så er der en ting, som skal have hele mit fokus resten af mit liv.