Henriette fik brystkræft som 24-årig: Frygteligt ensomt at være syg

Da Henriette Berthel fik brystkræft, mistede hun venner og veninder. De kunne ikke håndtere hendes sygdom.

Dagene var lange. Det meste af tiden lå hun i lejligheden på fjerde sal og kunne ikke foretage sig noget, fordi kvalmen overmandede hende. Hun var alene. Telefonen var stille. 

Henriette Berthel var flyttet fra barndomshjemmet på Fyn til Amager sammen med sin kæreste. Hun var kommet i gang med sygeplejerskestudiet, var ved at at skabe sig en ny omgangskreds af venner og veninder, og fremtiden så lys ud.

Men med ét vendte det hele på hovedet. Kun 24 år gammel fandt hun en knude i sit bryst.

– Tiden efter er sløret. Jeg følte mig jo ikke syg, men tankerne kørte i ring døgnet rundt. Det føles, som om det varede en evighed, men der gik nok kun et par uger, fra jeg var hos lægen, til jeg var i gang med min behandling, fortæller Henriette. 

Behandlingen bestod i kemoterapi. Det var her, hun begyndte at føle sig syg. Det var her, hun lå alene i lejligheden, mens dagene blev lange. Det var her, hun blev ensom.

– Da jeg blev syg, trak mange af mine venner og veninder sig mere og mere fra mig. Jeg tror, min sygdom mindede dem om deres egen skrøbelighed.

Læs også: Hele byen bakkede op om kræftsyg pige: Signe er en fighter 

Stærkere end før

Henriette har ingen familie i København, så hun havde meget brug for venner og veninder. Men hun følte, at de ikke rigtig vidste, hvordan de skulle være over for hende. Hun ville helst bare behandles sådan, som hun plejede, men sygdommen ændrede alt.

– I begyndelsen var de hjælpsomme og sagde, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde brug for noget. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bede om. Jeg ville bare have, at alting skulle være som før. Jeg ville jo gerne høre om deres dagligdag, men det var, som 

om de følte, at de ikke kunne tale med mig om deres egne problemer, fordi mine var så meget større.

Med tiden stoppede besøgene, og telefonen blev stille. 

– Jeg følte mig meget ensom.

Henriette har været sygemeldt fra studiet i halvandet år. I sammenlagt et år fik hun kemoterapi. Det er en hård behandling, og hun blev gradvist mere og mere syg af bivirkningerne.

– Jeg havde voldsomt kvalme og var meget træt. Det kan nok bedst beskrives som symptomerne ved en meget slem influenza. Bare værre.

Læs også: Efter kræftsygdommen: Jeg bliver aldrig den samme igen 

Hendes lange hår var hurtigt væk. Selv øjenvipperne mistede hun. Det var håret, hun havde været mest bekymret for. 

– Jeg var rædselsslagen for at miste alt mit hår, for så ville alle kunne se, at jeg var syg, fortæller hun.

Derfor gik Henriette Berthel med tørklæde, når hun bevægede sig ud i verden for at gå i Netto og den slags nødvendige ærinder. 

– Men alle kunne jo se det alligevel. Jeg kunne ikke finde ud af at tegne øjenbryn, og vipperne var jo også væk. Jeg så virkelig syg ud.

På Henriettes Facebook-profil præsenterer hun sig med ordene: Be real. Be yourself. Be unique. Be true. Be honest. Be humble. Be happy. 

Det beskriver meget godt den person, sygdommen har gjort hende til. 

– Før jeg blev syg, var jeg ret forsigtig. Jeg var meget stille og havde det bedst med at hygge mig derhjemme. Jeg var ikke sådan en, der bare sprang ud i nye ting. Nu er jeg blevet meget mere modig. Jeg er for eksempel begyndt at gå mere i byen og have det sjovt. For hvor galt kan det egentlig gå?

– Når man har stået over for en alvorlig sygdom, bliver man mere bevidst om, hvad man vil bruge energi på. Jeg vil ikke gå rundt og være bange. Det er spild af tid, og man skal få det bedste ud af den tid, man har.

Under sygdommen var Henriettes kæreste en uundværlig hjælp og støtte. Men kræften forandrede Henriettes syn på livet og fremtiden sig. 

– Man ændrer sig, når man går igennem sådan et forløb. Jeg er begyndt at tænke meget mere over, hvad jeg vil have ud af livet. 

Selv om Henriette er glad og taknemmelig for alt det, kæresten har gjort for hende, er det ikke nok til at bevare kærligheden.

– Han blev nok mere en slags sygepasser end en kæreste, og det er jo ikke super romantisk. Efterhånden havde vi ikke længere et for-hold med hinanden, men med kræften.

– Det slider jo på ens forhold, når den ene er syg. Det er ret normalt, at man går fra hinanden, siger hun. 

– Jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Jeg har brug for at fokusere på mig selv nu, og jeg føler mig stærkere end nogensinde.

Nye venner for livet

Alene er Henriette dog ikke, for gennem sin sygdom har hun fået nye gode venner.

– Under min sygdom begyndte jeg at komme en del i Kræftværket. Det har virkelig været en redningsplanke. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden.

Kræftværket er et netværk for unge med kræft. Her kan de unge få støtte fra særligt uddannede sygeplejersker, og de kan møde andre unge, der er syge som dem selv.

– Her er der ingen, der glor underligt, fordi man har mistet håret, og jeg kan være mig selv, for folk er ikke bange for at tale om sygdom. Jeg har fået virkelig mange gode venner, som jeg stadig ser næsten hver dag. Vi forstår hinanden, fordi vi er sat af det samme sted i livet. 

Gennem sit sygdomsforløb har Henriette oplevet, at det var svært at tale med både venner og familie om sygdommen. For begge parter var bange for at såre eller bekymre hinanden. Den slags bekymringer behøver man ikke at have i Kræftværket. Her kan man nemlig ikke sige noget forkert.

Læs også: Fik fjernet bryster og æggestokke: Jeg ville ikke leve med frygten 

– Alt er nærmest tilladt. Man må for eksempel gerne joke om sygdom og død. For selv om det er alvorligt at have kræft, er netværket et sted fuld af mennesker med håb og livsmod. Vi griner langt mere, end vi græder. 

Selv om Henriette er rask, kommer hun stadig i Kræftværket hver uge. 

– Nu taler jeg måske ikke så meget om kræft længere, men så får vi vendt nogle helt almindelige ungdomsproblemer, og det er virkelig rart.

– Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for andre, at jeg var syg. Jeg ved godt, de bare forsøgte at tage hensyn. Men man kan også tage så meget hensyn, at det ødelægger ens relationer, og det har været frygteligt ensomt.

Men sådan skal det ikke være, og derfor har Henriette meldt sig til Kræftens Bekæmpelses Fortællerkorps, som er oprettet, fordi mange unge med kræft føler sig ensomme og oplever, at deres venner trækker sig.

I Fortællerkorpset tager Henriette og andre kræftramte unge ud og fortæller deres historier. Ofte handler det om, hvordan man kan være en god ven eller pårørende.

– Jeg vil gerne fortælle min historie, dels fordi det hjælper mig at tale om det, og dels fordi jeg gerne vil hjælpe andre i samme situation.