Skæbner

Her kan jeg være mig selv

7. september 2021 Af Maibrit Jürs. Foto: Birger Storm.
Siden Jeanette er flyttet ind på Corona Camping ved Borup, har hun endelig fundet et sted, hvor hun føler sig hjemme. Men Køge Kommune kræver, at hun finder et andet sted at bo.

Jeannette Dahl har boet på Corona Camping i fire måneder nu, og efter en turbulent periode i sit liv, er hun faldet godt til på pladsen, hvor hun har fået hjælp til at bo i en lille campingvogn.

– Efter en masse problemer med min eks, væltede det hele for mig, og jeg stod pludselig og havde ikke noget sted at bo. Men jeg havde set udsendelserne om Corona Camping og tænkte, at her kunne jeg bo i en periode, mens jeg fik ro på, siger den 40-årige førtidspensionist.

Læs også: Esben fra Fredens Havn: Naturen har reddet mit liv

Hun havde egentlig regnet med, det bare skulle være en måned eller to, men allerede efter en uge kom hun til at græde ved tanken om, at hun måske ikke kunne blive.

– Jeg har aldrig passet ind nogen steder. Men her er der højt til loftet, så her kan jeg få lov at være mig.

– I en lejlighed ville jeg hurtigt blive ensom, for med en ødelagt ryg kan jeg ikke klare et arbejde, og så ville jeg komme til at sidde alene hele dagen. Men her er der mennesker, jeg kan snakke med, siger Jeannette.

Læs også: Rodløsheden reddede Hennings liv

Smides ud af sit hjem

Hun har svært ved at forstå, at nogen kan ønske at smide helårsbeboerne væk fra Corona Camping, for her har hun fået mere hjælp end nogen andre steder. Blandt andet fra camping-mutter Susanne, der altid er klar til at støtte på en dårlig dag.

– De burde klappe i deres hænder inde på kommunen, for der foregår jo et stort socialt arbejde her, som kommunen ikke selv kan klare, siger hun.

Jeannette har selv nydt godt af Corona Camping og de andre beboeres rummelighed.

– Det har hjulpet mig meget at være sammen med folk, der behandler mig som et menneske. For første gang i lang tid sover jeg om natten.

Følg Corona Camping på tv

Corona Camping er kendt fra TV 2’s dokumentarserie Trailerpark Danmark, der følger beboerne på nogle af de flere end 100 campingpladser i landet, hvor folk bor ulovligt hele året. Corona Camping er også med i næste sæson af serien, der netop er blevet optaget og senere kan følges på TV 2. Du kan møde nogle af beboerne på denne og de næste sider.

Trailerpark Danmark har premiere den 16. september kl. 20.50.

Læs også: Carina blev hjemløs af sin opvækst: Stemplet som uduelig

Sponsoreret indhold