Hjerneblødning ændrede alt: Nu er jeg en anden

An-Magritts gamle jeg døde den dag, hun blev ramt af en hjerneblødning. Den stærke, sprudlende og selvstændige kvinde, som hun var, og som hendes mand havde forelsket sig i, blev med ét skrøbelig, tavs og i lang tid afhængig af andres hjælp.

Kvinde står foran spejl. Hjerneblødning

Det var den 26. maj 2017. Kronprins Frederiks fødselsdag. Det var derfor, busserne flagede, ville An-Magritt Erdal forklare sin 14-årige datter, Katarina, da de om eftermiddagen kom cyklende sammen fra Hillerød Station. Men der kom ingen ord ud af hendes mund. Kun en masse underlige lyde. An-Magritt rømmede sig og prøvede igen, men munden lystrede stadig ikke. Der var noget helt galt. 

Med fagter fik hun signaleret til sin datter, at de skulle stoppe op og holde ind til siden. Mens An-Magritt satte sig op ad en elkasse på fortovet, ringede Katarina først til sin far og derefter til ambulancen. 

– Jeg vidste med det samme, at det var noget med hjernen. Jeg kunne jo ikke tale, og da jeg prøvede at låse min cykel, kunne jeg ikke ramme låsen, fortæller den nu 51-årige An-Magritt.

Hendes højre arm var begyndt at blive lam, og da hun blev kørt væk i ambulancen mod Bispebjerg Hospital, dækkede lammelsen hele højre side af kroppen. 

– Jeg tænkte ikke over, hvad der kunne ske med mig på det tidspunkt. Jeg tænkte faktisk ikke så meget, men var mest af alt bare i chok. Det var, som om det hele bare var et uvirkeligt mareridt.

Slukkede følelser

Hvad der skete på Bispebjerg Hospital, husker An-Magritt ikke så meget af. Hun var omtåget og ufatteligt træt. Men hun husker, at lægerne hurtigt fandt ud af, at hun havde fået en hjerneblødning. De fortalte det først til hendes mand og siden i langsomme og tydelige vendinger til An-Magritt. Som om hun havde svært ved at forstå, hvad de sagde.

– Men jeg forstod alt. Jeg kunne bare ikke udtrykke mig. Der kom ingen ord ud, og da de gav mig et stykke papir og en kuglepen, kunne jeg ikke huske, hvordan man skrev. Det var forfærdeligt, siger An-Magritt, som blev overført til Rigshospitalet, hvor man ville overvåge hende og tage stilling til, om hun skulle opereres i hjernen.  

– Det lykkedes mig på en eller anden måde at grynte på de rigtige tidspunkter, da de spurgte mig, om jeg hed Mette eller An-Magritt, og om det var fredag eller søndag. Så de konkluderede, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og jeg skulle derfor ikke opereres. Der var ikke mere, de kunne gøre. Jeg skulle bare i gang med genoptræningen, og så måtte vi se, hvor det endte.  

An-Magritt vidste ikke, om hun nogensinde ville komme til at tale igen eller få sin fulde førlighed tilbage. Men hun græd ikke. 

– Jeg havde lukket helt ned. Kroppen befandt sig i en total nødsituation, og det handlede kun om at få det bedre. At tage en dag ad gangen. Mine følelser slukkede bare, og jeg følte ikke rigtigt noget. Det var nok en form for overlevelsesinstinkt. 

Allerede få dage efter hjerneblødningen kunne An-Magritt gå selv igen. Hun slæbte ganske vist på sin ene fod, men det var ikke desto mindre et stort fremskridt. Tommelfingeren kunne hun pludselig også bevæge, og det gav hende både håbet om og troen på, at hun ville få førligheden tilbage. 

– Det var jeg jo nødt til for min families skyld. De var min drivkraft, da det så sortest ud, og de har æren for, at jeg blev ved med at kæmpe, siger An-Magritt og henviser til sin mand, Flemming, og børnene Theodor, Rebekka, Katarina og Johanna, der nu er henholdsvis 11, 14, 16 og 17 år. 

En ny identitet

Der gik fire uger, før An-Magritt sagde sit første ord. Hvad det var, kan hun ikke huske. Hun glædede sig bare over, at de mange timer i selskab med en talepædagog endelig også gav resultater. 

Sprog havde altid været en vigtig del af hendes identitet. Hun er uddannet i italiensk og nordisk sprog og har arbejdet som både tolk og informationsmedarbejder. De seneste mange år har hun været i forlagsbranchen. 

– Sproget var også en stor del af mig, når jeg ikke arbejdede. Jeg var et meget talende og udadvendt menneske. Jeg var den, der altid meldte mig til klasseråd og forældrebestyrelser, arrangerede sociale aktiviteter og lagde hus til kæmpe fester. Jeg elskede at gå forrest og var fuld af energi. Alt det ændrede sig, da jeg blev ramt af hjerneblødningen. Pludselig var jeg en helt anden.

For selv om An-Magritt blev ved med at gøre fremskridt i genoptræningen af både førlighed og tale, så mærkede hun, at noget indeni ikke var som før – og nok heller aldrig ville blive det.

– Man bliver aldrig den samme igen, når man har været igennem noget så voldsomt. Når man oplever at få revet tæppet væk under sig på den måde, så bliver man mærket for livet. Man bliver meget mere sårbar, og man trækker i højere grad bremsen, fordi det går op for én, at man jo faktisk ikke er udødelig, siger An-Magritt og tilføjer:

– Mit gamle jeg døde den dag, hjerneblødningen ramte. Den stærke, selvstændige og sprudlende kvinde, som jeg var, og som min mand havde forelsket sig i, blev med ét tavs, skrøbelig og i lang tid afhængig af andres hjælp. 

– Nu er jeg kommet et godt stykke videre og kan sagtens klare mig selv, men jeg er stadig tilbageholdende og hæmmet af ikke at kunne tale ordentligt. Jeg kan sagtens føre en samtale, men jeg snubler over de længere ord og trækker mig derfor fra større diskussioner. Jeg er også stadig meget træt og skal sove i løbet af dagen, og jeg har nedsat følesans i min højre hånd og fod. Så nu handler det ikke længere om, hvad jeg gerne vil, men om hvad jeg kan. Mine livsvilkår har ændret sig, og dét har ændret mig. 

An-Magritt har endnu ikke accepteret den person, hun er nu. Men hun håber at nå dertil en dag. 

– Jeg er stadig ved at lære mig selv at kende, og det er en lang proces, for det er en stor sorg for mig, at jeg ikke er den samme som før. Men jeg tror, det bliver nemmere med tiden, og jeg kan også stadig mærke forbedringer i min tilstand. Lige nu savner jeg mit gamle jeg, men jeg prøver samtidig ikke at tænke for meget over, hvordan jeg var før. Det får jeg ikke noget ud af.

Tætte som altid

Heldigvis er der én ting, der ikke har ændret sig. Og det er kærligheden mellem An-Magritt og Flemming.

– Når den ene i et forhold pludselig ændrer personlighed, og når magtbalancen forandrer sig så markant, er det ikke sikkert, at kærligheden varer ved. Men det har den gjort i vores tilfælde, og det er jeg da dybt taknemmelig for. Jeg tror, det skyldes, at vi hele tiden har tænkt, at vi nok skal klare os igennem det her, og at vi ikke har brugt kræfter på at tænke over, hvad der kunne være af negative konsekvenser. Vi har glædet os over selv de mindste fremskridt, og det har båret hele familien videre, fortæller An-Magritt, som dog ikke vil sige, at oplevelsen har knyttet familien tættere sammen.

– Folk spørger tit, om det har gjort vores bånd stærkere, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, at vores bånd var stærkt nok i forvejen, og vi havde været lige så tætte uden hjerneblødningen. Man husker måske lige at sætte lidt ekstra pris på hinanden, men det bør ikke være sådan, at man skal have en alvorlig sygdom for at blive tætte.