Hovedpinepille forhindrede endnu en abort

Hun længtes efter et barn. Igen og igen var hun hele følelsesregisteret igennem. Fra hun blev gravid og sprudlende af lykke begyndte at planlægge resten af sit liv, til hun grædende måtte indse, at hun endnu en gang havde mistet barnet.
- Jeg blev bare ved med at tænke: Hvorfor? Jeg ryger ikke og drikker ikke. Jeg kunne bare ikke forstå, hvorfor jeg blev med at abortere, siger den 33-årige sygeplejerske Dawn Paddock.
Hun arbejdede på en fødeafdeling, da hun sammen med sin mand Christian, 34 år, besluttede sig for at få et barn, så de kunne blive en rigtig kernefamilie.
Tag en hovedpinepille
Dawn havde ingen problemer med at blive gravid, men inden hun nåede den magiske 12-ugers-grænse, aborterede hun. Lægerne tog adskillige blodprøver og undersøgte hende, men kunne ikke finde ud af hvorfor. En af Dawns kollegaer videregav et råd fra gamle dage: Tag en hovedpinepille om dagen, så skal det nok lykkes.
Lægerne advarede hende mod at selvmedicinere sig og mod at tage pillerne, men Dawn var desperat for at få et barn, og hun tænkte, at det ikke kunne skade, så hun gjorde forsøget alligevel.
Shay kom til verden
- Det var meningen, jeg ville stoppe med at tage dem efter de 12 uger, men jeg var alt for bange for at miste barnet til bare at stoppe, fortæller hun.
Sønnen Shay kom til verden sund og rask. Han er i dag to år. Dawn og Christian fra Liverpool i England var lykkelige, men det var jo ikke meningen, at deres lille dreng skulle være enebarn, så de besluttede sig for at få et barn mere hurtigt efter.
Igen aborterede Dawn. De mange aborter sled på parret.
Gravid igen
Christian og Dawn opgav ikke håbet om endnu et barn. Og smerten over de mange mislykkedes graviditeter bearbejdede de på deres egen måde.
- Den eneste måde, vi kunne tackle smerten på, var ved at blive ved med at forsøge, fortæller Dawn. Hun aborterede fem gange, inden hun blev sendt til Liverpool Women's Hospital, hvor de endelig fandt ud af, hvad der var galt.
Antiphospholipid
Hun fik diagnosen antiphospholipid syndrom eller det mere mundrette Hughes syndrom. Sygdommen giver blodpropper og kan føre til tidlig abort, fosterdød eller for tidlig fødsel. Behandlingen for hendes sygdom er ganske enkelt blodfortyndende medicin, og netop derfor hjalp det Dawn at tage hovedpinepillen Aspirin, for pillen virker blodfortyndende. En Kodimagnyl har samme effekt.
Isobel
Fire dage efter hun fik diagnosen, fandt parret ud af, at Dawn var gravid igen..
Lægerne gav hende blodfortyndende medicin, og for en sikkerheds skyld tog hun også en Aspirin, som hun havde gjort under graviditeten med sin søn.
LÆS OGSÅ: Identiske firlinger
Datteren Isobel blev født i juni sidste år fem uger før termin, men sund og rask.