Skæbner

Hunde stak ild til huset

12. november 2009 af Joan Andersen. Foto: Gregers Kirdorf
Ludvig og Freja satte ild til hust, da de var alene hjemme.

Søde og velopdragne ser de ud, Ludvig og Freja. Men fristelsen var for stor for de to hunde, da deres ejer havde efterladt nogle hundegodter ved siden af en pose med rugbrød på komfuret, inden hun tog på arbejde en tidlig morgen.

Så snart de to hunde blev alene, sprang de op ad komfuret i et forsøg på at få en lille snack, og med poterne kom de uheldige hunde til at dreje på en af skrueknapperne og tænde for en kogeplade.

- Jeg anede ikke, at der kunne gå ild i en plasticpose. Jeg har da tit ting stående på komfuret, for det går jo nærmest i et med bordet. Men det er slut nu, siger 33-årige Safina Christensen fra Esbjerg.

Hun blev både overrasket og chokeret, da politiet ringede til hende med beskeden: Dit hus brænder. Det var en opmærksom forbipasserende, der omkring kl. 7.30 opdagede flammerne gennem køkkenvinduet. Sammen med en nabo fi k han hurtigt slået alarm.

- Gardinet var rullet for, men heldigvis kunne et par af naboerne se flammer igennem dem alligevel. De kunne også høre røgalarmen, da de gik tæt på huset. Jeg er dybt taknemmelig for, at de opdagede det så hurtigt, siger hun. De årvågne naboer reddede både hundene og huset.

- Skaderne er begrænsede. Alt er selvfølgelig blevet gjort rent for sod. Den eneste skade er et lille brændemærke i komfuret, der hvor plastikposen lå. Men tænk hvis jeg havde ligget og sovet ovenpå, siger hun. Også de uheldige pyromanhunde har det godt.

- De har været til observation for røgforgiftning og stress, men de har det fint nu, siger hun og klapper hundene kærligt. Safina har tilgivet sine to bedste venner.

Sponsoreret indhold