Skæbner

Husker du: Da en hel by brændte.

18. april 2016 Louise Soegaard
Fyrværkerikatastrofen i Seest i 2004 kostede en frivillig brandmand livet, og politiet måtte evakuere 1.000 beboere fra Kolding-bydelen.

Alle husker Seest-katastrofen

Store katastrofer begynder ofte med små, hændelige uheld. 

Klokken lidt i to om eftermiddagen onsdag den 3. november 2004 tabte en arbejder på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Kolding-bydelen Seest en kasse med raketter på gulvet inde i en container fuld af fyrværkeri. 

Raketterne antændte ved stødet, og indersiden af den trange stålbeholder blev hurtigt omdannet til et inferno af ild og røg. En indsatsleder og et slukningstog kørte straks af sted fra brandstationen i Kolding, og samtidig evakuerede holdlederne på fyrværkerifabrikken medarbejderne i henhold til beredskabsplanen.

Blot et minut efter registreringen af det første alarmopkald fra Seest blev en politipatrulje sendt til stedet, og betjentene begyndte straks at evakuere beboerne i området. 

Læs også: Et træ ændrede alt: Tanjas datter blev kun 19 år

I første omgang gav politifolk til fods og fra højttalervogne beboerne besked på at begive sig til den nærliggende Bakkeskole. 

Mindre end et kvarter efter, at kassen med fyrværkeri var blevet tabt, gik der også besked ud til pressen om at varsle Koldings indbyggere om hændelsen på fyrværkerifabrikken.

Brandmand dræbt

Klokken 15.25 lød en voldsom eksplosion, og hele området blev indhyllet i røg. Redningsfolkenes radioer blev slået ud af trykbølgen, og mange var i flere minutter afskåret fra kontakt. 

De første meldinger gik på ”mange sårede og døde”, og ud af røgen kom forvirrede og kvæstede brandfolk. 

De første, paniske meldinger om mange dræbte viste sig heldigvis ikke at holde stik. Der var dog én, brandfolkene ikke fik med ud, da de i hast måtte trække sig tilbage: den 33-årige frivillige brandmand Max Jørgensen, som havde befundet sig skråt foran en af containerne, da de eksploderede. 

Læs også: Dreng husker sit tidligere liv

Ilden havde nu spredt sig til de store lagerhaller, og der herskede totalt kaos med mange brande i en radius på cirka 500 meter fra containeren, hvor det hele begyndte. 

Cirka 60 ejendomme blev totalskadet, og de samlede skader beløb sig ifølge forsikringsselskaberne til mere end 750 millioner kroner.

Du kan læse mere om katastrofen i denne uges Ude og Hjemme 

 

 

Sponsoreret indhold