Husker du Mabel: Danmarks første boyband

Året er 1978. Fire unge fyre med langt hår og trompetbukser toner frem på tv-skærmen i den allerbedste sendetid. Det danske Melodi Grand Prix er i fuld gang, og popgruppen Mabel giver den fuld gas:

– Og det si’r boom boom og boom af lyst!

Det ene medlem, Christian Have, banker på en stortromme med et påmalet hjerte, og i front står 17-årige Mike Tramp og smiler til seerne.

Sangen ”Boom boom” vinder konkurrencen – og fra at være et mindre band med en vis succes, er Mabel pludselig på alles læber. Aviserne brager løs med overskrifter som: Nu venter millionerne på Mabel.

Danmarks første boyband

Hundredevis af piger samler sig foran drengenes bofællesskab i nordsjællandske Stenløse, hvor de nærmest omringer huset i døgndrift. Danmarks første boyband er en realitet.

– Jeg var bare en dreng, der blev sat på et vildt tog. Når først det kører, er der intet, som kan stoppe det, siger den i dag 55-årige Mike Tramp .

LÆS OGSÅ: Hvalp reddet fra brand: Nu er han brandmand

Tre år tidligere var Mike Tramp – der egentlig er født Michael Trempenau – en helt almindelig dreng, der voksede op på Vesterbro i København.
Han spillede bordtennis, fodbold og kunne lide tidens hotte bands som Sweet og Slade. Mike lærte da også et par guitarakkorder i den lokale ungdomsklub Vesterbro Ungdomsgård.

Men da en musikjournalist besøgte ungdomsklubben, fik han øje på teenageren med det lyse hår. Han tilbød ham at indspille en single, og i foråret 1976 dukkede Mike op som idol i flere teenageblade.

Senere mødte Mike tre lidt ældre Stenløse-musikere, som manglede en forsanger til deres band Mabel. Gruppen spillede til byfester og mindre arrangementer – men det var først med grandprix-sejren, at det hele eksploderede.

Belejret af piger

Butikker begyndte at sælge Mabel-shampoo og Mabel-børster. De var konstant på forsiden af aviser og ugeblade.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Mabel delte vandene. Nogle mente, at de var indbegrebet af dårlig smag. Og til det internationale Grand Prix i Paris endte ”Boom boom” på en beskeden 16. plads, men det var mange danske piger bedøvende ligeglade med.

Store sække med fanpost blev båret ind på det lokale postkontor i Stenløse, og snart talte fanklubben flere tusinde medlemmer.

LÆS OGSÅ: Komikeren Sofie Hagen: Jeg er smuk og tyk

Den dengang så kendte slangepige Anniqa tegnede et portræt af de fire drenge, og det blev sat i produktion som tapet. Der blev i første omgang trykt 20.000 ruller Mabel-tapet.

Og hundredevis af piger belejrede gruppens hjem i døgndrift. De lå nærmest i klumper på den lille gårdsplads foran bofællesskabet på Byvej – i håbet om at få et glimt af drengene, der ud over Mike Tramp og Christian Have bestod af Otto Kulmbak og Peter Nielsen.

Belejringen var ikke sjov

Også Mabels venner og familiemedlemmer oplevede tumulten.

Hos Mikes mor på Vesterbro i København malede to piger hele opgangen med sætninger som ”I love you” og ”Ring til os”.

Umiddelbart lyder det som en ultimativ drøm for en ung mand – at være omgivet af søde piger –  men ifølge Mike Tramp isolerede de fire gutter sig i et slags frivilligt fængsel.
De havde ikke megen kontakt med fansene. Bandet havde nemlig en streng politik om, at der ikke måtte komme fans indenfor. En sjælden gang imellem holdt de dog en lille udendørs fest for pigerne, hvor de spillede på en scene foran huset.

– Generelt var det fedt at spille musik. Det er også det, jeg vil kendes for – men belejringen af pigerne var ikke sjovt, husker Mike Tramp, og Christian Have supplerer:

LÆS OGSÅ: Minus 10 kg på 8 uger: Et billede satte gang i en slankekur

– Selvfølgelig var det noget helt specielt – at være i fokus på den måde. Men det var også voldsomt. Vi var konstant omgivet af sikkerhedsfolk. Det krævede planlægning at gå ned og købe ind. Hver anden dag blev vi nødt til at skifte telefonnummer, fortæller han.

Mabels koncerter udviklede sig også tit til lidt af et cirkus.

Kaos til koncerter

I sommeren 1978 havde gruppen fået kontrakt med Ronalds Festival Tivoli og spillede rundt omkring i landet.
Pigerne flokkedes om bandet, men det gjorde pigernes jaloux kærester og ballademagere også, så det var tit, at politiet rykkede ud og dæmpede gemytterne. Under en koncert blev Christian ramt i øjet af et æg, og koncerten blev afbrudt. Noget, der udviklede sig mere til reglen end undtagelsen.

En koncert i Legoland ved Billund gjorde særligt indtryk på Christian Have.

– Vi blev fløjet i helikopter derover, hvor der stod 30-40.000 mennesker og ventede på os. Hurtigt opstod der fuldstændigt kaos. Vi nåede at spille tre numre, så måtte vi stoppe. 30-40 ambulancer blev tilkaldt fra hele Jylland, og vi var selvfølgelig nervøse for, at nogen skulle komme noget alvorligt til. Så ville vi være færdige, siger 61-årige Christian Have.

LÆS OGSÅ: Glimt af Flemming Jensen: Nutår i Suditalien

Andre gange blev Mabel lukket ind i bankbokse for ikke at blive løbet over ende af skrigende fans.

– Så måtte vi stå og vente på, at politiet kom og hentede os.

I 1980 var Mabel ved at få nok af hysteriet. Som Mike Tramp bemærker:

– Det sværeste ved det hele var, at musikken blev glemt og druknede i alt det hurlumhej. Det gjorde ondt. 

Til sidst valgte bandet at flytte til Spanien, hvor de var populære, men kunne gå i fred på gaden.

– Dernede havde vi en helt anden og god følelse, understreger Christian Have.

– Man må heller ikke glemme, at vi i Danmark ikke rigtigt blev accepteret af det etablerede musikmiljø. Vi repræsenterede idoldyrkelse og plateausko. Men i Spanien startede vi på en frisk, spillede masser af job og var i tv. Vi prøvede blandt andet at optræde i en tyrefægter-arena foran tusindvis af mennesker. Det var skægt.

Fattige og lykkelige

Siden fulgte en periode for Mabel i USA, hvor de kaldte sig Studs og spillede hård rock.

– Vi var fattige som kirkerotter og delte en karton smøger om dagen, men vi var lykkelige, fortæller Christian Have.

Men i december 1982, da bandet fløj hjem til juleferie i København, tog han en afgørende beslutning.

Her er de i dag

– Vi sad i flyet og spiste risalamande, og pludselig vidste jeg bare, at det var slut for mit vedkommende. Og jeg har aldrig rørt trommestikkerne siden, fastslår Have, der i årene efter Mabel etablerede et succesrigt pr-bureau.

Mike Tramp var den eneste af de fire, som tog tilbage til USA efter juleferien, og i slutningen af 80’erne fik han international succes i heavyrockgruppen White Lion. Siden fulgte bandet Freak of Nature i 90’erne, og i dag er han den eneste aktive musiker af de oprindelige medlemmer.

I øjeblikket spiller han solokoncerter og turnerer blandt andet i Danmark.

LÆS OGSÅ: Sapran blev slået og ydmyget som barn: Jeg ville bare elskes

Otto Kulmbak er varmemester, og Peter Nielsen underviser voksne.

Hverken Mike Tramp eller Christian Have fortryder på nogen måde dagene i Danmarks første boyband.

– Vi er stadig rigtig gode venner, fortæller Mike.

– Vi har overlevet vores egen private Vietnam-krig      – det var på mange måder ”os fire mod resten af verden”. Den fornemmelse har jeg ikke haft med mine andre bands. Og det har givet os et helt specielt sammenhold. Når vi er sammen i dag, føles det som familietid.

– Samtidig er jeg så heldig, at nogle af fansene fra Mabel-dagene stadig følger mig og ser mine koncerter. Vi er blevet voksne sammen.

Christian Have siger, at Mabel set i bakspejlet godt kunne have brugt bedre vejledning.

– Vi havde ingen manager, der sagde: Nu skal i lige gå i en anden retning. I dag er presset på tidens stjerner slet ikke så voldsomt, og de bliver rådgivet meget bedre. Men det var sjovt, og jeg tror vi alle tænker tilbage på Mabel-årene med stor kærlighed.

Han fortæller, at de fire gennem årene har fået mange økonomisk fristende tilbud om at blive genforenet og optræde, men at de konsekvent har sagt nej.

– Og det er nok grunden til, at der stadig er en god stemning omkring os. Vi forstod kunsten at stoppe, mens vi var på toppen.        

Kilde: ”Vagabonden – historien om Mike Tramp” af Lars Daneskov.