Anna stoppede overfald på jobbet: Jeg gik for langt – men kunne ikke andet

Ingen ved helt, hvordan de selv vil reagere, når en almindelig dag på jobbet pludselig forvandler sig til en dramatisk scene med skrig og spark. Man har måske en forestilling. Man har måske ligefrem retningslinjer. Men det betyder ikke, at ens krop og sind opfører sig, som det forventes.

Det oplevede Anna Palshof på en nattevagt på værestedet Reden i København, hvor hun er socialt faglig medarbejder. På den nattevagt skete der nemlig noget, som hun ikke havde været udsat for før. Hun har ellers prøvet det meste i sin tid i den tidligere lejlighed på Vesterbro, som nu er værested for kvindelige stofmisbrugere og prostituerede.

Vi er her for at give omsorg

Hver dag kommer mellem 30 og 40 kvinder forbi Reden for at sove, spise, slappe af eller for at få lidt omsorg og ro midt i et ellers stressende liv ude på gaden, hvor det typisk handler om at skaffe det næste fix. Anna kender de fleste af kvinderne rigtig godt. Hun ved, at de nogle gange er oppe at køre. Eller nede i kulkælderen. Eller plaget af urolige abstinenser. Men mange gange har de bare brug for at ligge på sofaen i fællesrummet og se Luksusfælden.

– Ofte bliver vi tætte med kvinderne. Vi er jo dem, der møder dem, når de har det værst. Men vi får også lov at være det gode og stabile i deres hverdag. Vi er jo et værested og yder omsorg. Vi er ikke dem, der sanktionerer dem i deres kontanthjælp eller fratager dem bolig eller medicin. For mig er de bedste øjeblikke de banale, som for eksempel at servere noget god mad for dem eller sidde i sofaen med dem og få nogle snakke, hvor de deler ud og taler om almindelig hverdagsting, siger Anna.

Bratte skift i stemningen

Hun ved aldrig helt, hvad hun møder ind til. Om det er stille hygge i sofaen, eller om der dukker en kvinde op, som er helt ude af sig selv og påvirket af stoffer. Efterhånden har hun vænnet sig til, at der kan komme bratte skift i stemningen. Hun er også vant til at blive kaldt lidt af hvert. Men heldigvis plejer hun at få en pæn undskyldning bagefter. Mange af kvinderne kender nemlig Anna godt og respekter hende. Ligesom hun kender og respekterer dem.

En presset nat

Hun kendte også de to kvinder, som befandt sig i fællesrummet på netop den nattevagt. Den ene lå og sov på sofaen med sin taske stående nede på gulvet. Den anden gik hvileløst rundt. Anna og hendes kollega kunne godt fornemme, at hun var presset. Men det kom alligevel bag på dem, hvordan situationen pludselig eksploderede.

– Det gik fra nul til hundrede hurtigt. Pludseligt hørte vi bare en råben og en skrigen inde i stuen, og da vi løb ind, kunne vi forstå, at den ene kvinde havde kigget i den andens ting, husker Anna, som prøvede at forstå, hvad der var sket, mens de to kvinders ophidselse eskalerede.

Kvinden, som havde sovet på sofaen, mente, at den anden havde stjålet fra hende. Det var den anden provokeret over. Anna og hendes kollega prøvede at få dem til at falde til ro.

– Vi råbte, at de skulle lade hinanden være, men det havde ingen effekt, og der gik ikke lang tid, før kvinden, som havde sovet på sofaen, blev væltet ned på gulvet af den anden.

Beskyttede sit ansigt

I de næste øjeblikke blev det dramatisk, da den ene kvinde sparkede den anden i hovedet, så hun endte med at rulle sig sammen for at beskytte sit ansigt.

– Det var voldsomt at være vidne til, husker Anna, som stod nogle meter væk med sin kollega.

De vidste begge, at de ikke fysisk måtte gå ind og stoppe slagsmålet. Af hensynet til personalets sikkerhed, er der på Reden klare regler om, at hvis der opstår slagsmål og voldsom adfærd, skal de holde afstand og trykke på de overfaldsalarmer, som de altid bærer.

Brød instruksen

Annas kollega trykkede da også på overfaldsalarmen. Men Anna gjorde noget andet. I frustration over at se en kvinde ligge på jorden og blive sparket i hovedet, gik hun hen og tog den sparkende kvinde i armen og forsøgte at trække hende væk. Det var ikke det korrekte at gøre. Men det var det eneste Anna kunne gøre i den situation.

Heldigvis skete der ikke Anna noget, selv om hun udsatte sig selv for fare. Da alarmen lød i hele Reden som en øredøvende brandalarm, faldt kvinderne til ro, og hende, der havde uddelt sparkene, forsvandt.

Offeret følte sig svigtet

Tilbage lå den anden medtaget og ulykkelig. Hun talte kort med politiet, som kom, fordi overfaldsalarmen går direkte til de kørende patruljer, og efterfølgende forsøgte Anna at trøste hende. Der var ingen tvivl om, at hun følte sig svigtet under overfaldet. Også selv om Anna havde gjort mere for at redde hende, end hun faktisk måtte.

– Hun havde jo fået mange slag og spark og var ked af det og fuld af frustrationer over, at vi bare havde stået og kigget på. Hun følte ikke, vi havde gjort noget. Jeg kunne sagtens se det fra hendes synspunkt, og det nyttede jo ikke lige der at sige, at jeg rent faktisk havde gjort mere, end jeg måtte. Hun var så oprevet, så det ville hun slet ikke have fået noget ud af.

Umuligt at gøre det rigtige

En gang imellem er det umuligt at gøre det rigtige. Sådan havde Anna det den aften. Da hun talte episoden igennem med sin kollega, lagde kollegaen ikke skjul på, at hun syntes, Anna var gået for langt, og at det havde været utrygt. Så den aften måtte Anna erkende, at hun både havde svigtet sin kollega og kvinden, der modtog sparkene nede på gulvet.

I dag ved Anna godt, at hun aldrig skulle have stillet sig imellem de to kvinder. Men hun ved også, at det kan være umuligt at regne ud, hvordan selv et professionelt menneske vil reagere i et voldsomt øjeblik.

Ingen aner, hvordan, de vil reagere

– Jeg kan da godt have en eller anden idé om, at nu har jeg en større bevidsthed. Men jeg tror mere, jeg har accepteret, at man ikke aner, hvordan man vil reagere i situationen. Det er der ingen af os, der gør. Ingen kan forudse, hvad der vil ske, ligesom vi ikke kan forudse, hvordan vi vil handle i alle situationer. Vi kan gøre os en masse tanker og tale om det. Men når alt kommer til alt, så ved vi aldrig, hvordan det kommer til at gå.

Har talt ud

Efter episoden fortsatte hverdagen på Reden, og Anna har set begge kvinder fra slagsmålet igen. I starten kunne Anna godt mærke, at hendes alarmberedskab gik i gang, når kvinden, der havde udført volden, troppede op. Men der har ikke været optræk til noget. Tværtimod.

– Sådan er det tit i det miljø. Der er en masse forskellige dynamikker. Den ene dag kan de være vildt gode veninder, og den næste dag er det et eller andet, der gør, at de bliver uvenner.

Arbejdet giver mening

Uanset hvad, holder Anna Palshof meget af sit arbejde og hverdagen med kvinderne på Reden, som er et slags parallelsamfund ved siden af alle de pæne butikker, caféer og børnefamilier, som også har indtaget Vesterbro.

– Jeg synes, det er et fantastisk sted at arbejde. Det er mega hårdt på alle mulige måder, men det er et arbejde, der giver rigtig meget mening, hvis man ser de positive sider. Nogle gange føler man selvfølgelig, at man bare render rundt og slukker ildebrande og er vidne til at muligt uhyggeligt. Men hvis man kan finde frem til de der små positive øjeblikke med kvinderne, kommer man langt.