Hun trøster de små børn
Naomi kigger beundrende op på Madalina. Den lille mørkhårede pige har lige fået noget af det, hun savner allermest. Et stort knus og en trøstende favn. Madalina ved nemlig godt, hvad et børnehjemsbarn i Rumænien higer allermest efter. Kærlighed!
Madalina har prøvet det selv. Som Naomi har hun været barn på et børnehjem, hvor personalet nok var der - men ikke med den nærhed og ømhed, som børn så grundlæggende har brug for. Derfor virker det også modstridende, at den 22-årige kvinde er så fuld af netop kærlighed.
For det er en grum historie, som Madalina lidt senere fortæller os. Hun gør det modvilligt og tøvende. For som hun siger, da Ude og Hjemme møder hende foran hendes gamle børnehjem i provinsbyen Lugoj i det vestlige Rumænien:
- Jeg ønsker faktisk ikke, at folk skal have medlidenhed med mig på grund af min opvækst. Derfor er der ikke ret mange, der ved, at jeg er opvokset på børnehjem. Du bliver nemt stemplet, og jeg vil helst have, at folk ser på mig som den person, jeg er, siger hun.
Deltag i indsamlingen til børnehjemsbørnene i Rumænien
Og Madalina er faktisk nået langt, siden hun som lille barn stod i et vildnis af utryghed og savn med en mor, der slet ikke formåede at passe på hende. I dag kan hun med stolthed se tilbage på gymnasietiden i Lugoj, hvor hun forrige år sluttede som en af de bedste studerende.
Og nu oven i købet godt på vej på universitetet i Timisoara, hvor hun læser sprog - hovedsageligt engelsk og fransk. Næste skridt er en master-uddannelse i udlandet. Madalina er allerede nu en ubetinget succes blandt børnehjemsbørnene. En rollefigur, som de andre børn ser op til.
- Se på Madalina. Hun er blevet til noget. Det kan I også, hvis bare I er flittige, lyder det fra personalet, når savnet og fortvivlelsen vokser sig alt for stor hos børnene. Men selv for en superkvinde som Madalina viser det sig, at smerten stadig ligger på lur derinde. Den kommer ud, da vi begynder at indkredse detaljerne i hendes triste barndom.
- Jeg må have været seks år gammel. Jeg var hos min mor, min bedstemor og mine søskende. Vi var meget fattige, og vi havde ikke noget sted at bo. En overgang levede vi på gaden, men søgte så ly i en forladt bus. Jeg kan stadig huske kulden. Jeg kan også huske, at jeg blev sendt ud for at tigge. Men jeg var ikke særlig god til det, lyder det fra Madalina, der særligt husker en episode krystalklart.
- En dag kom politiet for at hente mig. Jeg husker, at jeg ikke ville væk derfra. Jeg græd, og jeg klamrede mig så fast til min mors ben, at politiet måtte opgive at få mig med. Jeg var den stærkeste den dag, fortæller Madalina.
Læs også: Naomi forladt af mor
Bryder ud i gråd
Hun er begyndt at tale ganske dæmpet. Hun sidder mere uroligt. Tager sig til panden. Smiler lidt anstrengt. Da jeg spørger Madalina om hendes mor og hendes søskende, bryder hun pludselig ud i gråd. En indestængt hulken, der presser sig ud og efterlader den unge kvinde i følelsernes vold med tårerne trillende ned ad kinderne.
- Undskyld, snøfter hun, mens hun tørrer sig med håndfladerne.
- Men jeg plejer ikke at tale om min barndom. Det er noget, jeg har lagt bag mig, siger hun. Det viser sig, at Madalina aldrig - ikke en eneste gang - har talt med personalet på de skiftende børnehjem om sin dybt traumatiske opvækst.
Læs hele historien om Madalina i Ude og Hjemme i denne uge.
Kun én kvinde har hun fortalt om sin svære barndom. En frivillig hjælper på børnehjemmet - en ældre kvinde fra Lugoj, der havde hjerterum og husrum til Madalina, når de sorte skyer trak sammen over hende.
- Hun har betydet alt for mig. Et dejligt menneske med et stort hjerte. Ikke som personalet på børnehjemmene. Det var bare et arbejde for dem. Der var ingen kærlighed. Ingen knus og kram. Jeg har intet at takke dem for, siger hun med en pludselig heftighed.
