Landsholdslægen glemmer aldrig 12. juni: Dagen sidder dybt i mig

De fleste danskere husker, hvor de var den 12. juni 2021, da Danmark spillede åbningskamp til EM mod Finland i Parken. Ikke på grund af selve spillet. Men på grund af det, der skete i slutningen af første halvleg. Da Christian Eriksen pludselig faldt om på græsset med hjertestop, blev de 35.000 tilskuere i Parken stille. Det gjorde to millioner seere hjemme i stuerne eller foran storskærmene også. Den dag holdt Danmark vejret. Den dag sad mennesker overalt i landet iført rød-hvide farver, frosset fast i chok, ude af stand til at gøre andet end bare at håbe.

Men for landsholdslæge Morten Boesen var det omvendt. I det øjeblik han så Christian Eriksen falde om, rejste han sig og løb ind på banen sammen med holdets fysioterapeut. Fra da af var han så fokuseret på sit arbejde, at han hverken registrerede kameraer eller de utallige øjne, der fulgte med.
– Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke var påvirket af tilskuere eller tv for dens sags skyld. Men jeg syntes, det var en fin reaktion, at spillerne stillede sig skærmende rundt om. Mest af alt for Christians skyld. Men der var jo også rigtig mange børn, der så med, og det er voldsomt at se en person kæmpe for livet, siger 49-årige Morten Boesen.

Børnene så på
Selv havde han også sine egne tre børn blandt tilskuerne. De sad med hans kone og oplevede ligesom alle andre, hvordan kampen gik fra at handle om fodbold til uden varsel at handle om liv og død. Og det var deres far og ægtemand, der var lægen inde i midten af spillernes cirkel. Det var ham, der ledede behandlingen, der skulle redde Christian Eriksens liv.
Morten Boesens kone blev i den ulidelige ventetid ramt af en følelse af panik, som hun senere har haft brug for at tale igennem mange gange. For ligesom alle andre frygtede hun naturligvis for Christian Eriksens liv. Men hun frygtede også, hvilken mand hun ville få hjem, hvis han endte med at være den læge, som havde måttet give fortabt over for at redde Eriksen.
Dagen sider rigtig, rigtig dybt
Heldigvis gik det ikke sådan. Men dagen vil altid stå lysende klart i fodboldslægens bevidsthed og personlige historie.
– Det er der ingen tvivl om. Den sidder rigtig, rigtig dybt. Som en god ting. Men hvis det ikke var gået, som det gik, så havde jeg nok i lang tid efter evalueret hvert et millisekund.
Fantastisk stemning i Parken
I dag, snart to år efter, husker han stadig tydeligt den lune sommerdag, hvor Danmark skulle spille sin første EM-kamp. Også inden den forvandlede sig til noget, ingen i deres vildeste fantasi havde set komme.
Han husker forventningen og spændingen i bussen med spillerne på vej hen til Parken, og han husker, hvordan det var at træde ud på stadion, halvanden time inden kampen gik i gang, for lige at mærke stemningen.
– Der var en enorm energi, allerede under opvarmningen. Altså det bragede ud af højtalerne med Re-Sepp-Ten og Birthe Kjær og alle klassikerne. Og der var bare rødt og hvidt overalt, husker Morten Boesen, som har et helt særligt forhold til spillerne.
Vigtigt at skabe tillid til spillerne
Som sportslæge for både landsholdet og FCK følger han deres fysiske tilstand nøje, men for ham er det også vigtigt at skabe en tillid, så de kan komme til ham, hvis de har mere personlige problemer.
– De skal vide, at der er en fortrolighed, og at, selv om jeg er ansat af klubben og i mange tilfælde taler med trænere og sportsdirektører, så er der også ting, jeg ikke tager med videre. Jeg tror, det er vigtigt, at man er omkring hele spilleren og ikke kun præstationen.
Et klart og rask hold løb på banen
Da nationalsangen var sunget den 12. juni, og startfløjtet lød, sad Morten Boesen derfor på bænken med et ret præcist billede af, hvordan spillerne havde det. Hvem der lige var kommet sig efter en skade. Hvem der oplevede ømhed. Og hvem, der havde lidt problemer med baglåret. Der var ingen større skavanker end det, og det var et helt klart og rask hold, der løb på banen. Ligesom det også var et dansk hold, der præsterede rigtig godt i den første halve time, mens den rød-hvide fest bølgede på tilskuerrækkerne.
Så ham falde
Men festen fik en brat ende, da Christian Eriksen pludselig lå livløs på græsset. Samtidig stod Morten Boesen pludselig over for sin mest alvorlig opgave som sportslæge nogensinde. Godt nok havde han fået en del træning i at behandle hjertestop på hospitalerne. Men en ting er at blive tilkaldt til et hjertestop, når man er iført kittel og forberedt på, hvad der venter. En anden ting er at stå med situationen på grønsværen midt i en EM-landskamp, mens millioner af berørte mennesker følger med.
– Jeg så ham falde. Det var noget med et indkast. Eller en bold han tæmmede med brystet. Hvis det var en tackling, ville jeg tænke, at det var derfor. Men det var det jo ikke her, så jeg tænkte straks, at noget var galt, og så var jeg i gang med alle mulige scenarier i hovedet. Om han havde slået hovedet, om han havde fået en bold i hovedet, eller om der havde været kontakt til ham på et eller andet tidspunkt, som jeg ikke havde observeret. Lige da vi kom hen til ham, tænkte jeg, om det var et krampeanfald. Men det gik rimelig hurtigt op for mig, at det her altså var et hjertestop. Det var bestemt ikke noget, jeg forventede at komme ind til. Det var første gang for mig. Men som jeg husker det, var jeg ikke i tvivl om, at jeg bare skulle i gang med livreddende førstehjælp.
Alle indtog deres roller
I de næste afgørende øjeblikke gik alt heldigvis præcis, som det skulle. Boesen gav hjertemassage og fik hurtigt assistance af lægeholdet og resten af beredskabet i Parken, og der blev gjort klar til at give stød med hjertestarteren.
– Det kørte rigtig godt i det team, alle indtog deres roller hurtigt. Da de andre nåede frem til mig, var vi allerede forberedte, og jeg fortalte, hvad vi skulle bruge. Med det samme var der en, der overtog den behandling, jeg var i gang med, så jeg kunne koncentrere mig om overblikket og få lagt et drop på ham. Da det var gjort, var vi allerede klar til at støde første gang.
Hjertet slog igen
Efter første stød slog Christian Eriksens hjerte igen, og han blev efterfølgende kørt videre til Rigshospitalet.
– Det betød ikke, at vi kunne ånde lettet op. Men nu var første fase i hvert fald overstået vellykket. Og så kunne vi skynde os at få ham over, hvor de har flere overvågningsmuligheder.
I løbende kontakt
Tilbage sad 35.000 lamslåede tilskuere, over 2 millioner seere og et landshold i chok. Selv blev Boesen også på sin plads ved banen. Kampen skulle gå videre.
– Da kampen blev sat i gang igen, var jeg nok mentalt alle mulige andre steder, og det tror jeg ikke, jeg var den eneste, der var. Festen var ikke en fest længere. Jeg ved godt, der er mange holdninger til, om den kamp skulle have været spillet færdig, men jeg kan ikke se, at den kunne være blevet spillet dagen efter. Det var næsten endnu værre dagen efter. Den kunne måske godt være blevet afviklet nogle dage senere igen. Men kunne man det i sådan et tæt program? Altså nu gik det jo også godt for Danmark til EM, så det er nemt at sige, at det var okay. Det var en virkelig syret oplevelse at se den kamp blive spillet færdig. Men et eller andet sted var det også fint at få den væk.
Mortens bror var med på hospitalet
Mens landsholdet gjorde kampen færdig, glødede sportslægens telefon. Både med opkald og beskeder fra folk, der ville vide, hvad der var sket. De vigtigste opkald var fra lægens egen bror, Anders Boesen. Han var nemlig stadionlæge den dag og kørte med Eriksen på hospitalet, så gennem ham kunne Morten følge med i Christian Eriksens tilstand. Og give besked videre til spillerne.
Var der for spillerne bagefter
Beskederne var heldigvis beroligende. Men chokket sad selvfølgelig stadig i holdkammeraterne, og i tiden efter blev der ført en del samtaler med de krisepsykologer, der blev tilkaldt, ligesom Morten Boesen påtog sig rollen som en slags klippe, som spillerne kunne læne sig op ad og tale med.
– Jeg var selvfølgelig også selv påvirket af det. Men jeg havde set hjertestop før i andre sammenhænge, og jeg havde en god fornemmelse med det, der var sket, så jeg var rimeligt tryg.
Vigtigt at se Christian Eriksen igen
Det gjorde også fodboldlægen mere rolig, at han efterfølgende kørte til Rigshospitalet og besøgte Eriksen dagligt.
– Christian Eriksen kom også op i lejren til landsholdet. Det var vigtigt for alle spillerne og trænerne at se ham hurtigst muligt, og det gav os helt klart et boost, siger Morten Boesen, som i de første dage efter hjertestoppet havde travlt med at få spillerne godt videre.
Der gik derfor tre-fire dage, før han selv kunne mærke, at han også selv havde brug for lige at sætte sig ned og tale forløbet igennem med en krisepsykolog.
Antallet af hjerteløbere eksploderede
I dag tynger oplevelsen ham ikke. Men den vil altid være der. Det vil den nok for de fleste. Og det har faktisk også fået en positiv betydning.
– Det blev jo et nationalt traume, som satte hjertestop på dagsordenen, siger Morten Boesen, som glæder sig over, at antallet af hjerteløbere, og antallet af folk, der tog førstehjælpskurser, eksploderede i tiden efter.
Han føler også, der kom mere anerkendelse af hans fag. Ikke mindst fra hans egne børn, som sad på tilskuerrækkerne og var vidner til, hvad deres far lavede på sit arbejde. Det arbejde, som ofte tager en hel del tid væk fra familien.
Børnene forstår
– Det var selvfølgelig lidt angstprovokerende for mig, at mine børn var i Parken. Hvad nu, hvis jeg blevet gjort til Danmarks skurk. Men jeg er da glad for, at de har oplevet, hvad en læge udfører på sit arbejde, og måske også hvorfor jeg er væk så meget, som jeg er. Det gav jo lige pludselig enorm meget mening for dem og har måske også gjort det nemmere for dem at acceptere, at jeg tager af sted med landsholdet i lange perioder.
Efter hjertestoppet fik Christian Eriksen indopereret en ICH-enhed, som er slags avanceret pacemaker. I dag er han tilbage i samme form som før og spiller i Manchester United.
Fakta om Morten Boesen
Cheflæge for det danske fodboldlandshold og for F.C. København.
Er uddannet ph.d. i ortopædkirurgi med speciale i idrætskirurgi.
Tidligere badmintonspiller på landsholdsniveau.
Gift med Camilla og far til børnene Rebekka (10), Johanna (16) og Ulrikka (19).
