Tak for livet kære datter

En eftermiddag i oktober 2007 var Birgitte Hasselager, 51, tæt på at dø af en hjerneblødning. Den ramte hende, mens hun var alene i hjemmet i sønderjyske Rødekro. I to timer lå hun bevidstløs, inden hun blev fundet af en nabo. Birgitte overlevede på et hængende hår. Oplevelsen tog så hårdt på hende, at det tog hende flere år at genfinde glæden ved livet. Da hun endelig gjorde det, var hun endnu en gang ved at dø på dramatisk vis. Hun fik et hjertestop og var længe klinisk død.
Havde det ikke været for blandt andre datteren Victorias snarrådige indsats, ville Birgitte i dag have ligget på kirkegården i stedet for at nyde sommeren og tilværelsen med sin 15-årige datter.
- Jeg har ikke én, men hele to skytsengle, og det er jeg taknemmelig for, siger den ukuelige kvinde.
Læs også: Friede på romantisk krydstogt
Bange for døden
Da Birgitte blev ramt af hjerneblødningen for fire et halvt år siden, mistede hun bevidstheden, faldt om og ramte en radiator med hovedet
Den dengang 47-årige kvinde blev indlagt på sygehuset i Åbenrå. Skaderne var dog så omfattende, at hun blev overflyttet til hospitalet i Flensborg. Efter komplicerede hjerneoperationer og langvarig genoptræning kunne lægerne konstatere, at Birgitte var sluppet nådigt. Kun korttidshukommelsen havde taget skade. Til gengæld var hendes psyke og livsvilje blevet skrøbelig.
Birgitte blev bange for døden. Men langsomt fandt den fraskilte mor til tre børn på i dag 28, 25 og 15 år atter glæden ved livet.
- Sidste sommer besluttede jeg at give livet en ny chance. Jeg ville leve, nyde tilværelsen og have det sjovt med familie og venner. Jeg besluttede, for første gang i mit liv, at tage til livekoncert på Tønder Festivalen.
Så sin mor falde om
Lørdag den 27. august 2011 var hun til koncert på festivalen og hyggede sig til klokken tre om morgenen. Hun sov på campingpladsen, og næste dag skulle hun mødes med Victoria ved middagstid. De talte i telefon sammen omkring klokken 13, men Victoria afsluttede samtalen, da hun fik øje på Birgitte i menneskemængden.
Victoria så sin mor smide en kaffekop i en skraldespand, inden Birgitte kastede op. Pludselig faldt hun bagover, ramt af et hjertestop.
- Selvfølgelig blev jeg bange, men jeg reagerede instinktivt. Jeg har lært førstehjælp, og kort før mors hjertestop trænede jeg i at lægge hende i aflåst sideleje hjemme i stuen. Det gjorde jeg også den eftermiddag i Tønder, mens folk valfartede forbi, fortæller Victoria .
Den dengang 14-årige Victoria kunne ikke få kontakt med sin mor. Der var hverken puls eller åndedræt at mærke.. En lægehelikopter fra den nordtyske by Nibøl landede på festivalpladsen og fløj Birgitte til Flensborg. Her lå hun i kunstig koma i 10 dage, inden lægerne vækkede hende.
Hun kunne ikke engang huske, at hun var blevet farmor samme dag, som koncerten fandt sted.
Har fået pacemaker
- Jeg anede ikke, om jeg ville få hende at se i live igen. Efter tre uger på hospitalet blev Birgitte udskrevet med pacemaker. Den har givet hende tryghed, og hun frygter ikke længere døden. Hun måtte på ny igennem genoptræning, blandt andet fordi hun havde problemer med balancen. Lysten til livet er vendt tilbage for anden gang, og nu satser Birgitte på, at lynet ikke slår ned det samme sted tre gange.