I år skal vi ikke være alene juleaften

Tina sagde ikke til nogen, at hun og sønnen Sean sad alene juleaften sidste år. For hun frygtede, hvad andre ville tænke. Men i år har Tina fundet modet, og det har givet dem en ægte juleven.

Sidste juleaften sad Tina Christiansen og hendes dengang 10-årige søn Sean alene foran fjernsynet. Hvad de præcist så, har de glemt. Men de husker begge to, hvad de tænkte, da de sad der og spiste ved sofabordet med jule-dugen.

– Vi prøvede at lade, som om det var en helt almindelig aften, så det ikke var så trist, siger Tina, som selvfølgelig ikke kunne undgå at se for sig, hvordan andre familier bag de oplyste vinduer hyggede sig og syngende gik om juletræet hånd i hånd.

Selv havde de ikke andet juletræ end det lille af plastic, som stod på bordet. Men de var jo heller ikke mange nok til bare at nå halvt rundt om et rigtigt et af gran.

 

Drømte om en familie-jul

Den pædagogstuderende Tina og hendes søn Sean havde ikke selv valgt det. Faktisk var der ikke noget, de hellere ville end at sidde ved et langt julebord. Men en plads ved et godt besat julebord kræver som regel en nær familie. Og det har Tina og Sean ikke.

Hundene gav Tina tryghed

Tinas familieforhold har altid været specielle. Det var nok derfor, at dyr har spillet en stor rolle i hendes liv lige siden barndommen. For Tina har dyrene altid været hendes redning. Især hunde har givet hende den tryghed og kærlighed, som hun har manglet.

– Dyr ser ikke de ting, man gør forkert. De er der ubetinget. Og de har brug for en, som hun siger.

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

En kær lille trold

I mange år havde Tina nok i sine hunde. Anden familie behøvede hun ikke. Men så blev hun gravid. En lille kernefamilie med far, mor og børn blev det aldrig til, for forholdet til faren gik i stykker. Det ændrede imidlertid ikke på, at hun var lykkelig, da hun fik sin perfekte lille dreng i armene.

– Sean var bare så kær. Sådan en lille trold. Han er helt sikkert det bedste, der nogen sinde er sket for mig, for da han kom til verden, startede et nyt liv. Der var mange ting, jeg begyndte at gøre anderledes. For eksempel blev julen pludselig vigtig for mig. Jeg ville gerne samle en familie juleaften, så han kunne få den oplevelse, siger Tina, inden hun tilføjer: – Men det er jo svært at samle noget, der ikke er der.

Læs også: Lars og hans børn inviteret til jul hos familien Watt

Jul på plejehjemmet

I de første år fejrede Tina og Sean jul med Tinas far. Men lidt efter lidt begyndte der at ske foruroligende ændringer i farens adfærd. I starten havde han svært ved at finde hjem til sig selv, når han gik på gaden, og som tiden gik, glemte han mere og mere. Til sidst kom diagnosen. Han havde Alzheimers.

I dag bor han på plejehjem, og Tina og Sean har da også fejret jul med ham der, men han har svært ved at genkende dem, og de har svært ved at holde julehumøret højt.

– Det er jo ikke det samme at fejre jul sådan et sted. Godt nok gør personalet alt, hvad de kan for at gøre det hyggeligt. Det gør de virkelig, men det er bare ikke så rart. Især ikke for Sean, siger Tina og tørrer undskyldende nogle tårer væk.

Det er hårdt at fortælle sin historie. Måske især fordi Tina sjældent taler højt om den.

Læs også: Jul med børnene

Fortalte ikke at de skulle være alene

Sidste år fortalte hun ikke nogen, at hun og Sean skulle være alene til jul.

– Hvis nogen spurgte, om jeg havde styr på julen, sagde jeg bare ja. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke havde lyst til at fortælle, at vi skulle være alene. Jeg var måske bange for, hvad folk ville tænke. Synes de mon, det er min egen skyld, siger Tina.

Et fantastisk juleminde

Med fornuften ved hun godt, at den tanke er fjollet. Hun ved faktisk også godt, at det kan betale sig at være ærlig om sin ensomhed i julen. Det oplevede hun nemlig for fem år siden, da hun læste på HF, og en af hendes medstuderende fandt ud af, at hun skulle være alene med sin søn.

Efter få telefonopkald fik studiekammeraten arrangeret, at Tina og Sean kom med hjem til hendes svigerforældre juleaften. De er meget gæstfri, lovede hun. Og det havde hun ret i. Både Tina og Sean lyser op, når de mindes den juleaften.

Magisk aften

– Vi tænkte: Hold da op, da vi kom ind i deres hus. Der var et kæmpe juletræ helt op til loftet, og der var dækket et langt bord. Der var også så mange søde mennesker, og maden var lavet helt fra bunden. Det var første gang, at vi var med til sådan en rigtig traditionel jul, og det var så hyggeligt. Jeg havde slet ikke lyst til at gå, da vi blev kørt hjem ved halv et-tiden.

Magien fra julen i 2014 fylder faktisk stadig så meget i Tinas bevidsthed, at hun i år har valgt at gøre noget, som i starten føltes grænseoverskridende. Hun har valgt at lede efter en fremmed familie, der har lyst til at åbne dørene for hende og Sean juleaften.

Fandt modet og oprettede sig som julegæst

Det har hun gjort gennem Røde Kors’ Julevenner, hvor man både kan tilbyde sig som julevært og julegæst. Tina skulle lige overvinde sig selv, da hun oprettede sig som julegæst og skrev nogle få linjer om sin situation i et opslag på Julevenner.dk, Røde Kors’ og Boblbergs sociale side for julefællesskaber.

– Jeg havde det lidt svært, for jeg følte virkelig, at jeg blottede mig selv. Men så tænkte jeg: Nu må jeg ud af skabet, siger Tina, som med bankende hjerte trykkede på udgiv-knappen.

Fik en invitation efter en time

”Vi hører garanteret ikke fra nogen,” var hendes første tanke. Men kun en time efter var der en kvinde, der spurgte, om Tina og Sean ikke ville fejre jul hos hende. Der var ikke noget, de hellere ville. Og det blev kun bedre, da Tina havde talt i telefon med kvinden og aftalt, at de skulle komme i god tid juledag, så de kunne nå at bage julekager sammen.

– Det er svært at beskrive, hvor stort det er, at nogen åbner deres hjem på den måde. Jeg er simpelt hen så taknemmelig. I år skal vi ikke sidde hjemme og bare vente på, at julen er forbi. I år er vi sammen med nogen. Og det er det vigtigste for mig. Langt vigtigere end gaverne og maden. For min skyld kunne vi spise en toast, bare vi har hyggen og samværet.

Julevennen: Det føles rigtigt og naturligt

Juleværten er den 47-årige Laila Graversgaard. Hun havde egentlig booket et wellness-ophold juleaften i år. Men noget i hende fik hende til at afbestille og ændre planer. I stedet gik hun på Julevenner.dk, hvor hun faldt over Tina og Seans opslag, og kort efter havde hun inviteret de to til juleaften.

Den invitation føltes både rigtig og naturlig, for Laila er selv vokset op i en familie, hvor alting ikke lige var som inde bag de andre hoveddøre.

– Min mor døde, da jeg var barn, så jeg har også haft mit at kæmpe med, siger Laila, som til daglig arbejder som leder i Novo Nordisk.

At åbne sit hjem og gøre noget for andre har været en del af hendes liv længe. Blandt andet var hun og hendes eksmand i mange år Voksenvenner for en dreng, der havde brug for noget ekstra voksenkontakt, og han kommer faktisk stadig hos dem, selv om han nu er 20 år.

– Når man har muligheden for at hjælpe andre, synes jeg da, man skal gøre det. For mig er det vigtigste at gøre andre glade. Det er den største glæde for mig, siger Laila, som endnu ikke har mødt sine to julegæster.

Men hun har talt i telefon med Tina, og hun glæder sig til, at de ringer på hendes dør. Hendes håb er lige nu, at hun finder endnu et hold gæster. Helst nogen med børn, så Sean får nogle jævnaldrende at holde jul med.

Vil du være juleven?

Mangler du nogen at holde jul med? Eller har du lyst til at åbne dit hjem og din juleaften for en fremmed? Så opret dig på Røde Kors’ og Boblbergs digitale julefællesskab, som du finder HER. Du kan også læse mere om Julevenner på rodekors.dk/jul/julevenner