I fængsel for en souvenir

En lille pose kokablade, købt for fem kroner som souvenir i Peru, forvandlede en rygsækrejse til et mareridt for 21-årige Anna og hendes familie. I Panama blev hun anklaget for at smugle narko med et krav om 10-15 års fængsel.

Annas hænder og fødder er lænket sammen af håndjern, mens hun med små skridt prøver at bevæge sig hen til den holdende minibus, der skal køre hende og syv andre kvinder til kvindefængslet. Den manglende frihed føles klaustrofobisk, og da bilen begynder at bevæge sig, kan hun se byen langsomt forsvinde bag hende. Hun er sigtet for international narkotrafik, og hendes estimerede dom er på mellem 10- 15 års fængsel, som skal afsones flere tusind kilometer væk fra de trygge rammer hjemme i Faaborg. Hvornår hun igen ser sine veninder og familie igen, står hen i en skræmmende uvished.

– Jeg anede ikke, hvad der ville møde mig, når vi ankom til fængslet. Jeg havde en forestilling fra de film, jeg havde set. Men det her var virkelighed og ikke underholdning, fortæller 21-årige Anna Søby Poulsen.

Efter studentereksamen i 2021, valgte Anna at tage et sabbatår. Tiden med Corona havde pustet ekstra meget til rejselysten, og hun besluttede at tage på rygsækrejse med sin efterskoleveninde til Costa Rica og Peru. Igennem to måneder skabte de mindeværdige oplevelser, hvor de blandt andet boede i 5.000 meters højde i Andesbjergene. De så nye kulturer og oplevede et land, der var meget anderledes end Danmark.

Lovlige i Peru

– I Peru var der kokablade overalt, og de var fuldt lovlige. De lokale tyggede dem, og de lå i skåle på caféer, hvor de hældte kogende vand på dem og drak det som te. Så da jeg købte en lille pose med 54 gram til fem kroner, tænkte jeg slet ikke over, at det kunne være et problem, fortæller Anna, der efter to måneders rejse skulle retur til Danmark.

Men da flyet mellemlandede i Panama, gik det galt. Efter flere timers ophold i transit, blev deres navne pludselig kaldt over højttaleren.

– Da jeg så nogle civilklædte politimænd stå med vores bagage, blev jeg egentlig ikke nervøs. Heller ikke, da de fandt bladene. Jeg tænkte bare, at de nok lige skulle se, hvad det var, fortæller Anna.

”Vi skrives lige ved,” sagde Anna til veninden, hvorefter hun blev ført ind i et rum. Efter at have siddet der hele natten, fik hun den besked, der for første gang gjorde hende bange.

– Da de sagde, at jeg var arresteret for international narkotrafik, blev jeg nok lidt chokeret. Samtidig havde jeg en indre fornuft, der sagde mig, at det jo ikke kunne passe. Det var jo bare en ligegyldig souvenir.

 

Kokablade var fuldt lovlige i Peru
Privatfoto

Kokablade var fuldt lovlige i Peru

 

Alene i arrest

For Anna var de næste par døgn et følelsesmæssigt kaos. Hendes forældre tog fra Danmark til Panama, og Anna blev kørt til en politistation. Hun husker den lange, mørke gang, og den klaustrofobiske følelse, da tremmedøren blev lukket bag hende. På væggen havde tidligere indsatte ridset streger ind i væggen, der viste hvor mange dage, de havde været der. Alt mellem fem og 60 dage. For at holde tankerne på afstand begyndte hun at løbe i sin celle, der kun målte ni af hendes fødder, og hun prøvede at kommunikere med sine begrænsede spanskkundskaber til nogle drenge, der sad i nabocellen.

Efter 24 timer blev tremmedørene åbnet. Hun kom for en dommer, og ved dette første retsmøde fik hun beskeden om, at hun var sigtet for international narkosmugling, hvor strafferammen var mellem 10 – 15 års fængsel. Herefter blev hun overført til husarrest hos den danske konsul.

– Da min advokat sagde, at der var 80 procent risiko for, at jeg kom i fængsel, brød jeg sammen. Jeg så min ungdom forsvinde i et fængsel, og jeg prøvede mentalt at komme på nogle løsninger. Men jeg vidste godt, at det ikke var mig, der bestemte, forklarer Anna.

Lænket i et døgn

Hun håbede, at hun kunne afvente sin dom i husarrest. Men det blev afvist. De efterfølgende fem dage blev hun opbevaret på en nærliggende politistation, da der var pladsmangel i fængslet. Det første døgn sad hun lænket til en metalstang i receptionen. Hun husker de hidsige lysstofrør, og den konstante larm, der gjorde det nærmest umuligt at sove. Hendes mor var nødt til at flyve hjem for at passe sit job og Annas lillebror, men hun var i daglig kontakt med Annas far, som blev i Panama for at finde en advokat, der kunne hjælpe dem.

Den dag minibussen bevægede sig mod fængslet, var Annas tanker et stort kaos. Hun prøvede at forberede sig på, hvad der ventede hende, men da hun stod ud af bussen, blev hun mødt af horder af kvinder, hvis øjne var rettede mod den lyshårede pige med de blå øjne. Nogle kvinder greb fat i hende. Andre stod helt oppe i hendes ansigt og krævede svar på, hvorfor hun var der.

– Det var enormt intimiderende. Jeg prøvede at være imødekommende uden at være for venlig. På det tidspunkt anede jeg jo ikke, hvordan spillereglerne var, forklarer Anna.

Giv Ude og Hjemme i gaveKlik her og læs hvordan!

I fængsel

Hun blev ført igennem det store fængsel, der husede op til 1.000 kvinder. Hun blev placeret i hus nummer 5, hvor de 70 indsatte havde udenlandsk baggrund.

En lugt af afføring, hash og rådden mad mødte Anna, der hun ankom til huset. Køjesengene stod nærmest limet op ad hinanden, og mange af madrasserne var sat sammen af forskellige stykker skumgummi. Der var ingen seng til Anna, og kun få kunne tale engelsk. Heldigvis kom en ung, mexicansk kvinde hende i møde.

– Hun gav sin seng til mig og rykkede i stedet ned hos en anden. Det var sødt af hende, for sengene var kun 70 centimeter brede, så selv for én person, var der ikke megen plads, fortæller Anna.

 

Køjesengene i fængslet. 
Privatfoto

Køjesengene i fængslet. 

 

I begyndelsen havde hun svært ved at sove på grund af en ventilator, der støjede som en helikopter. Men også tankerne overmandede hende, når hun lå i sin seng.

– Uvisheden var det værste. Jeg anede ikke, om jeg skulle ligge i den seng i måneder eller i år. Eller om jeg så min mor igen eller min bror. Der havde jeg nogle stunder, hvor der var svært, forklarer Anna.

Som tiden gik, begyndte hun at få et godt forhold til nogle af de andre indsatte, og mange af deres historier ramte hende. En 67-årig russisk dame, der havde svært ved at se og gå, havde fået en dom på ni års fængsel, da hun for at hjælpe sin nabo havde sendt en pakke, der viste sig at indeholde stoffer.

En pige på Annas alder var idømt ni års fængsel for at være i besiddelse af en hashbrownie, og en anden måtte ikke få besøg af sin toårige søn, da fængslet ikke tillod gæster under syv år. Dertil var der både folk, der var dømt for mord, besiddelse af børnepornografi og narkosmuglere.

Holdt sig i baggrunden

Som tiden gik, lærte Anna de uskrevne regler. Hver dag fløj der droner ind over fængslet og smed pakker ned til de indsatte. Når det skete, gjaldt det om at komme så langt væk så muligt. Hun fik at vide, at hun skulle holde sig væk fra en bande, der for nylig havde brækket en anden indsats ben, og hun skulle gemme sin telefon væk, hvis fængselsvagterne kom.

– Det var en balance mellem at være venlig, men ikke give folk det indtryk, at jeg var naiv. For så ville de prøve at få penge ud af mig, forklarer Anna.

Hun holdt sig i gang ved at dyrke yoga, løbe eller styrketræne, når hun kunne komme lidt udenfor. Hver dag klokken 16 skulle alle være i huset, og hele weekenden var det forbudt at gå ud. Rotterne løb rundt på gulvet sammen med kakerlakker, og det eneste sted hun kunne være sig selv, var i hendes alt for korte køjeseng.

Far kom på besøg

– Det handlede for det meste om at få tiden til at gå og distrahere sig selv, så jeg ikke tænkte for meget på, hvad der var sket, fortæller Anna

Hver 14. dag måtte hun få en halv times besøg af sin far. Han var blevet i Panama, hvor han forsøgte at hjælpe sin datter. Den første advokat, han havde fået, var spild af penge. I stedet fik han kontakt til det danske sikkerhedsfirma Guardian Security Risk Management, der hjalp med at skaffe en anden advokat, og hun fik lavet en aftale med anklageren om Annas fremtid.

Det lykkedes at få Annas straf nedsat til fire år, som blev konverteret til dagbøder. I alt løb de samlede sagsomkostninger op i godt 1,2 millioner kr. for at få Anna hjem til Danmark.

Blev tæt med indsatte

– Da jeg fik det at vide, tudede jeg af glæde. Bare det at vide, at der nu var en dato for, hvornår jeg skulle løslades, betød, at jeg psykisk havde nemmere ved at være i det, fortæller Anna.

Den 28. juli i år kunne hun forlade fængslet. Hun havde forinden givet de fleste ting væk til de kvinder, hun var blevet tætte med, og selv om hun vidste, at hun ikke hørte til i fængslet, var det alligevel hårdt at sige farvel.

– Den ældre russiske dame holdt min ene taske og fulgte mig til udgangen. Med tårer i øjnene gav hun mig et kæmpe kram og sagde, at jeg aldrig måtte glemme hende, fortæller Anna.

Overvældet af frihed

Selv om hun kun havde været i fængslet i 2½ måned, blev hun overvældet af friheden. Hun kunne pludselig selv bestemme, hvor hun ville gå hen, og den første aften sad hun bare udenfor og kiggede op på nattehimlen, som hun ikke havde set, siden hun blev fængslet.

Ved at optage lån havde det været muligt for Annas forældre at få hendes ud af fængslet, og da hun landede i Billund Lufthavn, fik tårerne frit løb, da hun gav sin mor og bror et stort kram.

 

Anna giver sin far et stort kram, da hun bliver løsladt fra fængslet. 
Privatfoto

Anna giver sin far et stort kram, da hun bliver løsladt fra fængslet. 

 

Indsamling til fordel for Anna

I dag sidder Anna i trygge omgivelser hjemme i Faaborg. Når hun tænker tilbage på, hvad der er sket, har hun nogle gange svært ved at forstå det. Hun har talt med sine forældre og veninder om forløbet, og hun håber, at hendes historie vil få andre til at tænke sig om, når de tager en souvenir med hjem. Nogle venner valgte efterfølgende at starte indsamlingen Projekt Anna for at hjælpe familien med gælden.

– Jeg har dårlig samvittighed over, hvad min familie har været igennem for min skyld, fortæller Anna, der håber, at indsamlingen kan være med til at mildne de tunge udgifter en smule.

Hvad fremtiden nu bringer, ved hun ikke. Men til trods for, at hun gerne vil have været fængselsopholdet foruden, har hun fundet ud af, hvor meget hun værdsætter sin frihed og sin familie.

– Det vigtigste er, at vi har hinanden. Så hvis jeg skal se noget positivt i det, er det netop at blive mindet om det.

Du kan støtte Anna og hendes familie via dette link: Projekt Anna

 

Anna giver sin far et stort kram, da hun bliver løsladt fra fængslet. 
Foto: Alex Tran

Anna giver sin far et stort kram, da hun bliver løsladt fra fængslet.