Ida fik 24.000 volt gennem kroppen: Mirakel at jeg lever

At 21-årige Ida Alavahtola kan gå ubesværet fra sofaen ud i køkkenet for at sætte kaffe over, er et mirakel. Og at hun igen arbejder fuld tid på sit gamle job, er næsten ufatteligt. Ifølge lægerne er det et under, at hun overhovedet lever.

Men det gør hun. I den grad. Hun lever faktisk endnu mere intenst, end hun gjorde før den 28. november 2017. Her var livet meget tæt på at blive taget fra hende, da hun i en dramatisk arbejdsulykke overlevede at få 24.000 volt gennem kroppen.

– Jeg kan ikke huske noget fra den dag. Ikke engang at jeg stod op. Alt er blæst væk. Måske kommer min hukommelse tilbage på et tidspunkt. Eller måske ikke. Alt, hvad jeg ved om den 28. november, er stykket sammen af ting, jeg har fået at vide af kolleger, venner, min bror, mine forældre og en praktikant.

Det var praktikanten Mikael, som var nærmeste vidne den morgen, hvor Ida endte med at blive hastet væk i en redningshelikopter, mens hendes kolleger stod chokerede tilbage uden forhåbninger om at se Ida i live igen.

Det lugtede brændt

Dagen begyndte ellers helt normalt, da Ida om morgenen hentede Mikael på vej til en ny dag på jobbet. Det job, som Ida stadig kalder ”drømmejobbet.” Hun har altid ønsket sig en praktisk uddannelse, hvor hun skulle bruge hænderne ligesom sin far, som var snedker. Og Ida har aldrig fortrudt, at hun havde valgt at blive energimontør. Hun arbejdede med renovering og service af højspændingsinstallationer, og hun elskede de skiftende opgaver på jobbet.

Den morgen skulle hun og Mikael opmærke nogle kabler i et stålværk i den svenske landsby Seskarö. Det var koldt, så Mikael blev inde i bilen og gjorde notater, mens Ida gik de få meter hen til arbejdsopgaven. Hvad der præcis skete i de følgende øjeblikke, står hen i det uvisse.

Men pludselig kunne Mikael lugte noget brændt helt inde i bilen. Det fik ham til at smide alt, hvad han havde i hænderne, og han flåede bildøren op, mens han råbte på Ida.

– Da han ikke fik noget svar, skyndte han sig ind i bygningen, hvor jeg lå tilsyneladende livløs på gulvet. Han forstod faren med det samme. Jeg kunne jo være strømførende, men samtidig var det vigtigt hurtigt at få mig ud af det farlige miljø. Da han havde testet, at jeg ikke ledte strømmen, slæbte han mig først ud i sikkerhed, inden han ringede efter hjælp. I dag er jeg ham evigt taknemmelig for hans indsats, siger Ida, som senere har fået at vide, at hun hele to gange fik den stærke strøm igennem sig, hvilket betød, at hendes ene øre og en stor del af muskelvævet i det ene ben var brændt væk.

Et skræmmende syn

Ida var i det hele taget så medtaget, at ingen af de kolleger, der blev tilkaldt, troede, at hun ville overleve.

Selv troede Ida ikke noget som helst.

Der gik lang tid, inden hun overhovedet forstod, hvad der var sket. Dog registrerede hun, at hendes bror stod ved sygehuset med sin røde hue, da hun ankom på båren.

– Jeg glemmer aldrig udtrykket i hans ansigt. Han så så chokeret og bekymret ud. Sådan havde jeg aldrig set ham før.

Der var ikke noget at sige til broderens ansigtsudtryk. Ida var et skræmmende syn, og i lang tid lå hun på intensivafdeling, hvor hun svævede mellem liv og død. Selv husker hun kun et flimmer af ansigter. Af hendes mor, far, bror, læger og politifolk.

– Jeg fik stærk smertestillende medicin og kom lidt til mig selv fra tid til anden. Jeg havde slanger overalt, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var på hospitalet, husker Ida, som langsomt begyndte at forstå situationen, da forældrene fortalte hende, at hun nu manglede sit ene øre, og lægen forklarede, at det var et mirakel, at hun overhovedet levede.

At hun tilmed var kommet gennem ulykken uden hverken hjerteproblemer eller hjerneskader, gjorde kun miraklet endnu større.

Jeg ville kæmpe

Ida var selvfølgelig ikke den samme som før. Hendes hår var væk, og hun havde alvorlige forbrændinger over hele kroppen og måtte have en række hudtransplantationer. Da hun første gang så sit eget spejlbillede, brød hun ud i gråd.

– Jeg kunne ikke genkende mig selv. Mit ansigt var helt opsvulmet, og halvdelen var forbrændt, siger Ida, som på trods af smerterne og chokket meget hurtigt tog en vigtig beslutning: Hun ville kæmpe. Godt nok tvivlede lægerne på, om hun overhovedet kom til at gå igen, men Ida var fast besluttet på, at hun ville på benene og tilbage til livet.

Efter tre uger og så mange operationer, at Ida ikke har tal på det, blev hun udskrevet.

– Jeg sad i kørestol, fordi min balance var så dårlig. Ingen vidste, om jeg ville genvinde mobiliteten i min ene fod. De muskler, som næsten var brændt helt væk, er nemlig dem, der styrer fodens bevægelser, forklarer Ida, som stædigt nægtede at give op på trods af de triste udsigter fra lægerne.

Inden i sig selv fandt hun en utrættelig styrke til at kæmpe, og fra familie og venner fik hun en helt utrolig støtte i hverdagen. Og det betød, at hun langsomt fik bevægelsen tilbage i foden og til sidst både kunne gå og løbe.

Har det sjovt

Efter kun otte måneder var Ida tilbage på arbejdet. Det samme arbejde som før. Ida udfører det stadig med glæde, og hun møder aldrig op med frygt i kroppen.

I det hele taget nyder Ida livet endnu mere end tidligere.

– Du kan dø af 230 volt fra en stikkontakt. Jeg har fået 24.000 volt gennem min krop og har fået at vide så mange gange, at det er et mirakel, at jeg lever. Det er klart, at det har ændret min måde at se livet på. Familie og venner er blevet endnu vigtigere for mig, og jeg nyder hver eneste dag. Jeg står tidligt op om morgenen for ikke at sove dagene væk, og jeg gør mest ting, der er sjove, siger Ida, som på ingen måde ønsker, at folk skal have ondt af hende. Hun synes mest, det er synd for hendes familie og venner, der har været så bekymrede.

– Jeg vil fortælle min historie for at give håb til andre, der har det svært. Selv om det kan føles tungt, når du står i en vanskelig situation, kan du, hvis du virkelig vil, dreje livet fra noget negativt over til noget positivt. Du kan klare meget mere, end du tror.