Idas kræft er uhelbredelig: Mister jeg håbet, mister jeg alt

Der gik akkurat en måned, fra 23-årige Ida blev nægtet et celleskrab af livmoder halsen, til hun fik diagnosen liv moderhalskræft.

– Vi har dårlige nyheder til dig, siger lægen, mens den kun 23-årige Ida stadig ligger på undersøgelsesbriksen. 

Lægen har fundet en stor svulst i livmoderhalsen og er ikke i tvivl om, at det er kræft. 

– Jeg kan næsten ikke huske, hvad der skete. Alt stoppede, og det sortnede for mine øjne. Jeg fik besked om at klæde mig på, det gjorde jeg også, men jeg gik stadig rundt med mine sko i hånden. Jeg var helt væk, husker Ida Øye Bjørkvold.

Tankerne om den dag flyver rundt i hovedet på den unge norske kvinde. Noget af det værste for Ida var at skulle fortælle nyheden til familie og venner. ”Hvad siger jeg til mor?”, var en af de tanker, der sad dybt. 

Det var først, da Idas mor kom til sygehuset, at det gik op for hende, at hun stadig gik rundt med sine sko i hånden. 

Til trods for at ordet kræft dengang ramte den unge kvinde som et ordentligt slag i maven, var hun som udgangspunkt forberedt på den besked, hun fik.

Du er for ung

Inden hun fik diagnosen, havde hun i flere måneder døjet med kraftige blødninger, og hun havde endda googlet sig frem til, at det var livmoderhalskræft. Hun havde alle symptomerne. Men da hun fortalte sin læge om dem, fik hun besked om, at det var almindeligt for kvinder på hendes alder at have hyppige blødninger. Det var en såkaldt hormonfejl, og lægerne ville derfor ikke tage det celleskrab, som Ida ønskede. De mente, hun var for ung til at kunne have livmoderhalskræft. 

– I første omgang fik jeg nogle piller for at dæmpe blødningerne. Da det ikke hjalp, fik jeg en pakke p-piller, som skulle løse problemet. Lægen ringede også til gynækologen på sygehuset, men ingen af dem troede, at det var noget farligt. 

Men Ida fortsatte med at være bekymret, for hun havde jo så mange symptomer på, at noget var galt.

Hun indskyder, at hun synes, det er fint, at man i Norge indkalder kvinder fra 25 år til et årligt celleskrab, men mener, at der skal 
være plads til undtagelser og skøn.

– Som 23-årig kan man ikke få taget skrabet. Men når man har symptomerne og bekymrer sig, synes jeg, at man skal have lov.

Den medicin, hun fik, fungerede naturligvis overhovedet ikke. Hun fortsatte med at bløde i meget længere tid, end hvad der burde være normalt.

– Jeg synes, det er meget skræmmende, at jeg var nødt til at opsøge en privat gynækolog for at blive taget alvorligt. Jeg er et levende eksempel på, at det kan være for sent at vente, til man er 25 år, siger hun.

Lykken blev kort

Efter at Ida i februar 2017 fik diagnosen livmoderhalskræft, gik der omkring en måned, inden hun fik sin første behandling på hospitalet. 

I august samme år fandt lægerne ikke længere kræftceller i hendes krop, så efter endt behandling kunne hun dermed kalde sig kræftfri.

– Den følelse, jeg havde der, var helt ubeskrivelig! Det var dejligt at komme tilbage til et normalt liv uden at skulle bekymre sig om sygehusbesøg, behandlinger eller medicin. 

Men det normale liv skulle vise sig at blive kortvarigt, og lykken endte brat, da Ida allerede i marts i år fik en ny chokerende besked. Kræften var tilbage – og ikke blot tilbage. Den var tilbage for at blive.

– Jeg havde jo hele tiden frygtet et tilbagefald, og jeg var ret sikker på, at det var kræft, da jeg fik smerter og ubehag, siger Ida. 

Hun var derimod ikke forberedt på, at denne type kræft var uhelbredelig. Der findes ingen kur, og hun skal leve med sygdommen resten af livet. Men det er muligt at holde kræften i skak. 

– Jeg kan sikkert blive 80 år engang, siger Ida.

Kan ikke få børn

Nu får hun kemoterapi hver tredje uge og skal have en CT-scanning efter hver behandling, så man kan se, om hendes krop reagerer på behandlingen. Hvis den ingen virkning har på kræftcellerne, bliver den skiftet ud med andre typer cellegift. Ida kan også blive en del af et forskningsprojekt, hvis der er noget, der er aktuelt for hende i Norge eller i udlandet. Ud over det ved hun ingenting.

– Forrige omgang med stråling gjorde, at jeg mistede muligheden for at få børn. Siden jeg var helt lille, har jeg gerne villet have børn, så det slog mig hårdt. Heldigvis har jeg fået god hjælp fra en psykolog, fortæller Ida åbent. Det var et problem, hun ikke kunne klare at tænke på, mens hun var i gang med strålebehandlingen, men som er dukket op i tankerne efterfølgende.

– Mange på min alder får barn nu, så jeg synes, det er svært, men det er noget, jeg må tackle. Faktisk synes jeg, at det næsten gør ondt værre, når folk prøver at skærme mig fra emnet. 

Ida har valgt ikke at spørge lægerne alt for meget om fremtiden, men hun har stadig håb om at få et nogenlunde normalt liv. 

– Mister jeg håbet, mister jeg alt. Det er motiverende at se, hvordan forskningen udvikler sig. Det var vel bare meningen, at det skulle blive mit job at kæmpe mod kræften.