Idømt 3,5 års fængsel

11. maj 2017 blev Madelen vækket i sit hjem af politiet. Hun havde lige fulgt sin datter til skole, rullet sig en joint og lagt til at sove.

– Jeg plejede at stille uret, så jeg kunne gøre mig i stand, til når min datter kom hjem, men denne gang vågnede jeg ved, at nogen sagde mit navn. Da var politiet allerede inde i lejligheden.

Ransagningen var begyndelsen på Madelens store nedtur, men den var samtidig et wakeupcall for den unge mor, der i årevis var kommet længere og længere ud på en livsfarlig glidebane.

Da Madelen efterfølgende sad i fængsel, var hun tynget af skyld og skam. Men viljen til at reparere forholdet til datteren, når hun engang blev løsladt, holdt hende oppe. Også selv om hun frygtede, at det ikke ville gå.

– Det er jo børnene, som har ret til os. Ikke os, der har ret til dem, som hun siger.

Fejrede løsladelse

Nu er hun ude i friheden igen.

– Ugen inden løsladelsen havde jeg det ikke godt. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske med mig. Hvor skulle jeg bo? Ville jeg få tilbagefald og skuffe folk? siger svenske Madelen Henriksen.

Da hun blev løsladt, fejrede hun det om aftenen i sin mors lejlighed med sin datter, sine søstre og sin bror.

– Der var kage, balloner og chokolade. Jeg tog guldkjole og høje hæle på. Det var som at gå på stylter. Jeg var jo vant til kun at gå i tennissko.

Allerede som teenager eksperimenterede Madelen med stoffer og småkriminalitet, men af en eller anden grund lykkedes det hende altid at slippe ustraffet fra det. Allerhøjest blev hun indkaldt til forhør.

– Da jeg var yngre, lavede jeg en masse lort, som jeg stoppede med, da jeg fik min datter. Da var jeg 21 år, siger Madelen, som ikke længere er sammen med sin datters far.

Mistede kontrollen

I lang tid bildte hun sig selv ind, at hun levede et helt normalt liv. Hun gik tur med hunden og fulgte sin datter til skole. Samtidig hang hun ud med nogle fyre, som var involverede i narkohandel og skyderier. En af dem blev mere end bare en ven.

– Det endte med, at jeg blev draget mere og mere ind i hans livsstil. Jeg hjalp ham med at veje stofferne og dele dem ud, og til sidst opbevarede jeg dem i mit eget hjem. Dér begyndte jeg at føle, at jeg ikke havde kontrol længere. At jeg var kriminel.

Den skæbnesvangre dag, da politiet vækkede hende og ransagede lejlighed, vidste Madelen præcis, hvor mange stoffer hun havde i skufferne.

– Jeg følte alle de negative følelser, man kan tænke sig. Alt, jeg kunne tænke på, var min datter.

Grov narkoforbrydelse

Madelen blev arresteret. De 189 gram kokain, som blev fundet i lejligheden, var så stor en mængde, at det blev anset som en grov narkoforbrydelse. Men da Madelen var førstegangsforbryder, mente hendes forsvarer, at hun kun ville få to års fængsel. Det var også den straf, hendes datter og øvrige pårørende håbede på. Men straffen lød på tre år og seks måneder.

– Det var med blandede følelser, at jeg modtog dommen. På den ene side tænkte jeg ”hvor er det dejligt, at det er overstået” og på den anden side ”hvordan skal jeg fortælle min datter, at jeg fik tre og et halvt år?”. Det var nok den sværeste samtale. Dommen har jeg ikke noget at sige til. Men at vide, at det, jeg havde gjort, ville gå ud over min datter – dét var det værste, siger Madelen og fortsætter:

– Da jeg fortalte hende det, græd og skreg hun. Det var hjerteskærende. Jeg forsøgte at forklare hende, at eftersom man typisk kun sidder fængslet to tredjedele af straffens længde, så blev det jo næsten kun to år alligevel. Men hun er jo ikke dum. Hun lagde bare telefonrøret på.

Madelen valgte at afsone sin straf i et kvindefængsel i Ystad. Stedet var nok det værste af de muligheder, der var, men det betød, at hun kunne være så tæt på sin datter som muligt.

Skræmmende oplevelse

Mødet med fængslet var en skræmmende oplevelse. Madelen fortæller om uskrevne regler og tydelige grupperinger. Straffens længde afgjorde, hvilket selskab man kom i.

– Andre indsatte spurgte, hvad man havde gjort og hvorfor, men jeg spurgte aldrig. Visse forbrydelser var i lavere kurs end andre. Hvis man for eksempel havde forbrudt sig mod børn og ældre, var man upopulær, siger Madelen, som sad inde med alt fra livstidsdømte mordere til kvinder, som kun skulle aftjene nogle måneder.

Uanset forbrydelsen havde mange af fangerne en vigtig ting til fælles. De var mødre, og savnet af børnene var et samtaleemne, de fleste kunne relatere sig til. I forældregrupper talte de om skam, skyld og vejen til en ny relation med børnene. Nogle gange fik de besøg og kunne begynde at bygge broer til fremtiden med dem. Afskeden var lige opslidende hver gang.

Madelen talte med sin datter i telefonen, men hun gik glip af meget af hendes skoletid, udflugter, nye venner og hverdagen. Samtalen kunne indeholde både kærlighed og vrede. Hendes datter lod hende vide, at hun havde svigtet.

Frygter at svigte

Frygten for at svigte er der fortsat. Madelen ved, at hun har meget arbejde foran sig. Der er gamle venner, som lokker med fester og hurtige penge. Hun må træffe kloge valg, takke nej og arbejde hårdt for at holde sig ædru og fri fra kriminalitet.

– Tager jeg et glas vin, fører det til en flaske og lidt kokain, og så er jeg tilbage til start. De synes måske, jeg er kedelig, men når jeg har min datter, så er hun i fokus. Jeg har meget at bevise, men hun giver mig chancen for at bevise, at jeg kan ændre mig.

Madelens forhold til sin datter er ikke som før. Datteren har ændret sig, mens Madelen har siddet i fængsel.

– Hun er teenager nu. Hun bruger bh og glatter sit hår. Men jeg vil stadig gerne stege hendes æg om morgenen. Jeg føler stadig, at hun er min lille prinsesse.

En del af vejen tilbage består i at fortælle om, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Og måske holde forelæsninger på skoler. I starten tøvede hun med at dele sin historie, men både hendes datter og datterens far synes, at det er godt for hende.

– Min datter er okay med, at jeg holder foredrag på hendes skole.

Hjælper andre

I forbindelse med udslusningen fra fængslet var Madelen i praktik hos KRIS (Kriminelles revanche i samfundet). Foreningen hjælper tidligere kriminelle og stofmisbrugere med at danne sunde netværk efter et fængselsophold. Nu har hun fået en fast stilling samme sted.

Madelens boligsituation er fortsat usikker. Hun har en fremlejekontrakt, der snart udløber, og hun skal derfor på jagt efter et nyt hjem. Det er ikke nemt, fordi hun har gæld. Men Madelen bevarer håbet. Præcis som hun gjorde, mens hun sad i fængsel.

På spørgsmålet om, hvad hun lærte af tiden bag tremmer, svarer hun:

– Jeg lærte at håndtere smerte og sorg. Aldrig at tage nogen eller noget for givet. Rutinerne sidder også fast. Dem var jeg ligeglad med før. Rutiner er vigtigere, end man skulle tro.