Ingen bør dø alene

Cathrine Aasholm er en af Danmarks yngste vågekoner. Det er vigtigt for hende at gøre noget for andre, for det giver hendes liv mening. Og døden er et vigtigt øjeblik i en persons liv.

– Nogle gange kan der gå op til to minutter, hvor de ikke trækker vejret. Så sidder man der og venter på, om der kommer flere vejrtrækninger, eller om det var den sidste, fortæller Cathrine Aasholm.

Hun er 19 år, lige blevet færdig med gymnasiet og er ved at forlade barndomshjemmet i Herlev for et liv som voksen.

Mens mange på hendes alder er optaget af uddannelse, fester og kærester, så har Cathrine Aasholm valgt at bruge en del af sin fritid som vågekone.

– Det føles så godt at kunne gøre noget for andre. Selv om de som regel sover eller kun er halvt ved bevidsthed, kan jeg mærke, at det betyder noget for dem, at jeg sidder hos dem. Det er ikke, fordi vi har samtaler, men jeg mærker det på små ting som et lille blik eller et klem i min hånd. Det betyder rigtig meget.

Læs også: Tina trøster de døende

Større end os selv

Når Cathrine får en sms fra Røde Kors’ vågetjeneste, gælder det om at være hurtig. Ellers kan det være, en anden når at få opgaven før hende. Det handler ikke om at tjene penge, for arbejdet er frivilligt, men Cathrine elsker simpelthen at sidde hos de døende i deres sidste timer.

– Det er virkelig dejligt at få lov at være der for et andet menneske. Jeg føler på en måde også, at jeg gør noget for mig selv, når jeg sidder hos en døende, for det giver mit liv værdi og mening at være der for andre.

Hun begyndte i vågetjenesten, fordi hun følte, at hendes liv manglede mening.

– Der sker så mange forfærdelige ting i verden, at jeg godt kan have lidt svært ved at tro på det gode i andre mennesker. Men mit frivillige arbejde giver mig en tro på, at vi er større end os selv.

Alder betyder intet

Cathrine var 18 år, da hun begyndte i Røde Kors’ vågetjeneste, og hun er en af de yngste i tjenesten, hvor de fleste frivillige er pensionister. Men det betyder ikke noget for den nyudklækkede student fra Herlev.

– Man behøver ikke at have en masse erfaring for at være nærværende over for en døende. Man skal bare have den rigtige indstilling, siger hun.

I modsætning til mange andre unge, er Cathrine ikke et offer for en perfekthedskultur. Hun hviler i sig selv, og der er ingen tvivl om, at hun har tænkt over tingene.

– Det handler ikke om at gøre noget bestemt, når man våger. Det handler om at fornemme, hvad den døende har brug for. Og så er det ikke nødvendigt at gøre alting helt perfekt. Det er okay bare at gøre sit bedste og vide, at det er godt nok, siger hun.

Læs også: Min fars død har formet hele mit liv

Et vigtigt øjeblik

Siden Cathrine mistede sin farmor som 16-årig, har hun haft lyst til at bryde tabuet om døden. Dengang vågede familien på skift, men Cathrine var der ikke, da hendes farmor trak vejret for sidste gang. Det har hun været ked af lige siden.

– Jeg havde måske ikke tænkt så meget over døden, hvis jeg ikke havde mistet min farmor. Men det har fået mig til at tænke over, at døden ligesom fødslen er et af de største øjeblikke i livet.

Træder ind i et liv

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde været hos min farmor til sidst. Men jeg er glad for, at familien var hos hende. Det må være så skrækkeligt at dø alene. Jeg tror ikke, jeg selv ville kunne bære at skulle dø alene. Det er der ingen, der fortjener.

Cathrine håber, at flere vil melde sig til vågetjenesten, for det giver en masse glæde at vide, at man har værdi for andre.

– Da jeg gik i 1. g, havde jeg en slags livskrise, hvor jeg havde svært ved at finde mening med livet. Den har jeg fundet i vågetjenesten.

Når Cathrine våger over en døende, kan det enten være i personens eget hjem, på hospitalet, på hospice eller plejehjem. Cathrine kan bedst lide at våge i den døendes eget hjem, for her kan hun træde ind i vedkommendes liv og få en idé om, hvem hun sidder hos.

– Når jeg bliver kaldt ud på en vagt, er de så langt i processen, at man ikke kan tale med dem. Derfor er det rart at få et indblik i, hvem de er ved at sidde i deres hjem med alle deres ting, siger hun.

Læs også: Afdødekontakt: Se de nyeste afsnit her

Føler et ansvar

Hun våger altid om natten og nyder den ro, der er hos de døende. Så mens vennerne fester eller sover, sidder Cathrine og læser højt og holder i hånden. Hvis den døende er langt væk, lytter hun til en podcast med en høretelefon i det ene øre. Ellers nyder hun roen og stilheden.

– Det er ikke ubehageligt eller uhyggeligt at sidde hos dem. Det er dejligt, for døden er smuk, siger Cathrine.

Hun har endnu ikke været på en vagt, hvor nogen døde, men hun vil gerne opleve det.

– Jeg ved ikke, hvad der sker, efter man dør, men jeg synes, det er rart ikke at vide det, for så kan man tro på det bedste.

De fleste, som Cathrine våger over, dør af alderdom. Nogle er syge, men så er de som regel bedøvet af smertestillende medicin, og der er ikke megen kommunikation. Normalt foregår en vågevagt fredeligt og roligt. Kun en gang har hun oplevet, at en døende var urolig.

– Jeg vågede over en kvinde, der råbte og skreg og blev ved med at sætte sig op i sengen. Det var selvfølgelig, fordi hun var utryg. Men jeg fik hende heldigvis beroliget, og det var rigtig dejligt, at jeg kunne trøste hende. Det er selvfølgelig et stort ansvar, men min opgave er jo ikke at pleje eller behandle de døende. Jeg skal bare gøre det så rart for dem som muligt.

Læs også: Min datter lå død på sit værelse

Et godt netværk

Cathrines nærmeste veninder bakker hende op i hendes arbejde i vågetjenesten og synes, at det er flot, hun gør det. Men hun oplever ofte, at andre unge ikke forstår hende.

– De forstår ikke, at jeg gider at arbejde uden at få penge for det. Og de forstår slet ikke, at jeg har lyst til at sidde hos de døende. Det gør mig faktisk lidt ked af det, for jeg synes jo, det er vigtigt.

Heldigvis har Cathrine et godt netværk i Røde Kors’ vågetjeneste i Ballerup. Her mødes hun en gang om måneden med andre frivillige, og så får hun vendt sine oplevelser med nogle, der forstår, hvad hun taler om, og deler hendes glæde ved at være noget for andre.

– Jeg har verdens bedste leder. Hun er simpelthen så god til at tage sig af os. Hun skriver altid til mig efter en vagt, for at tjekke hvordan det er gået, og om jeg er ok. Det er virkelig rart.

Læs også: Kathrines sidste ord til sin døende lillesøster: Du vil altid være hos mig

Et job med omsorg

Cathrine er lige ved at flytte hjemmefra. Ud over et par sabbatår har hun endnu ikke lagt sig fast på, hvad fremtiden skal byde på, men hun ved, at hun skal arbejde med omsorg.

– Jeg overvejer at læse til læge eller sygeplejerske. Det skal i hvert fald være noget, hvor jeg kan være noget for andre.

I øjeblikket arbejder hun på et bosted for hjerneskadede voksne, og inden hun søger ind på en uddannelse, vil hun også gerne prøve at arbejde både på plejehjem og i børnehave – så hun får prøvet hele spektret, som hun siger.

Hun har besluttet at fortsætte i vågetjenesten i Ballerup, selv om hun lige om lidt flytter ind hos sin veninde på Frederiksberg.

– Det er så hyggeligt og rart, at jeg ikke kan forstille mig noget bedre. Jeg elsker min vågetjeneste.

Læs også: Patricks store sorg