Ingen ville tro jeg fik tæv

Helena brød sammen i et tog. Hun blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet, men allerede næste dag blev hun igen udsat for et voldsomt overgreb.

– Jeg talte i telefon med et firma, da min overfaldsmand kom hjem fra arbejde. Han spurgte til aftensmaden, og jeg tyssede på ham. Han slog mig, tog kvælergreb på mig og bankede mit hoved i gulvet. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg var nødt til at slukke for min mobiltelefon, så den kvinde, jeg talte med, ikke hørte noget.

Den pæne familie

Set udefra var de den perfekte familie. De voksne havde gode job, en af ​​dem blev udnævnt til Årets chef. Familien boede i en stor, dejlig villa, og de tre børn var velopdragne og klarede sig godt i skolen. Helena fik ofte at vide, at hun var smuk og talentfuld. Men samtidig blev hun opdraget til at undertrykke sig selv – ellers havde det konsekvenser.

Læs også: Tævet ihjel af sin mor

– Jeg måtte lære at se ned og tie stille. Hvis jeg havde meninger eller sagde, hvad jeg følte, var det min egen skyld, hvis jeg blev krænket. Jeg indså tidligt, at mine interesser og ønsker ikke blev regnet for noget. Det vigtige var at fylde mindst muligt. Jeg var ellers en person med en masse tanker og meninger. Jeg følte mig mobbet og forsømt, og det blev værre med årene.

Søgte hjælp

Helena Isolde Sundsgård, 40, ryster ikke og ser ikke væk, når hun taler om sin barndom. Hun fortæller, at de psykiske overgreb også blev fysiske.

– Heldigvis havde jeg en kærlig bedstefar, som jeg tit var sammen med, men jeg fortalte ham aldrig, hvor slemt det stod til. Jeg var for lille til at forstå det, selv om jeg følte, at noget var galt. Da jeg blev ældre, talte jeg med mine to bedste venner, hvoraf den ene også havde det svært hjemme. Engang tog vi os mod til at søge hjælp hos de sociale myndigheder. Men socialrådgiveren sagde til min ven: ”Men du har nogle dejlige heste. Jeg har set dig til hestevæddeløb. Du kan ikke være sårbar eller udsat.” Ingen troede på os, fordi facaden derhjemme var intakt.

Frygtede afsløring

Helena ryster på hovedet og fortæller, at en vejleder på gymnasiet var den eneste uden for familien, der fornemmede problemerne og handlede. Hun begyndte at spørge Helena, hvordan hun havde det derhjemme. Men Helena benægtede alt. Hun gik til rektorerne og sagde, at vejlederen var skør og digtede historier. Hun frygtede, at familien ville blive afsløret, og at de ville slå hånden af hende. Faktisk burde hendes reaktion have fået flere alarmklokker til at ringe.

Læs også: 12-årig redder lillebror fra druknedøden: Jeg så ham synke

– Der er ikke noget sikkerhedsnet for sådan nogle som os; udsatte, men godt tilpassede børn og unge. Ingen tror, ​​at succesrige familier gør dette mod deres børn. Mange sårbare mennesker bider det i sig, fordi de kan miste de økonomiske fordele ved at bo i en velhavende familie. Du vil ikke tabe ansigt. Frem for alt handler det om ikke at blive udelukket fra fællesskabet. Du har ingen anden familie. Den vigtigste ting for vores overlevelse er at være en del af gruppen. Det er en dybt forankret adfærd hos os alle, og det er grunden til, at så få mennesker taler om det. Få tør, siger Helena.

Brød sammen

Hun flyttede hjemmefra, tog to forskellige uddannelser på universitetet og fortsatte med at være velfungerende og tilpasset, indtil oplevelserne fra barndommen indhentede hende, og hun brød sammen. Hun blev stadig udsat for vold langt op i voksenlivet.

– Jeg var udmattet og kollapsede på et tog og skulle med ambulance til hospitalet. Min familie hentede mig, og så brød helvede løs.

Læs også: 13 år efter skilsmissen: Vi gifter os igen

Dagen efter sammenbruddet var hun udsat for det modbydelige overfald af et mandligt familiemedlem. Da det endelig lykkedes Helena at flygte fra huset med mobiltelefonen i hånden, løb hun med bankende hjerte ud i sneen uden sko på.

– Jeg kravlede ind under terrassen og ringede 112 for første gang. Hele kroppen rystede, da jeg forsøgte at fortælle, hvad der skete.

Sagen droppet

I samme øjeblik kom et nært familiemedlem hjem, og Helena sprang ind i hendes bil.

– Det eneste, hun sagde til mig, var, at det hele var min skyld, fordi jeg sagde fra og sagde min mening. Da politiet kom, fortalte hun dem, at jeg løj. Men politiet tog gerningsmanden med sig. Det var sidste gang, jeg så ham. Jeg var 33 år, og et par år senere døde han.

Læs også: Marias mor begik selvmord

På trods af at kvinden, der hørte alt over telefonen, var villig til at vidne, og til trods for, at Helenas skader blev dokumenteret af to læger, og at der var flere vidner, blev sagen henlagt.

– Politiet kontaktede ikke et eneste vidne. De gjorde intet for at få gerningsmanden dømt, siger Helena, som selv fik panikangst og blev indlagt på en klinik for ofre for traumer.

Psykiske problemer

Helena påpeger, at de sårbare er en omkostning for samfundet, mange har psykiske problemer som udmattelse, depression og angst.

Da anklageren blev spurgt om, hvorfor sagen blev afsluttet, uden at nogen havde kontaktet lægerne og vidnerne, svarede anklageren, at en af ​​gerningsmændene havde sagt, at Helena var psykisk syg.

– Hvad er det for et samfund, når politiet ikke gør deres arbejde, og anklageren tror på gerningsmændene? spørger Helena.

Læs også: Jeg endte i hænderne på den forkerte

Fordi gerningsmændene ikke er dømt, er de anonymiseret i denne artikel.

Helena arbejder i dag aktivt mod vold i nære relationer. Hun har en podcast og giver voldsofrene en stemme i medierne.

– Jeg fortæller min historie for at ændre, hvordan ofre for vold behandles. Vi skal ikke være tvunget til at gemme os på krisecentre. Politiet skal tage et ansvar, så ingen behøver at flygte, siger hun.

Står sammen mod vold

Helena er kvinden bag det svenske hashtag #husfrid (red.: husfred), som hun startede for at skabe opmærksomhed på vold i familier. Det kom oven på #MeToo-bevægelsen.

Sammen med den tidligere politibetjent Kerstin Dejemyr, 49 år, laver hun podcasten ”Mod – dristige samtaler med Dejemyr & Sundsgård” (på svensk: Mod – vågade samtal med Dejemyr & Sundsgård), hvor de sætter fokus på netop den form for vold.

Kerstin har arbejdet som politibetjent i 25 år med vold i nære relationer og vold mod børn. Hun var også involveret i at starte det svenske politis svar på #MeToo: #nödvärn (red. selvforsvar).

Læs også: Lisbeth Zornig: Krisen fik mig til at ændre mit liv