Iskold lykke: Karinas vej ud af smertehelvede

Karina Rosmari Jensen har sagt farvel til morfinen, anden stærkt smertestillende medicin og langt den meste nervemedicin, fordi hun bliver hjulpet på en alternativ måde: Hun vinterbader.

Karina så sig selv i øjnene i spejlet. De hang og var triste og trætte. Mundvigene hang, og selv om hun forsøgte at tvinge et lille smil frem, lykkedes det ikke. Hun havde end ikke orket at tage blot en lille smule makeup på.

– Det er ikke et kønt syn, tænkte Karina og gik mod soveværelset. Hun havde netop taget morfinpiller for at holde smerterne på afstand. Hun kunne mærke, at pillerne var begyndt at virke. Alligevel skulle hun være forsigtig, når hun lagde sig på sengen. Hver eneste muskel og knogle var voldsomt ømme, og en forkert bevægelse kunne sende Karina direkte over i et smertehelvede. Derfor lod hun sig stille og roligt glide ned på sengen, samtidig med at hendes øjne blev tungere og tungere.

Nu begyndte morfinen at virke.

Læs også: Terapi uden ord

Karina vidste godt, at det kun var for en kort periode. Så ville hun vågne, og smerterne – både de fysiske og de psykiske – ville være mangedoblet. Nogle gange var de så voldsomme, at hun havde mest lyst til at slippe taget i dette liv. Men kærligheden til sine to børn, Patricia på i dag 24 og Mattæus på 19, fik hende til at kæmpe videre.

Karina Rosmari Jensen, i dag 49 år, havde netop fået tilkendt førtidspension. Det skulle have været en glædelig begivenhed, som skulle have givet hende en form for frihed.

Det gjorde det bare ikke. I stedet tænkte Karina: Hvad nu?

– Jeg kunne ikke finde mig selv. Jeg kunne ikke finde Karina. Jeg kunne simpelt hen ikke finde min krop, fortæller Karina, der brød sin hjerne med, hvad hun skulle gøre for bare at få et nogenlunde anstændigt liv.

Kureret af isvand

På et tidspunkt havde Karina set nogle tv-klip med en mand fra Holland, The Ice Man Win Hof. Han fortalte om at styre signaler fra hjernen og få sit liv tilbage ved at bruge vejrtrækningen og iskoldt vand. Det samme fortalte en veninde til Karinas forældre hjemme på Bornholm. Hun havde gigt og fibromyalgi, og smerterne blev holdt nede, når hun gik i det kolde vand.

Det skulle prøves, selv om Karina ikke gav det mange chancer.

Men da hun i februar sidste år første gang havde været i vandet ved Skive, kunne hun mærke en forandring med sin krop. Og da hun kort efter begyndte at vinterbade regelmæssigt i Handbjerg Marina ved Limfjorden, skete det, som Karina gerne betegner som et mindre mirakel.

Læs også: Jeg øver mig i at leve alene

Et mirakel

– Der sker noget helt fantastisk, når jeg vinterbader. Min hjerne bliver nulstillet, hver gang jeg kommer i det iskolde vand. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan de gode stoffer serotonin og dopamin udskilles i min hjerne. Jeg kan virkelig føle, at jeg lever og er ikke et sekund i tvivl om, at vinterbadningen har reddet mit liv.

Når Karina fortæller om sit ”gamle” liv, er det beretningen om kvinden, der som ung på Bornholm holdt af at være aktiv. Hun elskede at arbejde og havde intet imod at arbejde mange timer hver dag. Det kunne godt blive til en arbejdsuge på 55 timer.

Men Karina reagerede ikke på de signaler, som hendes hjerne sendte til kroppen: Du skal drosle ned med arbejdet. Du kan ikke holde til det.

Ulykker i kø

Familien fandt i 2003 vej til det jyske, hvor Karina blev selvstændig med eget rengøringsfirma. Da hun fik ondt i hofterne, søgte hun læge, som imidlertid slog smerterne hen med, at det var Karinas psyke, der spillede hende et puds.

Efter et år blev Karina endelig scannet, og det viste sig, at hun havde tre diskusprolapser. Hun blev lam i venstre ben og skulle genoptrænes.

Karina havde dog ikke mistet modet på livet. Hun tog en hf og var ved at slutte uddannelsen til ergoterapeut, da hun fik en diskusprolaps i nakken og måtte erkende, at hun aldrig kom til at arbejde på fuld tid.

Læs også: Ekspert: Derfor bliver du afhængig af vinterbadning

Ulykkerne stod nu nærmest i kø. Karina var gennem flere arbejdsprøvninger, da hun en dag faldt på en isglat parkeringsplads. Hun kom til skade med sit hoved og blev lam i højre side af kroppen.

Det blev en sej kamp for at komme tilbage til livet. Samtidig med, at hun skulle kæmpe med fysiske og psykiske smerter, blev hun igen sendt i arbejdsprøvninger og udredninger.

Karina fik diagnoserne fibromyalgi, depression, angst, posttraumatisk stress syndrom, piskesmæld og hjernerystelse med varige mén.

– Jeg var praktisk talt psykisk færdig, kunne ikke magte min dagligdag og måtte trænes i ganske almindelige dagligdags gøremål.

Ud med morfinen

I slutningen af 2019 fik Karina tilkendt førtidspension.

Når hun ser blot halvandet år tilbage, føler hun, at hendes liv har ændret sig nærmest ubegribeligt fra det negative til det yderst positive.

– Når jeg vinterbader, producerer min krop de enzymer, der skal til for at holde smerterne væk. I dag tager jeg hverken morfin eller andet smertestillende. Det er sjældent, at jeg får en snert af depression, og hvad angår min angst, så får jeg i dag kun 10 milligram antidepressiv. Og dem forventer jeg også at være ude af i løbet af året.

Får et sus i hjernen

Karina er medlem af Handbjerg Marina Vinterbadeklub. Hver morgen omkring klokken 08 mødes hun med fire andre medlemmer for at bade. Man aftaler på klubbens hjemmeside, hvem der mødes hvornår.

– Det er lidt forskelligt, hvordan og hvor meget vi vinterbader. Nogle er i vandet kort én gang, mens andre – som jeg – skal i tre gange. Der er det, vi kalder tekstilbadere. Det er dem, der har badetøj på. Og så er der os, der nøjes med en hue, handsker og neoprensokker, som dykkere også bruger. Jeg bader uden badetøj. Det er for koldt at have på, som nu, hvor der er minus 13 grader i luften. Så kan jeg ikke stå i vådt badetøj mellem dyppene. Det handler mere om at passe på mig selv end om at være nøgen. Håndled og fødder bliver koldest først. Derfor bruger vi neopren og holder hænderne over vandet for at være længere i.

Karina får det fantastisk, når hun er i det iskolde vand.

– Jeg får et sus i hjernen, og min krop fortæller mig, at jeg virkelig er i live. Jeg bliver gerne i vandet i et par minutter. Eller til mine badevenner siger, at nu er det tid at komme op.

Læs også: Signe lider af kronisk sygdom: Jeg spiste mig rask

En lille skarp

Efter første dyp trækker de i badekåberne og får en kop kaffe. Herefter en tur i vandet igen, kaffe og lidt hygge. Og så endnu en tur i baljen. Så kan man godt slutte af med en lille skarp.

Karina fryser aldrig i vandet, men indrømmer, at det kan være koldt at komme op.

– Hvis vandet er minus fire grader og luften minus 10, kan det være en kold omgang, siger Karina, der føler sig jublende lykkelig, når hun kører hjem.

– Kommer jeg først af sted over middag, er det, som om min hjerne ikke rigtig vil vågne. Og skulle jeg få en lidt dårlig dag, så ringer jeg blot til en af vennerne og spørger, om vi skal tage en ekstra tur til Handbjerg. Det hjælper, siger Karina, der kraftigt opfordrer folk med forskellige former for skavanker og smerter om at prøve vinterbadning.

– Det gode liv ligger i det kolde vand. Find det, opfordrer hun.

Læs også: Maria invalid efter rideulykke: Nala får mig ud af sengen