Jacob og Jonathan mistede deres mor: Nu har vi kun far tilbage

10-årige Jacob og 13-årige Jonathan skal vokse op uden en mor. Heldigvis har de stadig deres far, som vil gøre alt for, at de får et godt liv trods det store tab.

Engang var de en lykkelig familie på fire – mor Elin, far Gustav og sønnerne Jacob og Jonathan. Nu er de kun tre, og glæden er ikke længere så nem at finde frem.

Den 18. november sidste år tabte Elin Magnussen kampen mod kræft i en alder af blot 41 år.

– Det gør så ubeskriveligt ondt på os drenge at vågne op, uden at du er hjemme, siger norske Gustav Rogstad, 43, mens han sørgmodigt kigger på et billede af sin kone, som hænger på væggen i det, der engang var deres fælles hjem.

– Du sov stille og fredeligt ind, hånd i hånd med din mand, som elsker dig så uendeligt højt, fortsætter han talen til sin nu afdøde sjæleven.

Gustav og Elin mødtes i 2006 og forelskede sig straks. Deres kærlighed forblev stor til det sidste, men livet var ikke kun rosenrødt for parret.

Uheldigvis oplevede de et katastrofalt boligkøb, som endte med, at bygherren gik konkurs, og familien fik ekstraudgifter på over to millioner kroner. Huset, de havde ejet i 11 år, blev solgt med et tab på 600.000 kroner.

– Vi fik en gæld, som tvang os til at spare, hvor vi kunne. Derfor opsagde vi en dyr, men god personforsikring, som vi havde tegnet med tanke på, at man som efterladt ville have økonomi til at tage sig af både hus og børn, fortæller Gustav.

Deres aldre taget i betragtning anså både han og Elin det for et trygt valg. Forsikringen kunne de jo bare tegne igen, så snart økonomien atter var til det.

Fandt en cyste

Elin var kendt som en arbejdshest. En kvinde, som altid havde ekstra kræfter. Men i foråret 2019 begyndte hun at klage over, at hun aldrig følte sig ordentligt udhvilet.

– Hun blev mere og mere plaget af høj kropsvarme, og hun svedte om natten. Det var som om, hendes krop sagde fra og fortalte, at noget var galt, selv om lægerne ikke kunne finde en årsag, siger Gustav.

Med tiden fik Elin også ondt i lysken og den nedre del af ryggen. En MR-scanning viste en blodfyldt cyste. Lægerne mente, at det var en prolaps eller en nerveskade som følge af et fald, eller fordi hun havde haft diabetes siden barndommen.

– Elin kunne ikke få det til at stemme. Hendes nervesmerter var så stærke, at hun måtte have morfin intravenøst, for at de skulle slippe, husker Gustav, som ikke føler, at hans kone blev taget alvorligt, før hun blev afhængig af krykker og kørestol.

Da fik hun endelig konstateret en sjælden form for sarkom (en sjælden kræftform, red.), på størrelse med en appelsin, i ben og blødvæv. Modersvulsten lå i bækkenet, men kræften havde allerede spredt sig videre til blandt andet lungerne. Elin fik besked om, at den var uhelbredelig.

– Lægerne startede behandlingen med ti strålinger frem til lillejuleaften, siger Gustav, der ikke kan slippe tanken om, at hans kone måske stadig ville være i live, hvis kræften var blevet opdaget før.

Ville hjælpe andre

Kombinationen af stråling og cellegift gav positive resultater. Kræften omkring rygmarven og i lungerne blev sat ud af spil. Elin havde det så godt, at hun kunne blive opereret. Den øverste del af lårbenet, dele af bækkenet og hoftekammen blev fjernet og erstattet med en protese.

– Operationen var både omfattende og krævende. Men som den fighter, hun var, tog hun sine første skridt efter bare seks uger, siger Gustav.

Samtidig fandt Elin overskud til at hjælpe andre kræftpatienter. Sammen med sin mand startede hun Facebook-siden ”Hokus Pokus Kreft i Fokus” (Hokus Pokus Kræft i Fokus, red.) for at samle penge ind.

– Vi overrakte Kræftforeningen en check på 340.000 kroner, fortæller en stolt Gustav.

Sommeren 2021 brugte han, Elin og sønnerne på at skabe gode minder. Elin var optimist til det sidste, selv om der ved en kontrol i juli blev opdaget tre små prikker på lungerne.

– Vi krydsede fingre og håbede på det bedste, siger Gustav.

Nød den sidste tid

Men i midten af august sagde Elin, at hun følte sig svagere. Hun kastede op og var træt og stakåndet. Undersøgelser afslørede, at kræften havde spredt sig til lever, ribben og hovedet. Cellegiftkuren blev afbrudt og erstattet med smertelindrende behandling.

– Vi var enige om, at vi ikke skulle bruge hendes sidste tid på at sidde ned og have ondt af os selv. Nu handlede alt om at nyde den resterende tid sammen, forklarer Gustav.

Elins store drøm var at leve så længe, at hun kunne være med, når hendes ældste søn, Jonathan, skulle konfirmeres. Men Gustav fortalte samtidig drengene, at deres mor næppe ville blive 50 år.

– Vi valgte åbenhed fra første dag, understreger Gustav.

De sidste dage af Elins liv boede de alle fire på hospitalet i Trondheim.

– På farsdag overraskede de ansatte os med en kage. Det er et godt minde, for det var den sidste dag, hun var rigtigt til stede, siger Gustav.

Elin blev begravet i en fyldt kirke. Den samme kirke, hvor hun havde været både konfirmand og brud.

– Der er tomt i huset uden mor, siger 13-årige Jonathan og 10-årige Jacob i kor.

Støttes af venner

Gode venner har slået ring om familien, og pengene, som skal sikre drengenes fremtid, strømmer ind på den indsamlingstjeneste, som vennerne har oprettet.

– Nu er jeg alene om ansvaret for at tilbagebetale et lån på over fem millioner kroner. Derfor er omsorgen og støtten afgørende for, at vi kan blive i huset, siger Gustav taknemmeligt.

Hans vigtigste prioritet er at give sønnerne en tryg og god opvækst, trods det tab de har været igennem. Jacob og Jonathan har ikke deres mor længere. Men de har minderne – og en far, der vil gøre alt for dem.

 

Elin forsøgte at nyde den sidste tid sammen med sin familie, så Gustav og drengene kunne få gode minder at leve videre med.

Elin forsøgte at nyde den sidste tid sammen med sin familie, så Gustav og drengene kunne få gode minder at leve videre med.