Jane ofrede alt for sin søn: Kristoffer var død i to timer

Kristoffer Bodholt Svendsen var en af de 13 elever fra Lundby Efterskole, som kæntrede på Præstø Fjord. Da han blev fundet i vandet, havde han været død i næsten to timer. I bogen ”Livs-kæntring” fortæller hans mor, Jane, hvordan hun ofrede alt for at få sin søn tilbage til livet.

Jane Bodholt Svendsen befinder sig i Mexico, da hun i februar 2011 modtager den forfærdelige besked. En gruppe elever fra Lundby Efterskole på Sydsjælland er kæntret med deres dragebåd i det iskolde vand på Præstø Fjord. Hun sidder ved computeren i hotellets lobby, da hun logger ind på sin mail-konto og læser den seneste hilsen fra Kristoffer. Han fortæller stolt om sit 12-tal i projektopgaven. Glæden nærmest springer ud af hans mail, og hun smiler.

Vidste noget var galt

Inden hun logger af computeren, vil hun sende en mail til Kristoffer og bede ham give besked, om han har været med på sejladsen. Men akkurat, som hun trykker ”besvar” i værktøjsbjælken, får hun en stærk fornemmelse af, at han ikke er i stand til at svare. Kristoffer er ramt. Hun kan mærke det.

Kort efter bliver Janes værste frygt bekræftet i en mail fra hendes søster:

Kære Jane, Johannes og Niels,

Kristoffer er indlagt på Rigshospitalet. Han har sammen med 13 elever og to lærere været ude at sejle i dragebåd i dag. De kæntrede. Seks elever blev indlagt på Rigshospitalet. Kristoffer er en af dem …

LÆS OGSÅ: Cecilie og Karoline kæmpede for livet sammen på Præstø Fjord

Sammen med Kristoffers stedfar, Niels, og Kristoffers lillebror, Johannes, har Jane rykket et halvt år ud af kalenderen. Et halvt år, hvor de skal rejse rundt i Sydamerika og være sammen som familie. Men beskeden om ulykken flår dem ud af drømmen, og timerne føles som år, mens de i en blanding af uvished og frygt må begive sig hjem til Kristoffer.  

Den 11. februar er det tre år siden, at ulykken med de 13 elever rystede Danmark. Samme dato udkommer Jane Bodholt Svendsens bog ”Livskæntring”. Heri fortæller hun om ulykken og konsekvenserne set med hendes øjne.

Hvordan man som mor og pårørende tager en dykkermaske på, mens man kæmper for sin søn – og hvad prisen i sidste ende er.

– Jeg har skrevet bogen, fordi der er så mange, som har sagt og ment noget om ulykken på Præstø Fjord, men det er jo kun overfladen, som er kommet frem. Når 15 familier bliver ramt, reagerer vi på 15 forskellige måder, fortæller Jane, som i dag bor i Egebjerg ved Nykøbing Sjælland.

Selv fokuserede hun 100 procent på at hjælpe Kristoffer og skubbede alle andre ting i baggrunden. Også ægteskabet og rollen som mor for Johannes.

To døgn senere står hun ved Kristoffer på Rigshospitalet. Med ét står alting stille. Dér, i en høj hospitalsseng, ligger Kristoffer. Hovedgærdet er hævet, og hans muskuløse overkrop skinner af styrke og kraft. Med sine 185 centimeter fylder han hele sengen. Det brune hår krøller let, og han udstråler en dyb ro.

LÆS OGSÅ: Jeg mødte min gerningsmand

Kroppen var 16 grader

Jane lægger først panden, så kinden og til sidst øret mod hans brystkasse. Så henter hun Johannes, som står tavs ved fodenden.

– Han er her, din storebror. Hjertet slår, men han sover tungt, siger hun.

Scenen fra Rigshospitalet er beskrevet i bogens første kapitler.

– Kristoffer havde en kropstemperatur på cirka 16 grader, og han har haft hjertestop i 1-2 timer. Vi kan ikke måle, nøjagtig hvor længe han har haft hjertestop, men vi ved, at han og de seks andre var klinisk døde, da de blev reddet op af det to grader kolde vand, siger en læge.

Derfra begynder en lang kamp, hvor hvert et lille skridt tilbage mod livet er en kæmpe sejr. Jane ved ikke, om hun nogensinde får den gamle Kristoffer tilbage, men han er i live, og det er det vigtigste.

Samtidig begynder alle spørgsmålene og usikkerheden at melde sig. Kristoffer er den sidste af eleverne, der bliver vækket fra koma, og mens de andre har gjort hurtige fremskridt, er Kristoffer tavs. Det gør ondt på Jane.

Uden for Rigshospitalets mure kører historien om Præstø-ulykken for fuld smæk i pressen, der er interviews i tv, og skyldsspørgsmålet begynder at bølge, men Janes tanker er et helt andet sted. Hun har svært ved at give slip og lade personalet styre slagets gang, og det betyder bl.a., at det begynder at slå gnister i ægteskabet.

LÆS OGSÅ: Smed 4,2 kg på en uge: Slank uden besvær

– Jeg gjorde mig selv til ”ingen”. Undertrykte mig selv som person, fordi jeg kun havde Kristoffer i tankerne, fortæller hun.

Kristoffer overføres efterfølgende til ”Tidlig Klinik” hos Hammel Neurocenter. Her er patienter med hjerneskader, som typisk er forårsaget af iltmangel under operation, trafikuheld, hjertestop eller hjerneblødning.

Kristoffer er stadig tre tigerspring bagud sammenlignet med de andre, og hverken Jane eller lægerne har noget bud på, hvornår og hvordan han vil indhente dem.

– Hvis vi bare når dertil, hvor de andre er nu, vil jeg være lykkelig, tænker hun.

Så vil hun kunne passe Kristoffer hjemme, og de kan få et andet, men godt liv. Få det bedste ud af det sammen.

Jane bor på Hammel Neurocenter sammen med Kristoffer, og det er her, hun oplever de små, store sejre. F.eks. da talepædagogen spørger, hvad han laver i sin fritid, og han på computeren skriver: F-I-L-M. Eller da han får besøg af sin bedste ven Gustav, og Kristoffer genkender ham, og de giver hinanden et kæmpe knus.

Den store forløsning

Det giver hende en tro på, at den gamle Kristoffer stadig er derinde bagved et sted.

For Kristoffer er de første to måneder efter ulykken en sort plet i hans hukommelse. Han er blevet hjerneskadet af ulykken, og hans hjerne har fået ”defekte ledninger”. Der må findes omveje, så impulserne kan komme igennem.

Jane er ved at få en slurk cola galt i halsen, da Kristoffer en dag i april pludselig genfinder sin bevidsthed.

De er taget i skoven, da Kristoffer pludselig siger:

– Mor, hvad er alt det her for noget? Hvorfor er vi her?

Jane forklarer: … I var 15 i båden. Michael og Rikke og 13 elever. I forsøgte først at vende båden, men det lykkedes ikke, så I begyndte at svømme i land. For seks af dine kammerater lykkedes det. Resten – jer syv, som nu er her på neurocentret – besvimede, og en helikopter hentede jer op af vandet.

– På linje ved båden, udbryder Kristoffer pludselig med klar stemme.

– Svøm direkte mod land! Han holder en pause og ser på Jane.

LÆS OGSÅ: Søs var lige blevet fyret: Min mand tog sit liv

– Men jeg kunne ikke svømme, mor.

Vandet var for koldt. Den 23. juni 2011 blev Kristoffer Bodholt Svendsen udskrevet fra Hammel Neurocenter. Derefter fulgte et genoptræningsforløb hos Virum Rehabiliteringscenter, og 10. klasse på efterskole. I dag går han i gymnasiet og klarer sig flot.

– Kristoffer er stadig rigtig dygtig til matematik, men i dag må han gøre tingene på en anden måde og opfinde nye veje, så han kan holde det samme høje niveau som før ulykken. Det er forskellen, siger Jane.

– Lige fra begyndelsen har han været fantastisk til at sige: Det er sådan, livet er nu, og det er udgangspunktet. Og så har han kæmpet sig frem derfra.

Hvor en del af de andre forældre efter ulykken rasede imod efterskolen, har Jane aldrig følt hævntørst:

– Selvfølgelig er jeg vred over, at de ikke havde respekt for vejrets luner. Og selvfølgelig er jeg vred over, at der ikke var styr på sikkerheden. Men der er også noget, som hedder skæbne og tilfældigheder. Det andet hold havde sejlet to dage før. Var de nu kommet hjem og havde slået rekorden, havde det været fantastisk, og vi havde klappet i vores hænder.

Ulykken fik store konsekvenser for hendes liv – og i særdeleshed hendes ægteskab – men hun fortryder ikke:

– Den tid, jeg ofrede af mit liv for at hjælpe Kristoffer, er det bedste, jeg har gjort. Det har været prisen værd, siger hun.

LÆS OGSÅ: Holbæk Modellen: Mickey og mor taber sig sammen

Jane på ferie med sønnerne Kristoffer og Johannes efter ulykken.

Forstander for Lundby Efterskole, Truels Achton Truelsen, blev ved landsretten kendt skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med kæntringsulykken på Præstø Fjord. Straffen lød på 60 dages betinget fængsel. Desuden blev skolen idømt 10 dagbøder af 25.000 kroner. Den 44-årige lærer Michael Jørgensen omkom som den eneste ved ulykken.

  

Livskæntring af Jane Bodholt Svendsen. Udkom fra Forlaget Linje H den 11. februar 2014.

Da Kristoffer var frisk igen, tog Jane på krydstogt med sønnerne Kristoffer og Johannes, hvor de bl.a. så det skæve tårn i Pisa.

 

Artiklen blev bragt i Ude og Hjemme nr. 6 i 2014.