Janes mand fik hjertestop: Jeg følte mig hjælpeløs

En tidlig morgen for et halvt år siden faldt Kurt om med hjertestop på badeværelset i hjemmet i Vissenbjerg. Heldigvis blev hustruen Jane vækket af støjen og fik ringet til alarmcentralen, men i 20 minutter var hendes mand og far til deres to børn klinisk død og uden kontakt med livet.

Kvinde kigger bedrøvet

Siden Jane Bundgård Jørgensen, 39, og Kurt Christian Pedersen, 38, i 2006 flyttede ind i deres hus på en stille villavej i Vissenbjerg på Midtfyn, har han med imponerende flid brugt sin fritid og mange weekender på at restaurere og ombygge parrets hus. Kurt er tømrer med hænderne rigtigt skruet på, men det seneste halve år har arbejdet stået stille. Ikke fordi Kurt ikke gider eller har mistet lysten, men fordi han har været død.

– Jeg havde lovet Jane og vores sønner, Silas, 8, og Jonathan, 11, at værelserne på 1. sal ville være færdige inden jul. Det blev de ikke, fordi noget uventet kom i vejen. Jeg er så småt ved at komme til kræfter igen, og heldigvis har ingen bebrejdet mig forsinkelsen.

Jane glemmer aldrig mandag morgen den 27. august 2018, da hendes tilværelse på få øjeblikke ændrede sig til et drama på liv og død. 
Kurt til gengæld husker ikke noget som helst. I omkring 20 minutter var han uden kontakt med livet på grund af et pludseligt og ganske uventet hjertestop.

– Havde det ikke været på grund af Janes fantastiske og hurtige indsats, da jeg døde på badeværelset, havde jeg ikke siddet her i dag, siger Kurt Christian Pedersen med et skævt smil.

Kun takket være hustruens indsats med blandt andet førstehjælp samt en god portion held tyder alt på, at Kurt med tiden bliver lige så frisk og rørig som før, hans hjerte ikke længere kunne holde ham i live.

Mens Jane kæmpede for at få Kurt tilbage til livet, lykkedes det hende samtidig at ringe både til alarmcentralen, sine forældre, der bor i nærheden, samt til en genbo, der er deres gode ven.

– Han er politibetjent, og da jeg var kommet til hægterne på hospitalet i Odense, besøgte han mig. Han havde set mig ligge livløs i badeværelset og sagde: Kurt, jeg har set mange døde mennesker i mit arbejde som politibetjent. Jeg var ikke i tvivl om, at du var død, rigtig meget død, fortæller Kurt om mødet med genboen.

Tog alt for givet

Jane og Kurts dramatiske fortælling om den morgen, da deres liv slog en kolbøtte, er et skoleeksempel på, hvor hurtigt tilværelsen kan tage en helt anden retning, end den de som en lille kernefamilie med styr på tingene havde vænnet sig til.

– Før tog vi alt for givet, og livet var en selvfølge. Kurt og jeg levede et helt almindeligt liv med job, fritidsinteresser og to sunde, aktive børn. Hvis nogen havde sagt til os, at Kurt havde dårligt hjerte og risikerede at dø når som helst, havde vi ikke taget det alvorligt. Kurt var i sving fra tidlig morgen til sen aften med en imponerende energi, og jeg har aldrig hørt ham klage over træthed, fortæller Jane.

Vækkeuret i parrets soveværelse ringer hver morgen klokken 05.30, for som tømrer møder Kurt tidligt. Jane bliver altid vækket, men forsøger som regel at sove lidt længere, inden hun skal have drengene op i skole og selv møde i børnehaven som pædagog. 

Det er daglige rutiner, men mandag den 27. august blev ikke som alle andre dage.

– ”Åh, hvor han dog larmer”, tænkte jeg, da Kurt var på badeværelset, og der lød et stort brag. Han kan godt være støjende om morgenen, men pludselig hørte jeg underlige lyde. Det lød, som om han snorkede voldsomt, eller som om naboen slæbte noget hen over fliserne, fortæller Jane.

Koldblodig indsats

Men den voldsomme snorken og de underlige lyde var affødt af, at Kurt var i færd med at tage afsked med livet. 

Jane sprang øjeblikkeligt ud af sengen og fandt Kurt på badeværelsesgulvet. Blod løb fra hans hoved, som han havde slået i faldet efter hjertestoppet. 

Chokeret så Jane, at Kurt fik kramper, og hun kunne ikke få kontakt med ham.

– Jeg så, at det var helt galt. Men jeg tænkte overhovedet ikke på, at det kunne være et hjertestop. Jeg ringede til alarmcentralen, og samtidig blev Kurt blå i ansigtet. Jeg får at vide, at jeg skal give hjertemassage, og heldigvis har jeg som pædagog haft kurser i førstehjælp, siger Jane.

– Jeg har altid troet, at jeg måske skulle hjælpe et barn, der havde fået noget galt i halsen, eller noget lignende. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle bruge førstehjælp til at redde min mands liv.

Vækkeuret ringede klokken 05.30, og opkaldet til alarmcentralen kom fire minutter senere, så Jane spildte ikke tiden. Hun reagerede lynhurtigt og koldblodigt. 

Kurt blev lagt i aflåst sideleje, og Jane fulgte anvisningerne fra den vagthavende. Hun husker, at hun tænkte, at ”det her sker bare ikke”, mens hun gav hjertemassage. Hun følte sig hjælpeløs og afmægtig, mens hun uden ophold arbejdede på at få livstegn fra Kurt. Indimellem gav han underlige lyde fra sig.

Men det var også den eneste reaktion fra manden, der har været hendes livs kærlighed og støtte, siden de mødtes i 2004.

– Mens jeg ventede på ambulancen, var mine tanker hos børnene. Jeg frygtede, at de ville blive vækket og se deres far i den tilstand. Heldigvis sov de fra det hele. Mine forældre var hurtigt fremme til at tage sig af drengene, så jeg kunne køre med ambulancen til Odense Universitetshospital, siger Jane.
Redderne var fremme med ambulancen klokken 05.46. Jane gik ud af badeværelset, da de med stød forsøgte at få liv i Kurt. Hun hørte en af redderne sige ”vi er lidt hårde ved dig” og tog det som et tegn på, at de ikke havde opgivet at få Kurt tilbage til livet.

På vej mod hospitalet sad Jane på passagersædet og kiggede gennem et vindue om på sin mand på båren bagerst i ambulancen. En gang imellem spjættede Kurt en smule, men Jane anede ikke om det var godt eller skidt. Ambulancen var fremme ved hospitalet klokken 06.30, og da var Kurts hjerte begyndt at slå igen. Undersøgelser skulle klarlægge, hvad der var skyld i hjertestoppet. 

Hvis han vågner

Jane fik at vide, at Kurt skulle lægges i kunstig koma, og ventetiden var ulidelig.

– Jeg glemmer aldrig, at en af de ansatte sagde, ”hvis han vågner”, da de fortalte mig om Kurts situation. Det var ikke ”når han vågner”. Alt var uvist, og ingen kunne sige noget om det liv, Kurt eventuelt ville vende tilbage til.

– Han havde været klinisk død i 20 minutter, og så lang tid uden ilt til hjernen betyder som regel svære hjerneskader. Men jeg fik at vide, at min indsats med førstehjælp i de 12 minutter, fra jeg ringede til alarmcentralen, og til ambulancen var fremme, havde været altafgørende. Uden den indsats havde Kurt ikke haft en chance for at overleve eller leve et værdigt liv, fortæller Jane.

Undersøgelser viste, at Kurts hjertestop hverken skyldtes blodpropper, åreforkalkninger eller eventuelle huller i hjertet. Kurts hjerte arbejder, ganske enkelt ikke, som det skal. Pumpefunktionen var kun på 25 procent. Derfor fik han efter nogle dage indopereret en avanceret pacemaker, en såkaldt ICD, der styrer hans hjerterytme. Pacemakeren er online med Odense Universitetshospital, og her kan man én gang i døgnet tjekke, om alt er i orden. Kurt skal resten af livet have hjertemedicin tre gange dagligt, og måske skal lægerne foretage mindre indgreb for at forhindre, at hjertet igen strejker med fatale følger.

Efter 12 dage på hospitalet blev Kurt udskrevet, og fem uger senere begyndte han på job på nedsat tid. Han er stadig ikke helt oppe i omdrejninger, men arbejder fire dage om ugen. Det kniber også med energien til at lave noget efter fyraften, men det er helt normalt for en mand i Kurts situation.

– Inden hjertestoppet havde jeg ikke den fjerneste fornemmelse af, at jeg fejlede noget. Jeg kunne blive lidt mere forpustet end kollegaerne, når vi f.eks. skulle bære gipsplader op på 2. eller 3. sal, men det var ikke bekymrende. Før vi fik børn, dyrkede jeg både håndbold, fodbold og motionsboksning, og jeg har aldrig haft fysiske problemer. Det er svært at forstå, at det netop var mig, der skulle have et hjertestop. Jeg er jo bare 38 år og sund og rask. Det troede jeg i hvert fald, fortæller Kurt.

Han kan ikke lade være med at tænke på, at han den skæbnesvangre dag skulle arbejde alene på en byggeplads. Var hjertestoppet indtruffet lidt senere, havde der ikke været nogen til at hjælpe ham.

Bare gør noget

Familiens almindelige liv og traditionelle hverdag er langsomt ved at indfinde sig. Silas og Jonathan besøgte deres far på intensiv afdeling på hospitalet, og dagen efter fortalte de kammeraterne i skolen om oplevelserne. Tilsyneladende påvirker det dem ikke mentalt i hverdagen, og både Jane og Kurt er forskånet for psykiske eftervirkninger. De vender den dramatiske oplevelse en gang imellem, men de går ikke rundt og frygter, at det skal ske igen.

– Har du er råd til andre, der kommer i din situation, Jane?

– Det er bedre at gøre noget end slet ikke at gøre noget. Det så håbløst ud for mig, da jeg gav Kurt førstehjælp. Det var, som om det ikke hjalp. Men bagefter fik jeg at vide, at min indsats med hjertemassage havde været altafgørende. Man skal aldrig give op, men fortsætte, indtil hjælpen når frem. Havde jeg ikke gjort det, havde børnene og jeg ikke haft Kurt i dag.

Den fynske familie har længe haft en drøm om en familieferie til Thailand. Nu har de besluttet, at når forsikringsselskabet giver Kurt grønt lys, skal drømmen udleves. Man ved jo aldrig, hvad dagen i morgen bringer.

– Livet er for kort til at hænge sig i bagateller og småting. Børnenes værelser skal nok blive færdige, når Kurt har genfundet sin gamle form, fra før han døde, siger Jane med et smil.

Kurt nikker. Han ved udmærket, hvem han skal takke for livet. Jane sidder lige ved siden af ham, og han er lykkelig over, at hun hørte vækkeuret den fatale mandag morgen, da hun gerne ville have sovet lidt længere.