Janes store sorg: Enke som 27-årig

Den altoverskyggende sorg banker på

Den insisterende banken på døren river Jane ud af drømmeland. Tallene på telefonen fortæller hende, at det er tidligt om morgenen, og da hun bevæger sig ned ad trappen, er hun endnu lykkeligt uvidende om, hvad der venter på den anden side af døren.

Hendes svigerinde kommer til syne, og tårerne, der glider ned ad hendes kinder, får Jane til at spærre øjnene op.

– Det er Thomas. Han er faldet om – han havde vist hjertestop.

Jane når lige at tænke, ”hvor er han indlagt henne,” da hun bliver afbrudt af den besked, der kommer til at påvirke resten af hendes liv: Thomas er død. I Janes hoved og hjerte kan det ikke passe, og først da svigerinden siger det for tredje gang, begynder det langsomt at sive ind.

– Jeg forstod ikke, at jeg aldrig skulle se ham igen. At Anna aldrig skulle se sin far igen, og at den fremtid, vi havde planlagt, nu var helt uvis. Det gør jeg nok stadig ikke, fortæller 30-årige Jane Bak Kristensen fra hjemmet i Thisted.

Det første møde

Jane mødte sit livs kærlighed, da han var værnepligtig, og hun gik i 3. g. Selv om følelserne var store, valgte Jane alligevel at flytte halvandet år til København, men den charmerende Thomas kunne hun ikke få ud af hovedet, og det endte med, at hun overgav sig til ham og deres fælles fremtid. Bryllup blev hurtigt en realitet, og da datteren Anna kom til verden, var lykken gjort.

– Anna var hans et og alt. Da hun var lille, stod han tit op om natten og gav hende flaske. Så fandt jeg dem om morgenen på sofaen, hvor de lå med deres pander mod hinanden, smiler Jane, der sammen med Thomas havde planlagt deres fremtidige liv.

De skulle sætte deres hus ordentligt i stand, have et barn mere, uddanne sig begge to, og når pensionsalderen ramte, skulle de køre Europa tynd sammen. Men den vej gennem livet, de havde planlagt sammen, blev den morgen for tre år siden flået i tusind stykker.

Hvorfor skulle Thomas dø?

Thomas arbejdede på en byggeplads i Aarhus, hvor han boede i en container sammen med en kollega. Som Jane fik fortalt, stod han op om natten for at gå udenfor, men da vækkeuret ringede, slukkede han det ikke. Kollegaen vågnede og fandt Thomas liggende på maven, han trak ikke vejret. Da paramedicinerne kom, blev han erklæret død. Hvorfor den kun 27-årige mand pludselig døde, kunne ingen svare på. Heller ikke da han efterfølgende blev obduceret.

På sygehuset blev Jane ført ind på en stue, og på sengen lå hendes elskede mand. Ligposen var trukket ned til knæene, og den ellers så solbrune mand lå nu stiv og ligbleg. Da hun lagde hånden på hans arm var den kold.

– Det hele var så surrealistisk, og det var som om, min krop ikke ville acceptere det – også selv om jeg nu kunne se, at han var død. På det tidspunkt forholdt jeg mig nok praktisk til det hele.

Ringede til mit arbejde og sagde, at jeg ikke kom. Ringede til banken for at få overført penge til min egen konto. Jeg tror simpelthen ikke, at min krop kunne rumme den smerte, og når jeg tænkte på, at Anna ikke skulle se sin far igen, blev jeg nødt til at lukke ned. Det var så skrækkeligt, fortæller Jane, der den efterfølgende tid blev mødt af kondolencer, trøstende ord og masser af folk, der kom over med mad og en skulder at græde ved.

Spørg mig bare

– Der var en stor opbakning i starten. Vi havde en stor vennekreds, så vi var mange, der var i sorg, men der var også andre, der var nysgerrige, fordi der gik så mange rygter om, hvad der var sket, så folk skrev til mig på Facebook og spurgte. Efterfølgende kunne de komme og spørge, hvorfor jeg ikke havde svaret dem, fortæller Jane.

Når hun gik på gaden oplevede hun flere gange, at folk kiggede ned i jorden eller undgik hende, andre prøvede at opmuntre hende.

– Når folk startede med sætningen ”… i det mindste så,” var jeg allerede i forsvar. Nogle sagde, at i det mindste, havde vi nået at få et barn. Andre sagde, at jeg i det mindste ikke var lige så ensom, som hvis jeg havde været 80 år. Men det vidste de jo intet om. Man kan jo ikke sammenligne sorg, og for mig var ensomheden og sorgen ekstremt voldsom, og det hjalp mig ikke at tænke på, at der muligvis var nogle, der havde det værre, forklarer Jane, der kunne få følelsen af, at folk blev utilpasse i hendes nærvær, fordi de var bange for at sige noget forkert eller ikke havde lyst til spørge ind til sorgen.

Tabu at være i sorg

– Min datter sagde en dag oppe i børnehave, at hendes far var død, og der var en af forældrene, der så helt mærkelig ud i hovedet og virkede som om, at hun gerne ville væk fra situationen, fortæller Jane, der ønsker, at sorgen biver mindre tabubelagt, og at folk, der er pårørende eller kender nogen, der har mistet, ikke tror, at de skal gøre dem i bedre humør.

– Der er ingen, der kan sige noget til mig, så jeg bliver mere ked af det. Jeg er ked af det hele tiden. Der er heller ingen, der kan løfte mit humør, hvis jeg er nede. Nogen kan måske spørge ind, så jeg får lov til at fortælle og kan få afløb for nogle tanker, men ingen kan fikse min sorg, siger Jane, der stadig kan have dage, hvor hun i flere timer ligger og græder, fordi savnet er så stort. Andre dage kan hun smile og grine, hvorefter hun så kan græde igen.

– Jeg har perioder, hvor jeg nærmest ikke kan sidde ned, for så kom tankerne, men når det har stået på i en periode, er det som om, at min krop bare siger stop, og så må jeg overgive mig til sorgen.

En dag ad gangen

For Jane var den ellers så planlagte fremtid nu uvis. Hun tager en dag ad gangen og har accepteret, at fremtiden ikke kan planlægges. I stedet er fokus på datteren Anna og de minder, som de nåede at få med hendes far.

– Hvis en dør smækker, tror hun stadig, at hendes far er kommet hjem. Men jeg har forklaret hende, at far er oppe ved stjernerne, og når vi besøger ham på kirkegården, omtaler vi den som fars have, fortæller Jane, der stadig håber på, at kærligheden igen kommer ind i hendes liv, men lige nu har hun det godt med, at det bare er hende og datteren.

– Vi snakker tit om Thomas, og jeg ved, at han ønskede, at vi skulle have et godt liv, selv om han ikke var her. Han var en fantastisk far og mand, og selv om livet går videre, så vil han altid være hos os.