Skæbner

Janni kunne endelig sige farvel til afdød mor

25. april 2013 af Marianne Knudsen / Foto: Morten Mejnecke
Janni Aggerholm fra Skibby var blot fire år, da hun mistede sin mor. Siden har familien aldrig ønsket at tale om moderen, fordi sorgen har gjort for ondt. Derfor betød det alverden for Janni, da hun via Ude og Hjemmes clairvoyant fik kontakt til sin afdøde mor.
Clairvoyant hjælper Janni med at sige farvel
Clairvoyant hjælper Janni med at sige farvel

Fireårige Jannie har været i bad og sidder på spisebordet svøbt i et stort blødt håndklæde. Hendes mor frotterer hende varm og tør og klipper bagefter sin datters små tånegle. Det kilder, og de griner sammen.
Det minde er det eneste, 41-årige Jannie Aggerholm fra Skibby i dag har om sin kærlige mor. For kort tid efter mistede hun hende.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hendes mor havde været syg af kræft i flere år. Hun døde blot 34 år gammel og efterlod sig sine to elskede børn og mand.

LÆS OGSÅ: Clairvoyant opklarer Lissis søns mystiske død

Talte aldrig om mor
Jannie fik aldrig taget afsked med sin mor som barn. Hun fik ikke lov til at sige farvel, da moderen lå afkræftet i sygesengen på hospitalet, og hun var heller ikke med til begravelsen. Livet fortsatte for hende og hendes otte år ældre storebror og deres far i hjemmet i Landerslev. Sorgen betød, at familien slet ikke talte om moderen.

De få gange Jannie spurgte til sin mor, kunne hun se tårerne i sin fars og brors øjne, og derfor lod den lille pige være med at spørge. Hun ønskede ikke, at de også blev kede af det. For det var hun. Hun manglede sin mor, og når det var rigtigt svært, lagde hun sig i sin seng og sagde "jeg savner min mor" igen og igen.

Minder om en engel
Savnet har fulgt Jannie lige siden. Hun har higet efter at få mere at vide om sin mor - og mest af alt higet efter at få sagt farvel. Derfor har hun ønsket at få besøg af Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves de Brito.

Clairvoyanten kender ikke til Jannies historie. Inden Pia ringer på døren, får hun oplyst Jannies navn, og at det er Jannies afdøde mor, Minna, hun skal i kontakt med. Flere oplysninger behøver hun ikke, for Jannies mor kommer hende nynnende i møde, da Pia lukker sine øjne og kalder på hende.

- Hun er utrolig smuk, din mor. Et blidt og kærlighedsfyldt menneske. Hun minder om en engel, begynder Pia.

- Men der er også en mørk side. Hun har haft mange smerter, inden hun gik bort. Hun må have været syg i et stykke tid - fire-seks år. Jeg ser, at hun svinder ind, og det gør hendes humør også. For hun har meget ondt til sidst, og det eneste, hun ønsker, er at få fred, fortæller Pia.

LÆS OGSÅ: Tina mistede lillesøster og mor på 22 timer

Ønskede at få fred
Jannie sidder stille overfor, siger ikke noget, men lader tårerne løbe. For hun ved, at det er rigtigt, hvad Pia lige har fortalt. Pia kan mærke en smerte i sin hals, ved brystet og maven, og så trykker det i hovedet. Hun konstaterer uden tøven, at Jannies mor havde kræft over det hele.

- Lad mig slippe, siger din mor. Hun kunne ikke kæmpe mere til sidst og ønskede heller ikke mere livsforlængende medicin. Selv om hun vidste, at I havde en god far, er det skamfuldt for hende, at hun måtte give slip på sine børn. Tilgiv mig, siger hun, forklarer Pia.

Jannie føler ikke, at hun skal tilgive sin mor. Hun var syg, og det var ikke hendes eget valg. Det vigtigste for Jannie er, at hendes mor har det godt, og at hun ved, at hun er savnet og elsket.

Har manglet et afskedsbrev
- I lige måde, siger din mor. Hun har altid været hos dig og set det hele. Hun var der, da du blev mor til dine tre piger, og hun var der også, da du blev skilt og havde det svært, siger Pia og fortsætter:

- Din far elskede din mor til sidste dråbe, og hun siger, at hun er dybt taknemmelig for hans kærlighed og omsorg. For det var ikke nemt til sidst. Hun skreg af smerte og skældte ud, siger Pia.

Jannie spørger, hvorfor moderen ikke skrev et brev til hende og på den måde tog afsked, og Pia svarer, at moderen slet ikke havde haft de tanker og uddyber, at det også var en anden tid. Selv har Jannie skrevet breve gemt i kommoden til sine piger, hvis der en dag skulle ske hende noget.

- Det ville have haft så stor betydning for mig, hvis jeg havde haft et brev fra hende, hvor hun havde skrevet, at hun elskede mig. Jeg ved godt, at hun elskede mig, men alligevel ville det have betydet meget for mig at kunne læse det, siger Jannie.

I stedet for fortæller moderen det nu igennem Pia. Hun siger også, at hun er stolt af Jannie og hendes bror - og de fem børnebørn.

LÆS OGSÅ: Clairvoyant formidler et særligt budskab til afdød far

Holder øje i himlen
- I har klaret jer godt. Også jeres far. Tænk, det overrasker hende ikke, at han senere giftede sig med din dagplejemor, siger Pia med et smil.

Jannie smiler også. Hendes "bonusmor" har været god for den lille familie. Hun har udfyldt rollen som mor, men altid med respekt for Jannies biologiske mor.

- En mor forlader aldrig sine børn, husk det, siger Pia og tager afsked med Jannies mor, der nynnende forsvinder igen.

Sponsoreret indhold