Jason og Patricks sorg: Hvorfor forlod du os far

– Fars hjerte er holdt op med at slå.

Jacqueline Rosenkrantz sidder foran sine to 7-årige drenge. Hendes hjerte er allerede bristet, efter hun modtog den opringning, der gjorde det klart, at hendes tvillingedrenge aldrig igen ville sidde bag på deres fars motorcykel eller lægge sig ind i hans favn. Hun ved, at hendes ord vil bringe en sorg ind i deres liv, som aldrig igen vil forsvinde.

Mens sætningerne bliver formuleret så nænsomt som muligt, kan hun se de uskyldige ansigter forandre sig.

– Jamen, skal vi ikke ringe til 112? Måske kan vi stadig nå at redde ham, spørger et forvirret ansigt.

Jacqueline ryster på hovedet, mens hun bruger alle kræfter i sin krop på at holde tårerne tilbage.

– De elskede deres far højt og tanken om, at de ikke skulle have ham ved deres side, når de voksede op, kunne jeg næsten ikke bære. Det var en blanding af sorg, vrede, fortvivlelse og en masse savn, fortæller 42-årige Jacqueline Rosenkrantz fra lejligheden i Randers.

Forholdet brast

Det var kærlighed ved første blik, da Jacqueline mødte sin kommende mand i hans motorcykelbutik. Hun var 32 år, single og barnløs. Han var 15 år ældre og havde store børn. Alligevel blomstrede kærligheden, og parret blev gift i USA. Drømmen om børn havde altid fyldt hos Jacqueline, og i 2011 gik ønsket i opfyldelse, da hun blev gravid med tvillinger.

Men sideløbende med to spædbørn, der havde kolik, begyndte stemningen i hjemmet at ændre sig. Hendes mands lange arbejdsdage sled på forholdet og manglende søvn og følelsen af at stå alene med det store ansvar gav gnidninger i forholdet.

– Vi elskede hinanden, men vi kunne bare ikke få det til at fungere. Det var en hård beslutning, men det var det bedste for os og vores børn, fortæller Jacqueline, der flyttede i lejlighed med sine drenge.

Hun fortsatte sit job som misbrugskonsulent, men samarbejdet mellem dem blev ikke bedre efter skilsmissen.

– Vi skrev og sagde en masse grimme ting til hinanden. Vi var begge frustrerede, og det blev ikke altid sagt på den pæneste måde, fortæller Jacqueline, der dog ingenting kunne mærke på ham, da de skrev nogle beskeder sammen den skæbnesvanger dag i sommer.

Mange spørgsmål

Endnu en gang gik bølgerne højt på sms, og den dag valgte Jacqueline at blokere hans nummer i frustration.

Børnene var på besøg hos Jacquelines veninde i Thisted, og hun havde en stille dag for sig selv, da en anden venindes navn tonede frem på telefonens display.

– Hun spurgte, om jeg vidste, at han var død? Jeg forstod slet ikke, hvad hun snakkede om, så jeg blev ved med at spørge hende om, hvad hun mente. Det var jo noget mærkeligt noget at sige, fortæller Jacqueline, mens hun trækker vejret dybt og gennemlever de minutter, der stadig står som det værste mareridt.

Da alvoren endelig gik op for hende, faldt hun sammen på gulvet. Spørgsmålene kørte rundt som en damptromle i hendes hovedet. Hvorfor ville han ikke leve mere? Havde deres skænderier noget med hans død at gøre? Og hvordan skulle hun fortælle det til sine drenge?

Da drengene var hjemme igen, vidste Jacqueline, at hun ikke længere kunne undgå at fortælle dem om deres far. Alligevel fik de ikke den dag hele sandheden.

– Jeg kunne ikke bære at fortælle, at han havde taget sit eget liv. Jeg frygtede, at de ville tro, at de ikke var vigtige nok, så jeg valgte i første omgang at sige, at hans hjerte var stoppet med at slå, fortæller Jacqueline, der så hvordan hendes børn brød sammen i gråd.

Tog imod hjælp

Hun anerkendte hurtigt, at hun stod foran en opgave, som hun havde svært ved at magte, og da hun blev tilbudt at flytte ind på et center, et såkaldt omsorgsophold, hvor der var hjælp til de praktiske ting, sagde hun ja.

Jason og Patrick blev holdt væk fra skolen, og en mail blev sendt ud til alle forældre, så de vidste, hvad der var sket. Men rygterne om motorcykeldirektørens selvmord spredte sig som en steppebrand i byen. Frygten for, at det skulle komme hendes børn for øre, gjorde, at hun blev rådet til at fortælle sine børn sandheden om deres fars død.

Med en dreng på hver side, førte en krisepsykolog ordet. Den ene dreng lyttede, mens den anden krøb sammen omkring sig selv.

– Jeg tror ikke, at det helt gik op for dem, hvad de fik at vide den dag. Det kom først lidt senere, og så begyndte de at reagere voldsomt på det, fortæller Jacqueline, der var vidne til, at hendes ene søn hulkende sad ude på toilettet i fosterstilling, mens han skreg, at han ville dø.

– Jeg prøvede at sige til ham i en rolig tone, at jeg ville blive ked af det, hvis han ikke var her mere, men det var så modbydeligt at se ham på den måde, fortæller Jacqueline, der især oplevede sorgen hos sine børn, når de skulle puttes om aftenen.

Savner far

– Jeg savner min far, hørte hun flere gange. Andre gange kunne et enkelt nej til en is udløse en stor frustration.

– En dag skreg min ene søn efter mig, at han ville hænge sig, mens jeg sov. Jeg var dybt rystet og ked af det, for sådan nogle tanker skulle han jo slet ikke have, fortæller Jacqueline, der selv var ramt af sorg og havde svært ved at komme ud af sengen om morgenen.

Flere bebrejdede Jacqueline for eksmandens død, og nogle dage føltes livet ikke værd at leve.

– Jeg følte, at jeg var så langt nede i et mørkt hul, at jeg ikke kunne se en vej ud. I de perioder var mine børn det eneste, der holdt mig oppe. De havde allerede mistet deres far, og de skulle ikke også miste deres mor, fortæller Jacqueline.

Hun er begyndt at acceptere, at alle de ubesvarede spørgsmål aldrig får et svar. Men hun fik et indblik i sin eksmand tanker, da hun et stykke tid efter hans selvmord modtog hans selvmordsbrev.

– Han havde skrevet det i punktform, og det gav mest indtryk af, at han ikke syntes, at han slog til som menneske og far. Jeg var ikke nævnt i brevet, men det er så trist, at han mente, at selvmord var den eneste udvej, fortæller Jacqueline, der her et halvt år efter den skæbnesvangre dag prøver at bruge sin energi på at få hverdagen til at fungere igen.

Sorg, savn og vrede

Børnene er kommet ind i en god rytme i skolen, og selv om savnet er til stede hver dag, kan Jacqueline også se, at tvillingerne stadig kan grine, lege og skændes med hinanden.

– Når de ser en motorcykel, konstaterer de, at ”det er ligesom far”, og herhjemme har vi også motorcykelhjelme stående på en hylde til minde om ham. De er endnu ikke klar til at se billeder af ham, men det kommer nok en dag, fortæller Jacqueline, der selv har fundet trøst i at høre andre fortælle om deres tanker og følelser efter de har mistet til selvmord.

– Jeg har så mange gange følt, at jeg var ved at blive skør, fordi jeg både bebrejdede mig selv, drømte om ham om natten og var rasende på ham, fordi han havde forladt sine børn. Sorg, savn og vrede kørte rundt i kroppen på mig, og gør det i perioder stadigvæk, men jeg fundet ud af, at det er helt normalt, selv om det gør forfærdeligt ondt.

På kirkegården, tæt på familiens bopæl, er Jason og Patricks far lagt til hvile. Med røde roser i hånden træder de ind på det knirkende grus. Blomsterne bliver sirligt placeret i de små stålvaser, og de høje barnestemmer forstummer, da øjnene hviler på deres fars grav.

– Kan vi ikke grave far op, spørger Patrick sin mor.

– Nej, de kan vi ikke, siger hun med en stille stemme.