Jeanettes svære tid: Jeg savner hans kys

I maj mistede Jeanette Søndergaard Jakobsen sin mand, Martin, og hendes tre børn deres far. Som 13-årig mistede Jeanette sin mor, og i dag bruger hun sine erfaringer fra dengang til at hjælpe sine tre børn gennem sorgen og savnet.

Jeanette parkerede bilen på en gul rapsmark. Hun og hendes to ældste børn, Mille-Caroline og Mikkel-Emil, var på vej hjem til Viborg efter at have besøgt deres far, Martin, på hospicet i Skive. Jeanette åbnede bagagerummet, så hun og børnene kunne spise med udsigten til de gule marker og den blå himmel. Jeanette tog en dyb indånding. Ordene havde hun vendt igen og igen for at få dem helt rigtige, for hvordan fortæller man to børn på fem og syv år, at deres far skal dø?

Læs også: Alenemor har kræft: Jeg frygter at dø fra min datter

Stjernestunder med far

– Jeg sagde, at lægerne ikke kunne gøre mere for deres far, og at han snart ville dø. Derfor var det vigtigt, at vi blev ved med at have en masse stjernestunder sammen med far. Jeg sagde også, at jeg var stolt af, hvor gode de var til at vise ham, hvor højt de elskede ham, fortæller Jeanette Søndergaard Jakobsen, der er 38 år og bor i Houlkær ved Viborg.

Angst og magtesløshed

Lørdag den 30. maj –14 dage efter samtalen på rapsmarken – døde Martin af kræft. Han blev kun 33 år og efterlod sig ud over Mille-Caroline og Mikkel-Emil også Nynne-My på blot to år.

– Martin havde været syg længe, og kræften havde lagt en skygge over vores liv. Det var en tid fuld af angst og magtesløshed, der kun handlede om overlevelse, så jeg følte, at jeg allerede havde mistet min ægtemand. I den sidste tid nåede vi at finde tilbage til essensen af vores kærlighed, og vi fik sagt alt det, der skulle siges. Jeg hviskede til sidst, at nu måtte han godt putte sig, for jeg skulle nok passe godt på vores børn. Jeg er sikker på, at han hørte mig, selv om han ikke var ved bevidsthed, for samme nat døde han.

Jeanettes øjne bliver våde, da tankerne bliver sendt tilbage til den dag, hvor hun sagde farvel til sin mand, men det meste af tiden er hun fattet, for hun står midt i den kæmpe opgave, der er at sørge for, at hendes tre børn kommer ordentligt gennem sorgen og videre i livet, og den opgave kan hun ikke løfte, hvis hun lader sorgen overmande sig.

Læs også: Sådan undgår du kræft

Mistet mor og far

– Det er ikke en valgmulighed, at jeg lægger mig i fosterstilling i min seng, og sådan er jeg heller ikke indrettet. Min mission har hele tiden været at få børnene gennem sygdom, død og sorg på bedste vis, og jeg har fundet min styrke i dem. Har de en god dag, så har jeg også en god dag. Gør jeg noget godt for dem, gør jeg det også for mig selv.

Sorgen er ikke en ukendt gæst i Jeanettes liv. Hun mistede sin mor på grund af kræft i 1985, da hun blot var 13 år, og hun mistede uventet sin far i 2014.

– Min sorg dengang er min styrke i dag, for jeg ved, hvordan det er at miste en forælder i en tidlig alder. Når det ikke kunne være anderledes, vælger jeg at betragte det som en gave, pakket ind i noget grimt papir, for jeg ved, at man kan komme gennem en stor sorg. Min mor sagde, at det, der ikke slår en ihjel, gør en stærkere, og det mærker jeg nu, konstaterer Jeanette.

Åben og ærlig

Hun husker, hvordan de voksne ikke fortalte hende sandheden om hendes mors sygdomsforløb for at skåne hende, men det havde den modsatte effekt.

– Min mors sygdomsforløb var bag lukkede døre, og alle sagde til mig, at det nok skulle gå, men da min mor døde, fik jeg følelsen af, at de voksne ikke var til at regne med. Derfor tog jeg tidligt en beslutning om at være åben og ærlig om Martins sygdomsforløb. Jeg har gjort meget ud af at inkludere børnene og forklare dem tingene i børnehøjde uden at overinformere dem, og de har kunnet spørge mig om alt og fået svar, siger Jeanette.

Læs også: Mor til fire vil ikke behandles for kræft: Diæt skal redde mig

Rask far i tre dage

Jeanette og Martin mødte hinanden på en datingside tilbage i 2010, og halvandet år senere blev de gift på Aalborg Rådhus. Jeanette var gravid med Mille-Caroline, og Martin, der var teknisk officer i Flyvevåbnet, stod foran en udstationering til Afghanistan. Det var i Afghanistan, at Martin opdagede det modermærke, som viste sig at være kræft, og da Mille-Caroline meldte sin ankomst to måneder før tid, måtte han haste hjem til en fødsel – og desværre også en kræftdiagnose, der blev stillet tre dage efter, han var blevet far.

– Det var en ekstremt kontrastfyldt og følelsesladet tid. Vi var ovenud lykkelige for vores lille stærke pige, samtidig med at vi var ekstremt bange for, hvad der skulle ske med Martin. Jeg havde tidligere set kræften fra den værste side, og jeg var bange for, at Martin skulle dø, husker Jeanette, der var indlagt på neonatal-afdelingen med sin lille datter.

Ville leve livet

Martin var gennem seks operationer og et behandlingsforløb, før sygdommen slap sit tag, men angsten for, at kræften ville vende tilbage, forsvandt aldrig helt.

– Vi traf et valg om, at vores liv ikke skulle handle om at undgå lidelse. Vi ville leve vores liv og få det bedste ud af dagene, og vi troede på, at vi havde en fremtid sammen, siger hun.

Læs også: Kræft i alt sin grusomhed

I protest

I november 2018 vendte kræften tilbage. Kort før jul samlede Martin og Jeanette deres børn ved køkkenbordet, og over julebagningen fortalte de, at kræften desværre var vendt tilbage.

– Mikkel-Emil spurgte, om far kunne dø, og vi svarede, at det kunne han, men han kæmpede alt det, han kunne, for at kunne blive hos os. Fem minutter efter lavede han igen julekager. Børn sviger ud og ind af følelser, og de har fået lov at være sure, vrede, glade og kede af det, siger Jeanette.

I Martins dødsannonce står der, at ”det var i protest”, at han forlod denne verden, for Martin håbede og kæmpede til det sidste.

– Vi bevarede håbet sammen, og Martin blev ved med at tro på, at han skulle se børnene blive store. Jeg kæmpede sammen med ham, men i mit stille sind havde jeg hørt, hvad lægerne havde sagt, siger Jeanette.

Martin lever videre 

Nu forsøger hun sammen med børnene at finde en ny vej frem, men der går ikke en dag, uden at de taler om far. Når de ser en helikopter flyve hen over himlen, når der er brun sovs, som Martin elskede, på menuen, bliver der også dækket op til far, og de har mange samtaler om, hvordan far har det oppe i himlen.

– Martin skal leve videre i os og med os. Det er helt forfærdeligt, at vi har mistet ham, og jeg finder aldrig en mening med det, men måske kan vi finde en mening i det, siger Jeanette og tilføjer: – Sorgen har lært os, hvad der er vigtigst i livet, og lige nu er det vigtigste, at jeg investerer min tid i børnene.

Læs også: Fik fjernet bryster og æggestokke: Jeg ville ikke leve med frygten