Jeg blev Amandas reservebedstemor. Hittebarnet - del 4

Jeg blev så berørt af Amandas historie, at jeg tog til Kiev og besøgte hende på børnehjemmet. Og jeg lovede hende at jeg ville gøre alt for at finde et nyt, kærligt hjem til hende.

”Jeg savner mor og far og min lillebror. Kan vi ikke ringe og høre, om jeg snart skal hjem”? Spørgsmålet fra den otte-årige pige skærer i hjertet. Det er over et år siden, Amanda sidst legede med sin lillebror og sin bedste ven Robert i Danmark. Og jeg ved, at hun aldrig kommer ”hjem” igen. For hendes adoptivforældre ville ikke have hende alligevel.

Mit navn er Eka Edelman, jeg er født i Ukraine og bor i Danmark. Jeg husker stadig den dag, da jeg læste artiklen om Amanda i avisen. Der stod: ”Et ægtepar adopterede Amanda, da hun var et år, fra et ukrainsk børnehjem, fordi de ikke kunne få børn. Men fem år senere fik de alligevel en biologisk søn. Derefter ville de ikke længere have Amanda og returnerede hende til børnehjemmet i Kiev.”

Jeg blev så berørt af historien, at jeg købte dukker og nyt tøj til Amanda, og så tog jeg afsted til Ukraine. Alting i Kiev var, som jeg huskede det fra min barndom. Lydene. Lugtene. Men børnehjemmet var en trist nedslidt bygning med tremmer for vinduerne. Som et fængsel.

Jeg blev først afvist af forstanderen. Hun forklarede, at de havde haft besøg af både dansk og ukrainsk presse, og at det havde givet en masse bøvl. Jeg var flov over, at jeg ikke engang havde tænkt på at ringe i forvejen. Jeg forklarede, at jeg ikke var journalist, og at jeg var rejst langt for at møde Amanda. Jeg lovede ikke at sige det til nogen, og da hun så mine gaver, lukkede hun mig ind til sidst.

Der var 35 børn på hjemmet. Amanda boede på et værelse med seks piger i køjesenge på ca. 25 kvadratmeter. Forstanderen fortalte mig, at alle børnene kom fra socialt belastede familier, typisk med alkoholiserede forældre. Børnene bar alle rundt på sorg og frustration og havde brug for trygge rammer, derfor ville de ikke have fremmede rendende i tide og utide.

Amanda var først lidt genert. Hun spurgte, om jeg kendte hendes forældre. Vi talte om dem og hendes lillebror. Hun fortalte, at hun plejede at synge for ham, når han græd. Efter at hun havde åbnet op over for mig, blev hun eftertænksom. ”Er du kommet for at hente mig?” spurgte hun så. Hvad skulle jeg svare? Jeg ville ikke skuffe hende, men omvendt vidste jeg, at jeg ikke kunne lyve. Hun havde været igennem så meget, så jeg svarede ”Nej”.

I børnenes hierarki på børnehjemmet rangerede Amanda nederst: Ikke blot var hun den mindste pige på hjemmet, hun var ekstra værdiløs, fordi ikke engang hendes forældre elskede hende. De besøgte hende aldrig, ringede aldrig, skrev aldrig. Selv om de andre børn kom fra belastede hjem, elskede deres forældre dem trods alt. Amanda var totalt uønsket, og det havde de andre børn luret så inden første dag på børnehjemmet var ovre, havde de taget alle hendes ting og hendes sovebamse fra hende og ødelagt den.

Jeg kendte godt til jungleloven på et børnehjem, og jeg forsvarede Amanda mod de små gribbe. Jeg overtalte forstanderen til, at vi kunne forlade børnehjemmets matrikel og se Kiev sammen. Amanda lyste op, da hun kom udenfor. Hun fik sit nye tøj på, som jeg havde købt til hende. Vi spiste is sammen, og hun virkede glad. Hun var overhovedet ikke umulig, sådan som hendes forældre havde udtalt til avisen – hun var både sød og intelligent. Før jeg tog af sted, lovede jeg at finde en ny familie til hende. Amanda stod i vinduet og vinkede farvel til mig fra sit værelse på børnehjemmet. Hun smilte, og et håb var tændt.

Jeg græd hele vejen hjem med flyet. Jeg var 63 år og for gammel til selv at adoptere Amanda. Men jeg lovede mig selv at kæmpe for, at hun kunne få et godt liv med nye, kærlige forældre.

Se også: Vi slog hånden af Amandas adoptivforældre