Skæbner

Jeg blev bange for at gå ud

17. marts 2018 af Nina Sommer, foto: Alex Tran
En våd aften i byen, endte Sofie med at have sex med sin bedste ven. Senere fandt hun ud af, at han havde filmet akten og delt det på facebook. Det blev starten på en angstfyldt hverdag med tilråb, men også en kamp for retfærdighed.

Musikken dunker fra højtalerne, og alkoholen breder sig som en behagelig varme gennem kroppen. Sofie er omgivet af sine veninder, og de er parate til at erobre Odenses natteliv. Mens de hænger ud i baren, får hun øje på en mandlig bekendt. Han går direkte hen mod hende og lægger hovedet hen til hendes øre, hvor han imiterer sexlyde. Forundret kigger hun på ham, da ordene kommer ud af hans mund.

– Har du da ikke set videoen? Alle har da set den video, siger han. mens han smiler.

– Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Skulle jeg trække på skuldrene og slå det hen, eller skulle jeg være forarget. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad det ville betyde for mig, fortæller 20-årige Sofie Slangerup fra Odense.

Høj musik i nattelivet og stræbsomme timer i gymnasiet prægede Sofies fritid. Hun havde ofte et stort smil på læben, og drømmen om at læse jura gjorde, at hun lagde mange kræfter i skolearbejdet. Hun kunne skimte afslutningen på 2. g den sommer, da hun sammen med en gruppe venner tog i byen i Odense.

Læs også: Jeg blev mobbet og svigtet

Flirten

I løbet af året, der var gået, havde hun fået en god ven. De havde delt en masse grin, og da Sofie blev single, begyndte de at flirte, og den aften i byen havde de sex. De festede efterfølgende videre i byen, og Sofie opfattede ikke, at der skulle være noget galt.

– Vi skrev sammen dagen efter, og jeg kunne ikke mærke noget på ham. Alt var, som det plejede, fortæller Sofie, der de følgende dage fornemmede, at hendes ven begyndte at trække sig. Han sagde til Sofie, at det havde været en dårlig oplevelse, men hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad han havde gjort.

Men da hun den aften første gang fik at vide af en bekendt, at der florerede en video med hende, konfronterede hun sin ven.

Han benægtede hårdnakket, at han uden hendes samtykke skulle have optaget en video af hende, men som tiden gik, var hun udsat for gentagne ubehagelige episoder.

Grimme oplevelser

Når hun var i byen, oplevede hun, at drenge fra skolen kom hen og tog hende på låret.

”Du er fræk, når du stønner”, var der en anden, der sagde, og Sofie begyndte at forstå, at den video var en realitet.

Sofie valgte at give sin ven et ultimatum. Enten indrømmede han, eller også ville hun gå til skolens rektor. Det fik ham til at gå til bekendelse.

Med tårerne løbende ned ad kinderne hørte hun på hans undskyldning. Hvorfor han havde gjort det, kunne han ikke svare på, men da han tog Sofies hånd, mærkede hun savnet af sin ven.

– Jeg tilgav ham den aften. Jeg tror ikke, at han vidste hvor store konsekvenser det ville have for mig, men selv om jeg ikke ville ham noget ondt, havde jeg svært ved at lade det ligge. Jeg havde oplevet at blive taget på låret, grint af og hånet, og det var bare ikke i orden, fortæller Sofie, der i flere måneder overvejede, om hun skulle melde sin ven til politiet.

– Jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ødelagde jeg alle chancer for, at vi kunne blive venner igen. Jeg ville blive udstødt af den vennegruppe, som jeg gik i byen med, men jeg kunne også mærke, at min egen værdighed trods alt betød mere, siger Sofie, der valgte at melde episoden til politiet.

Videoen

Hun fandt efterfølgende ud af, at han havde delt videoen i en Facebookgruppe, men selv om hun bad venner og bekendte om at sende den til hende, turde de ikke.

– Det var, som om det var en slags kampzone, hvor folk valgte side. Folk, jeg ellers kendte godt, begyndte at undgå mig, og jeg fik flere gange at vide, at jeg ikke skulle hilse på dem, når andre var til stede. Det gjorde mig så frustreret og ked af det.

Sofie ventede på, at politiet ville gøre noget med hendes anmeldelse, og da hun efter to måneder ikke havde hørt noget, tog hun igen kontakt, men fik at vide, at der ikke var resourser til det i øjeblikket.

Modløsheden omsluttede hende, men da hun en dag var til foredrag på gymnasiet med Emma Holten, der selv har været udsat for hævnporno, ramte hendes historie hende som en mavepuster. Flere gange under foredraget måtte hun gå ud, fordi hun ikke kunne kontrollere sine tårer.

Læs mere: Kærligheden reddede mit liv

Mobning og trusler

– Det var, som om hun beskrev mine følelser, og jeg blev meget inspireret af hendes kampgejst, så da foredraget var færdigt, gik jeg op til hende og spurgte, hvad hun synes, at jeg skulle gøre.

Sofie fik navnet på en advokat, som hun valgte at tage kontakt til. Sammen blev de enige om et civilt søgsmål og endte med at kræve 150.000 kroner i erstatning.

– Det nemmeste havde nok været at lade det ligge, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de andre piger og drenge, der blev udsat for sådan noget, og jeg følte, at der var nogen, der måtte lave et statement, siger Sofie, der efter søgsmålet oplevede, hvordan hendes liv forandrede sig.

Når hun gik i gangen på gymnasiet, var hun ude for, at hans venner tog billeder af hende, og da hun en aften var i byen med veninderne, gik det for første gang op for hende, hvor meget hendes søgsmål provokerede andre. Hun mærkede først skubbet, og da hun kiggede op, stod tre af hans venner foran hende, og med et fast greb om hendes arme løftede de hende op.

– De sagde, at jeg skulle opføre mig ordentligt, ellers ville de komme efter mig. Det gjorde mig virkelig bange, fortæller Sofie, der fra at være den udadvendte pige, der festede og gik op i sine karakterer, blev indadvendt og havde svært ved at komme i skole.

Hende fra videoen

Når hendes hoved var ved at eksplodere af negative tanker, brugte hun lange gåture som et frirum.

– Jeg havde aldrig troet, at det ville blive så voldsomt psykisk. Jeg vidste ikke, hvem jeg kunne stole på, og det var så hårdt, at folk trak sig fra mig. Jeg forstod det ikke, for jeg havde jo ikke gjort noget galt. Til sidst følte jeg ikke længere, at jeg var den glade Sofie. Jeg var blevet reduceret til hende fra videoen.

For Sofie blev det så slemt, at hun til sidst blev bange for at bevæge sig udenfor. Tårerne trillede konstant ned ad hendes kinder, og hun begyndte at blive bange for at skade sig selv.

– Jeg følte, at mit liv smuldrede, og fremtiden virkede bare sort. Jeg havde tidligere haft det svært, men jeg følte, at jeg var kommet ovenpå og kunne se lyst på fremtiden. Så det var, som om det hele blev taget fra mig igen, og jeg var tilbage, hvor jeg begyndte, fortæller Sofie, der i 3. g holdt sig meget for sig selv. Hun undgik fællesarealerne på skolen, og da tiden endelig kom til, at hun skulle have placeret studenterhuen på hovedet, var det med en blandet fornemmelse.

– Jeg burde være glad, men det var jeg ikke. Jeg havde ikke lyst til at tage ud og feste, så når de andre drak sig fulde og fejrede det, tog jeg hjem.

Afslutningen

Et halvt år efter, at Sofie anlagde det civile søgsmål, blev hun tilkendt en historisk stor erstatning på 100.000 kroner.

For Sofie handlede det aldrig om pengene, men om den retfærdighed, som pengene repræsenterede. Hun ville vise, at man ikke skal negligere den krænkelse, det er at blive filmet og delt på sociale medier uden accept, og at det i sidste ende har en konsekvens.

– Jeg har nogle gange tænkt på, om det var det hele værd. Men selv om det har været hårdere, end jeg har regnet med, fortryder jeg ikke noget. Det er et vigtigt budskab, og jeg håber, at andre, der oplever det samme som mig, tager det seriøst og siger det højt. Man kan hurtigt føle, at det er ens egen skyld, men det er aldrig din skyld. Har du ikke indvilliget i at få delt video eller billeder af dig selv, er det strafbart, forklarer Sofie, der i dag holder foredrag om sine oplevelser og arbejder i en børnehave.

Sponsoreret indhold