Jeg blev forladt som lille

Min far forlod mig som helt lille og jeg har altid haft svært ved at forsone mig med det. En dag tog jeg mod til mig, og ringede til ham...

Jeg blev født med en såkaldt vandsvulst i hjernen, og det betød, at der blev lagt et stort pres på mine forældre. De havde det i forvejen hårdt med to blebørn, men det hele blev selvfølgelig værre, fordi der var noget i vejen med mig.

Jeg var endnu ikke fyldt 1 år, da jeg første gang måtte igennem en stor operation i hjernen. Det kan jeg selvfølgelig ikke huske noget om, men jeg ved, at min unge far desværre slet ikke var i stand til at leve op til sit ansvar som forælder. Han søgte tilflugt i flasken og var hverken fysisk eller mentalt til stede, når mor syntes, at det hele så allermest sort ud og havde brug for støtte. Jeg tror han brugte drikkeriet som en flugt fra alt det, der var svært.

Da jeg endelig blev udskrevet som næsten rask og fik lov til at komme hjem, var mine forældres ægteskab røget ud i en dyb krise, som endte i en bitter skilsmisse. Som jeg har fået det fortalt, var der vold indblandet, og min storebror, Jakob blev meget bange for vores far. Min mor mødte en ny mand, der hed Keld, og vi voksede op sammen med ham. Mor og Keld fik sammen en lille pige, Malene, som jeg elskede lige så højt som min bror Jakob. Senere adopterede Keld os to søskende af praktiske årsager, så vi kunne arve på lige fod med Malene.

Jeg skilte mig dog ud fra mine andre søskende. Jakob og Malene var nogle rolige og velopdragne børn, mens jeg var mere vild og rodløs. Som voksen er jeg blevet klar over, at det var fordi jeg led forfærdeligt under savnet af min biologiske far.

Årene gik, jeg blev voksen og fik to vidunderlige børn. Først da jeg selv blev mor, indså jeg for alvor, at børn er den største gave af alle, og tankerne om min biologiske far blev mere og mere påtrængende.

Jeg besluttede, at jeg ville forsøge at kontakte ham, og jeg fandt forholdsvis nemt hans telefonnummer. Han har nemlig et specielt mellemnavn, og det viste sig, at han nu boede i den anden ende af landet.

 Jeg ringede op og fik fremstammet et: ”Hej far, det er Mette,”. Mere nåede jeg ikke at sige, for min far gav sig til at hulke højt og så lagde han på. Jeg følte mig sønderknust over hans reaktion og jeg ringede aldrig til ham igen.

På nettet fandt jeg ud af, hvad han lavede, og hvor han arbejdede, for hans arbejdsplads havde en hjemmeside med fotos og navn på medarbejderne.

Jeg troede, at der stadig var masser af tid til at arrangere et eventuelt gensyn med far, men jeg tog fejl. En forårslørdag i 2014 ringede mor til mig og fortalte, at min far var fundet død i sin lejlighed, blot 62 år gammel. Han havde vist ligget død et par dage.

Nyheden om fars død slog mig helt ud. Jeg var sønderknust over, at han tilsyneladende var død i ensomhed, og jeg var så ked af, at jeg havde ventet for længe med at opsøge ham igen. Det lykkedes mig efter en del opkald at få fat i den bedemand, der skulle stå for begravelsen. Jeg fik at vide, at både min farmor og farfar var døde, og at ingen af min fars søskende havde midler til at betale for begravelsen, ligesom der heller ikke var penge til det i boet. Derfor var det kommunen, der skulle stå for begravelsen, og jeg kunne ikke bestemme noget som helst.

Jeg bestemte mig for, at det her var min sidste chance i forhold til min far. Jeg kontaktede præsten, og han gav mig lov til at vælge salmerne, og jeg fortalte ham den smule om far, som jeg vidste. Under hele højtideligheden løb mine tårer ned ad kinderne, ikke mindst da præsten genfortalte det, jeg selv havde oplyst om mit forhold til far som helt lille. Men, som præsten sagde, magtede han desværre ikke at tage ansvaret for sin familie.

Min faster spurgte, om jeg ville med hen til det værtshus, hvor min far var kommet meget, og det ville jeg gerne. Jeg benyttede mig af lejligheden til at stille en masse spørgsmål, for det var vigtigt for mig at få noget mere at vide om ham. Det viste sig, at der faktisk aldrig rigtig havde været en kvinde i fars liv siden min mor, og jeg havde heller ingen halvsøskende. Der var flere i selskabet, som slet ikke vidste besked om hverken min eller Jakobs eksistens.      

Bagefter sendte min faster mig fotos af min far som dreng og fra den sidste tid før hans død. På billederne kunne jeg tydeligt genkende træk fra mig selv, og på en eller anden måde trøstede det mig, for det føltes som et bevis på, at jeg var en del af ham og altid havde været det.

Få uger efter begravelsen havde jeg en mærkelig oplevelse. En af mine Facebookvenner delte en video fra Youtube med to mænd. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, men den ene af de to mænd var min far. Han så glad ud, og det blev jeg også. Hver gang jeg ser på klippet, føles det som en hilsen fra ham fra det hinsides.

Se også: Jeg stjal fra mine venner