Jeg blev mobbet med mine tics

Det gik så vidt, at Eleonore sad med et barberblad trykket mod sit håndled. Særligt teenageårene var svære for den unge pige med Tourettes syndrom.

– Men jeg vendte aldrig barberbladet og skar. Og det er jeg taknemmelig for i dag, siger svenske Eleonore Wilhelmsson, 39.

Læs også: Gittes søn døde og vennerne forsvandt

Når hun kigger ud ad vinduet fra sin lejlighed, får hun et smertefuldt udtryk i øjnene. Lige over for hendes hjem ligger skolen, hvor hun gik som barn. Det var dér, hun første gang oplevede at blive behandlet anderledes, fordi hun ikke er som andre.

– De andre børn stillede sig over for mig og efterlignede mig og kaldte mig en masse dumme ting, fortæller Eleonore.

Det er dog især en episode, da hun var syv-otte år, som har sat sig fast i hendes hukommelse, og som stadig gør ondt at tænke tilbage på i dag.

– En af mine klassekammerater havde fødselsdag og inviterede alle fra klassen hjem til fest – bortset fra mig. Min mor opdagede det og blev stiktosset. Hun ringede til drengens forældre og spurgte, hvorfor de gjorde det imod mig.

Udviklede social fobi

Eleonore blev derefter også inviteret til festen, men det var ingen succes.

– Alle stirrede bare på mig, da jeg kom, og jeg følte, at de ikke ville have mig der.

Da symptomerne på hendes Tourettes syndrom tog til, blev det endnu værre. Hun udviklede social fobi, og i en periode turde hun knap nok gå uden for døren.

– Jeg ventede, til det blev mørkt, så der ikke var så mange mennesker.

Eleonore har en teori om, hvorfor hun begyndte at udvikle symptomerne, da hun var i syvårsalderen. Hun ønsker dog ikke at gå i detaljer af hensyn til andre.

– Man kan sige, at jeg havde en hård barndom. Da jeg var seks år, blev jeg udsat for seksuel chikane af en mand uden for familien, og det gjorde næppe tingene bedre.

Læs også: Stine har tourette: Op i røven så kører det

Fik tvangstanker

I Eleonores tilfælde startede det med blinkende øjne og trækken i ansigtsmusklerne. Siden begyndte hun at hoste gentagne gange, og det gjorde, at hun ufrivilligt tiltrak sig opmærksomhed i klasseværelset.

– Der kom en masse støj fra mig, siger Eleonore, som også udviklede tics i arme, ben og især nakke. Og i lighed med andre, der er ramt af Tourettes syndrom, følte hun pludselig en stor trang til at gentage ord.

– Lige nu er det ordet ”nøjagtigt”. Jeg plejer at sige ”woohoo”, og så efterligner jeg andre lyde og bander alt for meget. Jeg kan ikke stoppe. Derudover nynner jeg hele tiden. Selv når jeg spiser, hvilket mange synes er sjovt.

Læs også: Mette med OCD: Jeg lå på mit køkkengulv i tre år

Foruden Tourettes syndrom lider Eleonore også af angst. Det har hun gjort, siden den dag hun ikke blev inviteret med til børnefødselsdagen. Siden fik hun også tvangstanker.

– Tvangstankerne kan udmønte sig i, at jeg skal trykke på fjernbetjeningen i en særlig rækkefølge, eller at jeg skal skylle kaffekanden tre gange. Ulige tal som tre, fem eller syv er vigtige for mig.

Da Eleonore var yngre, kunne tvangstankerne komme til udtryk ved, at hun måtte gøre et lille hop for hvert femte skridt, hun tog, eller at hun var nødt til at gå på fliserne på gaden i en særlig rækkefølge. Noget, som hendes jævnaldrende lagde mærke til og drillede hende med.

– Nu er det mest, at jeg skal puste på fingrene. Jeg trykker også på et bestemt punkt på underarmene og slår mig på lårene med knytnæve. Sidstnævnte sker normalt, når jeg kører bil og bliver stresset.

Mobning blev værre

Eleonore fik diagnosen Tourettes syndrom med OCD (tvangstanker og -handlinger), da hun var 14 år. Hun fortalte det i skolen i håbet om, at hendes klassekammerater ville forstå. Det gik lige modsat.

– Jeg blev mobbet endnu mere. Da jeg begyndte i gymnasiet, blev jeg jagtet flere hundrede meter af tre ældre piger, som efterabede mig og sagde dumme ting. Det var sidste gang, jeg gik i skole.

Helt ensom var Eleonore ikke. Hun havde nogle venner, som hun følte sig tryg ved. Det var hos en af dem, hun tilbragte dagene i stedet for at være i skole.

– Jeg ville ikke sige noget derhjemme, for jeg var bange for, at det skulle blive værre, hvis min mor kontaktede lærerne. Så jeg tog bare af sted hver morgen og lod, som om jeg skulle i skole.

Kæmpede med selvmordstanker

Til sidst gik den ikke længere. Eleonore blev sygemeldt og fik derefter hjælp til at finde en karrierevej, som ville passe bedre til hendes sociale fobi. Hun begyndte på en konditoruddannelse.

– Men også der blev jeg mobbet, og jeg droppede ud efter bare et par måneder.

Det var under den periode, at Eleonore kæmpede med selvmordstanker.

– Jeg overvejede at tage mit liv, men jeg gennemførte aldrig et selvmordsforsøg.

Eleonores redning blev en studievejleder, som tog hende med på en højskole for elever med funktionsnedsættelser. Hun trivedes så godt, at hun blev der i syv år.

Læs også: Tina fotograferer sit liv som psykisk sårbar

Ikke alene mere

– Jeg følte mig ikke alene mere. De første fire år på højskolen studerede jeg, og siden arbejdede jeg i køkkenet. Jeg fik stor hjælp af lærerne og rektoren, og det er takket være dem, at jeg har det så godt, som jeg har det i dag.

Efter højskolen begyndte Eleonore, som så mange andre i hjembyen Bua, at arbejde på områdets store atomkraftværk. Hun fik et job som sikkerhedsvagt – og trivedes med det.

– Det var som et rollespil. Når jeg tog uniformen på, var jeg ikke hende med tic­ene mere, men en person, som andre havde respekt for.

De lange vagter sled dog på hendes krop, og derfor blev hun ikke alt for ked af det, da hun efter 10 års ansættelse blev afskediget i forbindelse med en omorganisering.

– Det var faktisk det bedste, der kunne ske, for det betød, at jeg kunne begynde at studere igen, siger Eleonore, som er i gang med at uddanne sig til laborant.

– Nu har jeg fået mulighed for at studere naturvidenskab, som jeg havde lyst til, allerede da jeg startede i gymnasiet. Men dengang turde jeg ikke. Jeg troede, at jeg var lige så værdiløs, som folk sagde, at jeg var.

Accepterer sig selv

Der er nu gået to år, hvor Eleonore ikke har taget anden medicin end antidepressive piller.

– Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg forsøger ikke at skjule mine tics længere. Jeg har bestemt mig for at acceptere mig selv, som jeg er, og ikke lade andres meninger styre mit liv. Jeg har lært at leve med mine tics og tvangstanker og lader mig ikke længere gå på, når folk kigger, siger Eleonore, som endda kan se det sjove i sine tics nu.

– Engang begyndte en mand at blinke tilbage til mig på en pub. Han troede, at jeg flirtede med ham, griner hun.

Læs også: Min mor anmeldte mig

Eleonora lider stadig af angst, men hun har lært at håndtere følelserne bedre. Tidligere forsøgte hun at shoppe sig ud af de mørke perioder og var vel i en periode dét, man kan betegne som en shopaholic.

– Det føltes godt, indtil regningerne skulle betales. Men jeg har fået styr på det nu.

De gamle venner har hun stadig, og sammen med hendes mor, søskende og de tre katte, Morris, Saga og Idun, udgør de hendes trygge base.

– Kattene er min familie, smiler Eleonore og klapper Idun – den seneste tilføjelse til flokken, som endnu ikke er blevet helt accepteret af Saga.

Eleonore ved præcis, hvordan det føles. Men hun ved også, at det hele nok skal gå, så længe man bare accepterer sig selv.

Læs også: Anne Vibeke fik sklerose som 32-årig