Jeg blev mor som 15-årig

Sasja fik et chok, da hun erfarede, at hun var blevet gravid som 14-årig. Og lige siden er der blevet holdt øje med den unge mor. Mikkel skal ikke sige meget forkert i børnehaven, før hans mor bliver indkaldt til samtale.

Sasja smiler ved synet af sin lille søn, der slægter hende på i højden. Mikkel er allerede den højeste i børnehaven. Ved fødslen var han ellers bare 49 cm og to liter mælk let, da han kom til verden ved planlagt kejsersnit 14 dage før termin på Rigshospitalet med mormor, Trine, på sidelinjen.

For Sasja, der dengang bare var 15 år, blev fødslen starten på en rejse, hvor hun fra første færd blev mødt af et velmenende system, der skulle sikre, at hun kunne tage vare på sin baby. Men lå det lidt i systemets psykologi, at hun på forhånd var dømt som taber? At en ung pige, der må gå ud af 7. klasse, ikke kan klare at tage vare på sig selv og sin baby?

I hvert fald blev der rullet et arsenal af våben ud, som konstant har lagt pres på Sasja, hvor hun og Mikkel igen og igen har været overvåget. Hvor hver mindste kommentar i forholdet mellem mor og søn er blevet vendt, drejet, tolket, indrapporteret. Hvor leg og øjenkontakt blev registreret. Hvor hun har måttet finde sig i at blive anbragt på opholdssteder, i familiehuse og i plejefamilier.

Syv måneder henne

Læg dertil, at bysladder i et lille samfund hurtigt kan finde vej til kommunen. For sad skorstensfejerens Sasja ikke dér på bænken og røg ved siden af barnevognen! Og var det ikke hash!

– Vi har været meget igennem, Mikkel og jeg, og det har været et hæsligt pres. Et af opholdsstederne stak jeg simpelt hen af fra og tog hjem til mine forældre med Mikkel. Nu er jeg heldigvis stærk nok til at sige fra. Jeg VED, at jeg er en god mor. Det er mig, som ved, hvad der er godt for Mikkel, siger Sasja, tændt, så gnisterne ses i hendes lyseblå blik.

At Sasja som 21-årig skulle være mor til en 5-årig og i lære som skorstensfejer lå ikke i kortene, da hun nykonfirmeret blev ramt af sin første forelskelse i en jævnaldrende. Hun hviskede og hvinede om det til sin mest fortrolige, sin et år yngre ærtehalmsøster Michelle, de to delte værelse, og de delte alle hemmeligheder. Men pludselig skulle deres forhold ændre sig, fordi skæbnen bød sig til med kys og kram. Allerførste fumlende gang skete det, som skulle forvandle de to teenagesøstres fælles ungdomsliv, og flytte dem fra hinanden fysisk og mentalt.

Læs også: Uden hjælp fra mor går det ikke

Længe anede de det ikke. Sasja vidste ikke, at hun var blevet gravid, skænkede det ikke en tanke, da flirten forsvandt. Hun havde jo menstruation.

– Det var faktisk min far, som opdagede det. Han syntes, jeg havde taget på, og kom hjem med en graviditetsprøve. Den var negativ, men far holdt fast, og hos lægen var prøven positiv, fortæller Sasja, der ikke nåede at sluge beskeden, før næste chok kom.

Fløjet til Rigshospitalet

– Du er syv måneder henne, og din livmoder er åben, det er derfor, du har blødt. I kan godt gøre jer klar: Om 10 minutter bliver I hentet og fløjet til Righospitalet.

De næste to måneder var Sasja indlagt på Rigshospitalet, bundet til seng eller kørestol, mens hun prøvede at fordøje og forstå. Der var ingen hjælp at hente fra den vordende far. Han var da alt for ung! Hans forældre gik i chok, ville intet have med det at gøre, ungersvenden selv nægtede pure, det måtte være en anden.

– Til gengæld var min mor en kæmpe støtte, hun flyttede simpelt hen ind på min stue i de to måneder. Hyggeligt, og vi havde nogle sjove timer, hvor hun trillede mig i kørestol ind på Strøget eller ned i Fælledparken. Jeg var aldrig i tvivl om, at mine forældre ville bakke mig op, uanset hvad jeg valgte, siger Sasja og gyser næsten ved tanken om, at bortadoption var blandt emnerne, når mor og datter talte alvor om fremtiden.

– Men tanken om bortadoption forsvandt fuldstændig, da jeg så og hørte Mikkels hjertelyd. Fra dét sekund vidste jeg, at jeg ikke ville kunne give min søn fra mig, at jeg ville være hans mor hver dag, hvert år, resten af mit liv.

Dén følelse fandt Mikkels far aldrig. Han nægtede igen faderskabet, men måtte give sig efter halvandet år, da en dna-test gav et tydeligt svar. Nej, Sasja var ikke blevet gravid med en anden, han var far til Mikkel, færdig.

I fars fodspor

– Men han har aldrig ønsket at se Mikkel. Det er svært, når man bor i en lille by som Rønne, så jeg er glad for, at vi har fået en ny start her i Nexø. Heldigvis har Mikkel gode mandlige rollemodeller i min ven, Ricco, som har støttet og bakket op, siden Mikkel var helt lille, og ikke mindst i min far. Morfar er den bedste.

Spørger man Mikkel, er han ikke i tvivl om, at han skal være skorstensfejer, når han bliver stor – ligesom morfar. Og mor. Sasja er nemlig gået i lære som skorstensfejer efter flere opfordringer gennem en årrække fra den lokale mester.

– Jeg har jo rendt min far i hælene på værkstedet som lille, og jeg var tit med ham på arbejde. Men det er bare ikke sådan lige at blive skorstensfejerlærling i dag. Dels kræver det en 9. klasse afgangseksamen, og jeg er jo gået ud af 7. klasse. Dels skal man i skole i Tønder i lange perioder, første gang i et halvt år. Hvordan kunne jeg være væk fra Mikkel? Så langt væk? Så længe?

Igen trådte mormor og morfar til, de skulle nok hjælpe, og da Mikkels elskede moster Michelle stadig bor hjemme hos forældrene, var Sasja ikke i tvivl. Hun meldte sig på skolebænken, fik sin eksamen og blev lærling for to år siden. Tønder-tiden har krævet rejseri tværs over landet hver weekend, så Mikkel og mor kunne være sammen, og i hverdagene har det blandt andet været morfars faste tjans at køre Mikkel i børnehave og retur hen over øen, for Sasjas forældre, Trine Frøhlich og Alex Nielsen, bor fortsat i hendes barndomshjem i Bornholms ”hovedstad”.

– Mine forældre har været en kæmpe støtte for mig og Mikkel. Det samme har moster Michelle, siger Sasja, der til gengæld tit har oplevet, ”at systemet pressede mere, end det hjalp”.

Pres og lyspunkter

– På et tidspunkt gik jeg helt ned over det, var bange for at sove, måtte have Ricco til at overnatte. Jeg skulle hele tiden bevise, at jeg var en god mor. Ja, det skal jeg konstant, siger hun og fortæller om den seneste indberetning, hvor hun skulle stå skoleret.

– Her under corona tager jeg ikke Mikkel med ud at handle, som jeg plejer. Han kommer i stedet ned og hygger sig hos min underbo imens. ”Jeg er tit alene hjemme,” siger han så en dag i børnehaven. Altså alene hjemme nede hos underboen. Han er aldrig alene. Aldrig. Men det skal jeg så bruge tid på at forklare. Det gør mig ked af det hele tiden at skulle forklare og forsvare. Men det må jeg finde mig i for Mikkels skyld. At de nu har fokus på ham …

Læs også: Marianne blev mor som 13-årig

Et par lyspunkter i Sasjas beretning om en ung mors møde med systemets opsyn og regelbundne omsorg er der dog.

På et tidspunkt kom hun og Mikkel til at bo tre måneder hos en plejefamilie, en rigtig kernefamilie, opholdet blev forlænget, og den dag i dag opfatter Sasja familien som livsvenner. Og hun er rigtig glad for, at Mikkel nu er i aflastning hver anden weekend hos en landbofamilie på Nordlandet, hvor han i trygge, faste rammer blandt andet prøver kræfter med at lære at ride.

God aflastningsfamilie

– Der er krudt i Mikkel. Der skal ske noget konstant. Det er en god aflastningsfamilie, og jeg får mulighed for at lade batterierne op. Men når de på et tidspunkt siger stop, skal Mikkel ikke i aflastning mere hos en ny familie. Han har prøvet nok.

Endnu går der to år, før Sasja er færdiguddannet og må få lov at bære den høje skorstensfejerhat, som man ifølge traditionen skal have foræret. At Sasja allerede har fået hele tre høje hatte foræret, vidner lidt om andre menneskers tiltro til den kvindelige skorstensfejerlærling. Hun skal nok klare den. Og heldigvis er der kun korte skoleforløb i Tønder her på sidste del, så der bliver også masser af tid til at være mor.

Men hvad med Sasja selv? Kan sådan en sild få lov at gå fri? Skal hun aldrig have en kæreste igen? Eller har hun altid Ricco med til at holde anstand?

Sasja ler, så alle tunge emner letter som stærene over Aarsdales klatregode klipper. Jo, hun har skam en kæreste, men han har fra start fået klar besked: Han må som en anden prins Henrik finde sig i altid at være nummer tre.

– Ricco er min bedste ven og støtte, og Mikkel er min søn. Det skal han acceptere, siger hun bestemt. Bestemt med en tone, der ikke efterlader tvivl om, at her taler en mor, en ung kvinde, som kender sit værd, og som kan sige fra og til. Også selv om hun kun er 21 år.