Jeg blev solgt til sex

De tomme flasker ligger på gulvet blandt dynger af støvklumper og indgroet snavs. På de slidte sofaer i underetagen i huset i den lille by i Nordjylland sidder en masse mennesker. Høje grin og snøvlende sætninger når helt op til overetagen, hvor 5-årige Steffie ligger i sengen på værelset, som hun deler med sine to mindre søskende.

Larmen er det vante lydtapet, som præger hjemmet, og selv om maven knuger, og trætheden er ved at overmande hende, ved hun godt, at hun heller ikke denne nat får særlig megen søvn. Og ganske rigtigt. Lyden af fodtrin på trappen kommer nærmere og nærmere, og da døren åbner sig, står han der, som han har gjort så mange gange før. Endnu en gang må hun overgive sig til smerterne i underlivet og den kvalmende lugt af alkohol.

27-årige Steffie Boyschau sidder på sofaen i lejligheden i Kolding. Ærmerne på hættetrøjen er trukket op til albuerne, og de mange ar træder tydeligt frem som en konstant påmindelse om den smerte, der er inde i hende. På tavlen har hun skrevet sætningen ”Når jeg hele tiden skal kæmpe, er det så det værd? JA!”. Den skal, ligesom smerten, minde hende om, at hendes barndom ikke må knække hende.

– Der har været så mange gange, hvor jeg tænkte, at det ikke var det værd. Mine tanker og konstante flashbacks var der konstant, og jeg ville bare have ro i hovedet. Bare nogle få minutter, fortæller Steffie Boyschau.

Steffie kan ikke sige, hvor hun voksede op. I hendes papirer kan hun se, at hun har haft 14 adresser, indtil hun som 13-årig blev fjernet hjemmefra, men de første klare minder om det seksuelle misbrug og sulten var fra en lille by i det nordjyske.

Sammen med sine dengang tre søskende havde Steffie værelse på øverste etage, og hendes mor og far var nedenunder. Om morgenen sørgede Steffie for at få sine mindre søskende op. Køleskabet var altid gabende tomt, og det var med sultende maver, de tog af sted. Steffie afleverede den mindste i børnehave og tog videre i skole.

LÆS OGSÅ: Kenny reddede mit liv

Sov i skolen

I skolen skete det ofte, at hun faldt i søvn, lænet ind over bordet, fordi hun hver nat skulle lægge krop til forskellige mænds lyster. Tøjet var gammelt og slidt, og ofte havde hun lus. Det betød, at øgenavne som ”ulækre” og andre spydige bemærkninger var hverdagskost.

Når dagen var omme, hentede hun sine søskende og gik hjem mod det hus, som var rammen for misbrug og vold.

– Jeg havde lavet en aftale med en bager om, at jeg en gang om ugen kom og hentede gammelt brød, som vi kunne fodre fugle med. Vi fik aldrig mad derhjemme, så jeg prøvede at dosere brødet, så der var lidt til hver dag, fortæller Steffie.

De ”kunder”, hun næsten hver nat skulle servicere som barn, var hendes forældres drukvenner.

– Da jeg var omkring 5-6 år, så begyndte mine søskende og jeg at blive passet hos en gammel mand, som vi skulle kalde bedstefar. Vi skulle ligge i hans dobbeltseng, og jeg skulle ligge tættest på – måske fordi, at jeg var den ældste af os søskende. I starten pillede han, men efter et stykke tid, blev det fuldbyrdet. Mine forældre var fuldt ud klar over det. De har sågar set på en del gange, og så fik de en kasse øl eller nogle penge for det, fortæller Steffie, der gjorde alt for, at hendes små søskende ikke skulle opleve det samme som hun.

Kostede en kasse øl

– Jeg kan huske, at mine forældre snakkede om, at mine mindre søskende også skulle begynde at have kunder. Indtil da havde jeg sørget for, at de ikke så noget, så jeg sagde til mine forældre, at det var bedst, hvis det kun var mig. Jeg argumenterede for, at jeg kendte dem og vidste, hvad de tændte på. Jeg havde jo altid sørget for mine søskende. At de kom i skole og fik mad. Så jeg følte et stort ansvar for, at de ikke skulle misbruges, og så vidt jeg ved, skete det heller ikke.

Hver gang, familien kom i kommunens søgelys eller blev smidt ud af en bolig, flyttede de. På trods af, at der kom indberetninger fra skole og bekymrede naboer, fortsatte børnene med at bo hjemme. Familien flyttede til den københavnske vestegn, da Steffie var 8 år. Væk fra den mand, som Steffie skulle kalde bedstefar. Men til trods for det, så fortsatte misbruget. Han kom jævnligt på besøg, og andre mænd kom til.

Børnene er 1-8 år, og der er tilgået forvaltningen oplysninger om, at de ikke kommer i bad og går rundt uden tøj på, samt at der er modtaget meddelelse om, at de går rundt og tigger mad (...) mener, at moderen/ansøger både drikker og er på speed.

Dokument fra Social- og sundhedsforvaltningen, Ishøj Kommune.

En dag, da Steffie var i ungdomsklub, hørte hun nogle piger snakke om sex. Hun ville være med i samtalen og fortalte, at hun ofte havde sex og vidste en del om det.

– Der var en pædagog, der overhørte samtalen og kom hen til mig og sagde, at jeg ikke måtte lyve om sådan noget. Jeg sagde, at det vidste jeg godt, og så panikkede jeg lidt og sagde, at hun ikke skulle sige det til nogen. Så skete der egentlig ikke mere. I hvertfald ikke før næste dag.

Men da Steffie dagen efter var ude og spille fodbold, kunne hun se to betjente nærme sig. De ville have den kun13-årige pige med til afhøring.

– Den dag brød hele min verden sammen. Jeg låste mig inde på toilettet, hvor jeg hulkede, for jeg var simpelthen så bange. Nu vidste jeg jo godt, at jeg skulle fortælle om alt, hvad der var foregået.

Idømt halvt års fængsel

Steffies faste kunde fra Nordjylland blev idømt seks måneders fængsel, og hun fik 15.000 kroner i erstatning. Der var ingen beviser mod hendes forældre. Hendes søskende blev skilt fra hinanden og kom på forskellige opholdssteder og i plejefamilier. Steffies mindste bror, der kun var 3 måneder, fik lov til at blive hos forældrene. Men selv om Steffie blev flyttet, skulle hun stadig hjem hver anden weekend.

– Når det blev fredag, og jeg skulle hjem, stak jeg af fra opholdsstedet. Men jeg blev altid fundet af pædagogerne, og så var der ikke noget at gøre. Mine forældre fortsatte med at leje mig ud til mænd. Hvis jeg var heldig, var der kun en eller to af gangen. Men det skete også, at der var mange flere. Jeg turde ikke stritte imod, for jeg var jo opvokset med, at hvis jeg ikke gjorde, som der blev sagt, så blev jeg truet på livet.

Som 19-årige valgte Steffie at gå under jorden. Gentagne trusler fra hendes forældre og frygten for at ende i misbrug af stoffer og alkohol fik den

unge pige til at flytte til Fyn.

Hun fik en lejlighed, gennemførte 9. og 10. klasse, fik en kæreste og blev gravid.

– Udadtil havde jeg et ganske almindeligt liv, men indeni havde jeg følelsen af, at min fortid var ved at indhente mig. Jeg fik voldsomme raserianfald, og jeg startede med at være selvskadende. Det startede med, at jeg tog dutten af en hårnål og kradsede mig i huden, men efterhånden skulle der mere og mere til.

SE VIDEO: Steffies tragiske barndom

Vil kæmpe for lykken

Steffie søgte hjælp hos sin praktiserende læge, og det blev starten på seks år i det psykiatriske system. Igennem to år var hun indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Om natten overmandede fortidens minder hende, og der blev skåret dybere og dybere for at få en pause fra tankerne.

– Det eneste tidspunkt, jeg kunne få ro i hovedet, var, når jeg var i narkose. Så jeg sørgede for, at der blev skåret rigtig dybt, fortæller Steffie, der i løbet af de seks år fik over hundrede elektrochokbehandlinger og mange forskellige slags medicin om dagen. Medicin, som hun til sidst nægtede at tage.

– Medicinen fjernede ikke årsagen til, at jeg havde det dårligt. Det dulmede bare følelsen af den virkelig årsag. Det var nok nødvendigt i en periode, men til sidst kunne jeg ikke klare det mere. Jeg havde behov for at arbejde med den faktiske årsag til, at jeg havde det så dårligt, fortæller Steffie, der ikke har fået medicin eller været selvskadende i et år.

Hun er i dag diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom, der blandt andet betyder, at hun har svært ved at sove. Men til trods for, at fortidens misbrug stadig flimrer over nethinden, har Steffie besluttet sig for, at hendes fortid ikke skal definere hende resten af livet.

– Jeg har fået kontakt til min ene lillesøster igen. Hun skrev en dag til mig på Facebook, og nu går der ikke en dag, hvor vi ikke snakker sammen. Jeg kan mærke, at det har hjulpet at snakke om det. Jeg har jo det meste af mit liv holdt det for mig selv, fortæller Steffie, der i dag holder foredrag om sit liv med selvskade og det svigt, hun oplevede i barndommen.

– Jeg har ikke set min datter i tre år, men jeg håber, at jeg en dag kan få kontakt med hende igen. Jeg har stadig drømmen om at blive den mor, jeg aldrig har haft, og jeg arbejder hver dag på at få det bedre. Så hvis min historie kan hjælpe bare ét andet menneske, er jeg glad. Så føler jeg i det mindste, at min barndom ikke har været forgæves.