Jeg endte i hænderne på den forkerte

Som journalist på tv er Max Schüllerqvist vant til at researche de historier, han fortæller. Men da han skrev sin nye bog, ”Terapeuten som ikke vidste hvad han gjorde”, kunne han bare bruge sine egne erfaringer.

– Mennesker, der har brug for hjælp, kan komme til skade, hvis de ender i hænderne på en person uden den rette uddannelse, siger han.

Idéen til bogen fik han under en periode, hvor han var hårdt ramt af angst.

– Angst ligger til familien, og da jeg var i 25-årsalderen, begyndte jeg at få det dårligt. Men som ung fyr er psykisk sygdom et tabu, så jeg tænkte, at jeg måtte løse det selv. Måske ville det gå over, hvis jeg tog nogle flere løbeture? Men det blev værre og værre, fortæller den nu 33-årige Max og fortsætter:

– Jeg skulle have søgt hjælp i psykiatrien, men i stedet fik jeg et tip om en terapeut. Nu forstår jeg, at hun ikke var uddannet, og at hvem som helst kan kalde sig terapeut. Titlen er ikke beskyttet, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg ønskede bare at komme mine problemer til livs.

Max fik at vide, at han havde følelsesmæssige blokeringer, som stammede fra barndommen, og som det var nødvendigt at arbejde med.

Bizar gruppeterapi

– Jeg havde en fantastisk barndom, så det virkede forkert, at alt skulle handle om det. Men terapeuten insisterede, og jeg begyndte at tro på hende. Da hun foreslog, at jeg skulle tage på gruppeterapilejr, protesterede jeg. Jeg hader at tale i grupper, men hun mente, at jeg havde brug for at lette mit hjerte for andre. Så jeg tog af sted.

Max bliver stille et øjeblik, inden han fortsætter fortællingen om den bizarre, ugelange lejr.

– Jeg var skeptisk omkring det hele. Men man bliver alligevel påvirket af de andre og vil ikke være ham den besværlige. Det var, som om at de blokeringer, hun sagde, at jeg havde, blev bekræftet. Måske var jeg for indelukket?

LÆS OGSÅ: 11-årige Viktor havde angst og turde ikke gå i skole

Blandt alle de vilde ting, som deltagerne prøvede i løbet af kurset, var primalterapi i skoven alligevel det mest vanvittige i Max’ øjne.

– Vi gik ud i skoven og skreg. Senere dansede vi til indisk musik. Det var helt bizart, at jeg gjorde det. Lederen talte om begrebet chakra, og jeg forklarede, at jeg ikke troede på det. At det ikke var videnskabeligt. De syntes selvfølgelig, at jeg var besværlig, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Måske havde de ret i, at jeg havde en dårlig attitude?

Vil advare andre

I bagklogskabens lys er det let at se tilbage på med et smil. Men Max ønsker samtidig at kaste lys over den alvorlige bagside. Mennesker i nød kan fare endnu mere vild, og kun få vil stille spørgsmål ved det, da man i så fald bekræfter billedet af sig selv som en person, der ikke kan åbne op.

– Der er jo også virkelig mange penge i de her ikke-videnskabelige terapier, og det snyder sårbare mennesker. Jeg følte, at jeg måtte skrive en bog om emnet. Jeg betvivler ikke, at de, som beskæftiger sig med det, tror på det, de gør. Problemet er bare, at forskningen ikke støtter deres teorier.

Max’ nye bog er en ”feel good”-roman, som i en let tone tager et aktuelt og alvorligt emne op. Hovedpersonen Johan er i bund og grund en sympatisk fyr med økonomiske problemer. Da han ved et tilfælde møder en etableret terapeut, ser han sit snit til at tjene kassen. At han ikke har nogen uddannelse, er ikke noget, der rører ham. Og klienterne strømmer til ...

– Han opfører sig ikke pænt, men samtidig kan man godt forstå ham. Da han får den her mulighed, tænker han ikke så meget over de moralske aspekter. Han tænker: ”Hvor svært kan det være at lytte til folks problemer, sidde og mumle lidt i en lænestol og tage 1.000 kroner i timen for det?”, siger Max om bogens hovedperson.

Glad og lykkelig

Så hvordan gik det for Max og hans problemer med angst efter den bizarre gruppelejr?

– Jeg søgte hjælp i psykiatrien og mødte en uddannet psykolog, som var dygtig, griner han.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen led af angst

I dag er Max glad og lykkelig. Han er forlovet med Emelie, og sammen venter de deres første barn.

– Vi har mange fælles interesser, vi er begge store dyreelskere, og det føles, som om at vi er bestemt for hinanden. Vi kan være 100 procent os selv i hinandens selskab, siger Emelie.

Det var hende, der friede til Max, blot ni måneder efter at de havde mødt hinanden på datingsiden Tinder.

– Jeg blev chokeret, da hun friede, for jeg havde nok ikke tænkt, at det skulle gå så hurtigt. Men jeg blev glad, siger Max og fortæller, at de da også allerede fik deres første ”barn” kort efter, at de blev et par – hunden Tara, som de hentede hjem til Sverige fra Cypern.

– Min mor havde ikke engang mødt Emelie, da vi adopterede Tara. Men der er ingen regler for, hvad der er rigtigt eller forkert, når det kommer til kærlighed. Og vi var aldrig i tvivl, smiler Max.