Jeg er din mor og du hedder Julian

Linda dirrede af forventning, da hun forsigtigt trådte ind i værelset på klinikken i New Delhi, Indien. Der var tre små senge, og han lå i midten, lille og alene med en varmelampe over sig selv. Langsomt trådte hun hen til den lille seng, tog drengen op og hviskede i hans øre.

- Hej, det er mig, der er din mor. Du er min søn, og du hedder Julian".

Gribende og smuk historie

Læs også: Nyfødt gav sin mor et chok


Sådan beskriver Linda Tregaard i sin bog "Jagten på storken" det første øjeblik sammen med sin nyfødte søn. I bogen fortæller hun den gribende, og samtidig smukke historie om, hvordan en anden kvinde i et fjernt land fødte hendes andet barn, en søn, fordi Linda selv var for syg til det.

Det er vanskeligt at forestille sig, at Linda, denne smukke og livsglade kvinde, engang var så syg, at hun næsten ikke kunne stå ud af sengen, klæde sig på, børste tænder eller vaske sig selv. Hun var helt afhængig af andre mennesker, og hun var i perioder dybt deprimeret.

Linda Tregaard voksede op i Åkersberga uden for Stockholm. Som 20-årig rejste hun til London for at studere mode. Hun delte bolig med to andre studerende, og tilværelsen var utrolig stressende. Efter en
hård virusinfektion følte hun sig en dag usædvanlig svag. Om aftenen svulmede hendes fødder enormt meget op, og den næste morgen glemmer hun aldrig.
- Jeg havde smerter i leddene, og kunne ikke bøje mine fingre. Det var en kamp at komme ud af sengen. Da jeg endelig kom ud i køkkenet, blev mine venner forfærdede over at se mig. Min veninde hjalp mig med at få tøj på, og jeg kunne ikke engang holde på tandbørsten.
Linda tog på skadestuen, men fik ikke den hjælp, hun ønskede. Hun ringede til sine forældre i Sverige, og sammen besluttede de, at Linda skulle rejse hjem.

Linda blev dybt deprimeret

Læs også: Indsamler mælk til moderløs baby

En reumatolog på Karolinska Hospital konkluderede, at hun havde sygdommen akut rheumatoid arthritis, også kaldet reumatoid arthritis (RA). Det er en kronisk sygdom, som rammer og nedbrydder leddene. Linda fik at vide, at hun formentlig havde haft sygdommen længe, men at den først brød ud i forbindelse med hendes infektion. Hun fik ordineret kortison indsprøjtninger og kemoterapi.

- Jeg blev dybt deprimeret over udsigten til et liv med medikamenter, kemoterapi og sprøjter. Måske var der en risiko for, at jeg havnede i en kørestol. Jeg tænkte også på, om en mand nogensinde ville finde
mig attraktiv. Jeg kunne måske heller ikke få børn, fortæller Linda.

Efter fem måneder fik hun det bedre, og besluttede at rejse tilbage til England for at gennemføre sit studie. Fire måneder senere mødte hun Erik. Linda lyser op i et stort smil, mens hun fortæller om sit livs kærlighed.

- Jeg havde inviterede en ven og hans kæreste. Min ven spurgte, om han måtte tage en kollega med. Det var Erik.

Smerter i hele kroppen

De to flyttede snart sammen. Erik arbejdede i en investeringsbank, og Linda fik efter sin uddannelse også job i London. Men efter et par år rejste hun hjem til Sverige for at blive opereret i skulderen, og for at være tættere på sin familie. Hun ville heller ikke belaste Erik, der havde travlt på sit job.
Lindas krop opførte sig fuldstændig uforudsigeligt. Snart var det en tå eller en finger, der gjorde ondt, og snart noget andet. Hun fik job som designer, mens Erik forsat boede i London. Han flyttede først til Sverige i 2006, da de blev gift. Linda holdt sygdommen i skak med medicin, sprøjter og kemo. Men under en forretningsrejse til Hongkong fik hun et større tilbagefald, og gik på sygeorlov.

Uudholdelig tilværelse uden medicin

Læs også: Endelig ser hun sin lille datter

- Da begyndte jeg at tænke på at få børn. Problemet var, at jeg blev nødt til at stoppe tage medicin, hvis jeg ønskede at blive gravid, siger Linda.

Herefter begyndte en lang, smertefulde rejse for Linda og hendes mand. Uden medicin var tilværelsen næsten uudholdelig for hende. Til sidst var hun så svag, at hun næsten ikke kunne holde på en bog. Efter flere måneder fik parret endelig en positiv nyhed, nemlig at Linda var blevet gravid. Men lykken varede ikke længe. En scanning viste, at fosteret ikke var i live.
- Efter aborten faldt jeg i et sort hul. Gigten blev værre, og jeg kunne knap stå ud af sengen. Erik måtte hjælpe mig med alt. Jeg kunne blot klare en lille spadseretur i nabolaget, og sidde i sofaen og læse blade.
- Jeg er især husker en dag, da det var så utroligt koldt udenfor. Jeg havde en jakke på, men kunne ikke engang selv knappe den. Jeg måtte gå ind i en forretning og spørge en ekspedient, om hun ville hjælpe mig. Det var så utroligt pinligt, fortæller Linda.

Juliette skulle være storesøster

Linda kontaktede i 2008 et hospital for at få hjælp til at fremskynde en graviditet. Men hun nåede aldrig at komme i behandling, inden hun igen var gravid. I maj 2009 født hun datteren Juliette ved kejsersnit. Linda ansatte en au pair til at hjælpe med de vigtigste gøremål. Takket være hende og en række hjælpemidler kunne Linda selv tage sig af sin datter på trods sin alvorlig sygdom. Efter et stykke tid opstod tanker om at gøre Juliette til storesøster.
- Der var flere grunde til, at vi ønskede endnu et barn. Eriks mor bor i Thailand, og han er vokset op hos sine bedsteforældre. Han har altid ønsket sig en kernefamilie. Selv om jeg er kronisk syg, kunne jeg ikke forestille mig at give Juliette en bedre gave, end en storebror eller storesøster

Men endnu en graviditet var en total umulighed for Linda. Lægerne sagde nej, og et sexliv uden medicin ville være utænkeligt for hende. I sin bog skriver Linda blandt andet:

"Det gjorde ondt blot Erik rørte ved mig, og tanken om fysisk kontakt stressede mig enormt. Jeg kunne umuligt føle glæde i den situation, når jeg var bange for, at min mand berøringer ville få mig til at skrige af smerte."

En dag læste Linda i magasinet Marie Claire en historie om surrogat mødre i Indien. Pludselig øjnede hun en chance for at få endnu et barn med en anden kvindes hjælp.
- Erik var oprindelig skeptisk. Men da han havde tænkt lidt over det, ændrede han mening, siger Linda.
For at spare tid undersøgte Linda mulighed for at få de forberedende hormonbehandlinger foretaget i Sverige.
- Min læge ringede vredt tilbage og sagde, at han ikke var villig til at risikere sin lægebevilling, bare fordi han skulle hjælpe mig. Jeg var ked af hans uhøflige behandling, eftersom jeg ikke ønskede at gøre noget ulovligt i Sverige.

Lang og kompliceret proces

Læs også: Nyfødt gav sin mor et chok


I Påsken 2011 tog familien Tregaard til New Delhi, og kom i kontakt med den indiske læge Dr. Shivani. Hun har grundlagt et hospital med speciale i surrogatfødsler. Shivani ville udvælge Lindas æg, når de var modne, og bagefter befrugte dem med Eriks sæd. Endelig ville han implantere æggene i én eller flere kvinder, der skulle fungere som surrogatmødre. Processen var lang og kompliceret.
Linda beskriver detaljeret processen i sin bog.
"Vi var frygteligt nervøse, da vi skulle møde de to kvinder, som doktor
Shivani havde udvalgt til at passe ind i min menstruationscyklus, så æggene lettere ville sidde fast og give større chance for graviditet. Via en tolk talte vi med de to kvinder én ad gangen. Den første kvinde var omkring 25 år, reserveret og alvorlig. Hun virkede nervøs, og jeg spekulerede på, om hun virkelig ønskede dette. Den anden kvinde var på min alder, hed Nandita, og havde allerede tre børn. Hun mødte os med varme, tog min hånd og sagde, at hun håbede, at Gud ville velsigne os med et sundt barn."
To æg fra Linda blev plantet i hver af kvinderne. Derefter rejste familien Tregaard hjem til Sverige. Efter to ugers modtog familien svar via e-mail. Kun Nandita havde et foster, der havde sat sig fast. Hendes graviditet fortsatte uden komplikation, og en dag i december 2012 ringede Lindas mobiltelefon. Hun griner, mens hun tænker tilbage på øjeblikket.

"Jeg er blevet mor"

- Jeg så, at opkaldet kom fra Indien, og jeg var straks oppe at køre. Jeg hørte Dr. Shivanis glade stemme. Hun lykønskede med en fin lille dreng. Vores søn var blevet født tre uger tidligt, men både han og Nandita havde det fint.
- Tårerne kom øjeblikkeligt, mens jeg udbrød: "Jeg er blevet en mor."
Den næste dag rejste familien til Indien for at hente sønnen Julian. De ønskede også at takke Nandita og Dr. Shivani en ekstra gang.

Linda siger, at deres nærmeste har støttet dem under hele processen. Men de er godt klar over, at ikke alle billiger deres projekt.

- Da vi valgte surrogat, fulgte vi vores ønske, drøm og længsel. Vi vedkender os vort valg, men har også respekt for, at andre mennesker kan have en anden mening. Vi ved også, at dette er en kontroversiel beslutning.

Ville gøre det igen

Erik og hjalp hinanden med noget, som vi begge ønskede, siger Linda.
På spørgsmålet, om hun og Erik vil være parate til at gøre det hele om igen, kommer det prompte fra Linda:

- Absolut. Vi har fået den mest vidunderlige gave, man kan få. Det har været det hele værd.