Jeg er mærket for livet

Carina Birkkjær var kun 18 år, da lægerne opdagede, at hun havde alvorlig hjertefejl, der kunne koste hende livet. På grund af hendes alder ville man dog vente med 
at operere, til sygdommen var mere kritisk. Men frygten 
for at dø fik Carina til at 
insistere på operationen.

Kvinde kigger ud i horisonten

Carinas tanke var, hun skulle dø. Lægen, der sad over for hende, havde netop fortalt den 18-årige pige, at hun havde en medfødt hjertefejl. En hjertefejl, der betød, at der var vokset en udposning på hendes hovedpulsåre, som kunne briste og slå hende ihjel på få minutter. 

Det hele begyndte, da Carina Birkkjær fra Herning ville være bloddonor, men med et forhøjet blodtryk blev hun sendt til lægen. Hun blev hasteindlagt, og i dagevis var hun gennem utallige undersøgelser. 

Det viste sig, at hun havde den medfødte hjertefejl to-fliget hjerteklap. Derudover havde hun en stor udposning på hovedpulsåren tæt ved hjertet. Udposningen var 4,6 centimeter, og hvis den voksede bare 0,4 millimeter, risikerede den at sprænge, og så kunne Carina dø.

Bange for at dø

Hun havde aldrig mærket noget til hjertefejlen og havde levet et helt normalt liv med skole, håndbold og byture. Men særligt håndbolden begyndte at skræmme Carina. Hun frygtede, at sporten kunne forårsage flere hjerteproblemer eller få udposningen til at sprænge.

– Det var skræmmende at tænke på, at det kunne gå så hurtigt. Jeg blev på en måde isoleret, fordi der var så mange ting, jeg ikke længere turde gøre, husker Carina, der sagde farvel til håndboldsporten, som hun havde dyrket i 16 år. 

Lægerne spåede dog, at der ville gå mange år, før en operation ville blive nødvendig. 

Men udposningen voksede hurtigere, end Carina havde troet. På få år voksede den til 4,9 centimeter. Alligevel insisterede lægerne stadig på at vente med operationen på grund af Carinas unge alder. 

Hun begyndte hyppigt at mærke en stikken i brystet, som hun ikke havde mærket før. Hun var sikker på, at udposningen ved hendes hjerte var ved at briste. 
Men det var den ikke. Det var frygten, der fik hendes krop til at fremkalde symptomer, som ikke var der. Hun have fået angst.

– Jeg kunne ikke forstå, hvorfor man ikke gjorde noget. Hvorfor skulle de vente på den sidste millimeter i stedet for bare at operere mig nu? Jeg tænkte på det hver evig eneste dag. Jeg var bange for at dø, siger Carina, der til sidst blev enig med en læge om, at det var bedst, hvis hun fik operationen nu, så hun kunne slippe for frygten. 

Operationen betød, at Carina skulle i fuld narkose og respirator. Hun ville også få et langt ar ned ad brystet. 

Men det, der skræmte hende mest, var, at hun ikke måtte arbejde i tre måneder efter operationen. 

Carina var vant til at arbejde 60-70 timer om ugen som handicaphjælper. Hun elskede sit arbejde og ville for alt i verden ikke væk fra det. 

Sagde farvel

I et kort øjeblik fik alle oplysningerne om operationen og tiden efter Carina til at fortryde, at hun havde takket ja til operationen. Men da angsten fortsatte med at svække hende, indså hun, at det var nødvendigt. 

Carina vidste, at operationen ikke var risikofri, og hun sørgede for, at hendes familie og tætteste veninde vidste, hvad der skulle ske, hvis hun ikke vågnede efter operationen. 

Men det var først på operationsdagen, da hun lå på båren og vinkede farvel til sin familie på vej ind til operationsstuen, at det virkelig gik op for hende, hvad der kunne ske. 

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det måske var sidste gang, jeg så min familie, husker Carina, der hulkede så meget, at hele hendes krop rystede, indtil narkosen tog over. 

Alt gjorde ondt, da Carina vågnede efter operationen. Selv om hun var lettet over, at udposningen ikke længere kunne sprænge og tage livet fra hende, frygtede hun stadig, at hun aldrig ville kunne vende tilbage til en normal hverdag. 

Smerterne var så voldsomme, at hun ikke kunne forestille sig, at de nogensinde ville forsvinde. 

– Jeg turde ikke være alene. Jeg var bange for, at det ville briste, og syningerne ville gå op, husker Carina, der efter operationen flyttede hjem til sine forældre. Selv måtte hun ikke løfte mere end en liter mælk. Hun havde brug for hjælp til alt, men det gav hende endnu mere lyst til at skulle tilbage til arbejdet. 

– Nu hvor jeg selv har oplevet, hvordan det er ikke at kunne klare sig selv og have brug for konstant pleje, gik det mere op for mig, hvor vigtigt det er for dem, jeg hjælper til dagligt, siger hun.

Bevis på min kamp

I dag, godt et år efter operationen, har 25-årige Carina stadig nogle begrænsninger. Hendes blodtryk må ikke blive for højt, så hvis hun skal cykle, må hun trække op ad bakker. Hun må heller ikke løfte mere end 25 kilo, for så risikerer hun at overbelaste protesen (det stykke hovedpulsåre, hvor udposningen sidder, er erstattet af en kunstig protese, red.). De begrænsninger må hun leve med resten af sit liv. 

Men det lange ar irriterer ikke længere Carina. 

– Arret har en stor betydning for mig i dag. Det er mit bevis på den kamp, jeg har været igennem, og på, at nu er alt i orden derinde, fortæller hun. 
Men alligevel er alt ikke helt i orden. 

Selv om udposningen er væk, har hun stadig en to-fliget hjerteklap. Hun mærker endnu ikke noget til det, men når hun bliver ældre, venter en ny hjerteoperation. 
Men den kan bare komme an. Carina frygter mere, at de børn, hun engang får, vil arve hjertefejlen.

– Jeg tænker ofte på, om jeg virkelig kan være bekendt at sætte et barn i verden, som skal igennem det samme som mig, siger Carina. 

Efter Carina fik sin diagnose, blev resten af hendes familien tilbudt at blive screenet for hjertefejlen. Hendes far og to andre familiemedlemmer har hjertefejl, men alligevel har Carina stadig håb for, at det ikke 
i fremtiden vil ramme hendes børn.