Jeg fandt en vej videre

Først mistede hun sin søn, så sin mand. Her fortæller Filippa, hvordan det lykkedes hende at komme videre og føle glæde efter at have oplevet det værste to gange.

Det var en af ​​de dage, hvor vi besluttede os for bare at være til. Pakke badetøj og redningsveste og lytte til børnenes latter og lyden af ​​bølgerne. Vi havde sommerferiefølelsen i brystet. Mærkede livet og intet andet end livet.

Når jeg lukker øjnene, er det dét billede, jeg ser af Andreas: Forrest på båden og spejdende ud over et glitrende Øresund. Fuld af glæde. Jeg føler mig taknemmelig, for længe var billedet af Andreas et helt andet.

Vi blev gift en oktoberdag i 2017. Det havde altid været en drøm for mig, men Andreas ville ikke. Han var lidt på tværs, for han var ikke som alle andre. Men nu havde han ikke noget valg.

Alle var der: Børnene, vores familier og vennegrupper, og alle var rørte og græd. Alle undtagen mig. Jeg var fyldt med følelsen af ​endelig at blive gift. Da vielsesforretteren spurgte: "Tager du ...?", ventede Andreas med at svare, indtil det næsten blev uudholdeligt. Så sagde han: "Ja, men okay da!".

Selv om han var syg, svag og liggende i sengen med skjorte og butterfly på, som en nær ven havde hjulpet ham i, havde han stadig sin humor. Den, der bandt os så stærkt sammen. Nu var det os, indtil døden ville skille os ad. Desværre vidste vi, at døden ikke var langt væk.

Stærkt bånd

Vi mødte hinanden, da vi var unge. Jeg var 18 år, og han var 21 år, og livet var så enkelt dengang. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham, om han var single, og det var han. ”Vil du have en øl?" spurgte jeg. Det ville han gerne, og vi har været sammen lige siden.

Efter 10 år blev Ellie født, hun lignede sin far. At blive forældre bandt os endnu tættere sammen, og vi ønskede ikke at vente længe på at give hende en søskende. Ligesom med Ellie blev jeg gravid hurtigt, og alt forløb fint, indtil vi nåede uge 22, hvor jordemoderen stod længe tavs foran ultralydsskærmen. Da hun "bare skulle hente en kollega" vidste jeg, at der var noget galt.

Scanningen viste, at vores barn havde en hjertefejl. Først var jeg ikke nervøs for det, da jeg selv var blevet opereret for det som barn, men for hver ny undersøgelse der blev foretaget, blev listen over formodede handicap længere og længere. Da de sagde, at vores søn sandsynligvis havde en kromosom-afvigelse, som ville medføre, at han ikke overlevede, lukkede jeg ned.

Mange følelser

Det blev klart for mig, at vi ikke ville få en levende baby med os hjem. Jeg ønskede, at han ville komme ud, så jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg ville ikke tale med nogen, ikke føle noget, men jeg kunne ikke bryde sammen for Ellies skyld. 

En junidag lå jeg med ham på brystet. Følelsen af ​​ikke at ville se ham var afløst af ubetinget kærlighed. Kromosomafvigelsen, Trisomi 13, gjorde, at han ikke så ud som andre babyer, men han var stadig vores søn. Han var vores elskede barn, og vi gjorde hvert minut af hans skrøbelige liv til vores. Vi tog aftryk af hans små fødder og hænder, vi tog billeder af ham sammen med sin storesøster, og vi krammede og græd.

Efter 18 dage holdt hans hjerte op med at slå, mens han lå tæt mellem mig og Andreas. Det var stille, det var dejligt, og jeg tænkte ”tak, nu kan vi kom videre". Samtidig kæmpede jeg med følelsen af ikke at have nydt tiden ordentligt med ham og skylden over, at jeg ønskede, at tiden gik hurtigere.

Læs også: Jonathan var ramt af sorg: Den bedste medicin er at dele den med andre

Hvor mange føler sig magtesløse i sorgen, blev jeg fyldt med en ny energi. Folk syntes måske, at det virkede underligt, at vi, midt i det følelsesmæssige kaos efter Neos død, flyttede ind i et nyt hus og kastede os ud i praktiske projekter. Men det var min måde at komme videre på. Ikke sove, ikke flygte, bare fremad!

For Ellie forsøgte vi at skabe gode minder sammen. Vi tog til Paris, Disneyland og Thailand. Efter et år sagde hendes folkeskolelærer: ”Det er, som om Ellie begynder at leve igen”, og jeg følte også, at det var sådan, det var. 

Ondt i maven

Det var ikke let at blive gravid igen. Min krop var slidt, og den gjorde modstand, alligevel kom Elton til verden. Lige da vi havde stillet os tilfredse med at være en familie på tre, og netop da jeg fik et nyt job, blev jeg gravid.

Det blev en god graviditet, og jeg besluttede mig for allerede fra begyndelsen af, at jeg ikke ville bekymre mig. Neos kromosomafvigelse var tilfældig, og vi, der havde oplevet det værste i livet, ville næppe rammes igen. Tænkte vi.

Et par måneder før juleaften, hvor vores lille Jesus-barn efter planen ville komme til verden, fik Andreas ondt i maven. Han lå i sengen og kunne ikke rejse sig. På hospitalet fandt de ud af, at der var noget galt med tarmen. De vidste ikke, hvad der var galt, men det var ikke kræft.

At være stærk

Vi fik en anden besked, da Elton var tre måneder gammel. Det var kræft. Mere specifikt lymfom og en undergruppe, hvor der ikke var særlig megen forskning på området. ”Men det plejede at gå godt." Nej, desværre, det gik ikke godt.

På dette sted i fortællingen kan jeg vælge, hvilken vej den skal tage. Enten bliver det om bekymringerne og tårerne, om cellegiften og stamcellebehandlingen, om den utrolige helbredelse og det angstfyldte tilbagefald, om sandet i timeglasset, som langsomt løb ud, og alle, som var tvunget til at være der og se på. Se på en 39-årig småbørnsfar, aldrig tidligere syg.

Eller jeg kan vælge fortællingen om det, som fik mig til at overleve. Det, som gør, at jeg i dag føler livsglæde igen. Det, som Andreas ville have ønsket, at jeg fortalte.

Da han var mest syg, sagde han, at han var glad for, at det var mig, der ville blive tilbage, for han ville aldrig have klaret det. Jeg ved ikke, om han havde ret, men for mig var det aldrig noget valg.

Læs også: Janes store sorg: Enke som 27-årig

For at være stærk måtte jeg genoverveje mit liv. Jeg kunne ikke placere mig selv i bunden af ​​prioritetslisten længere, for så ville jeg bukke under. Jeg begyndte derfor at træne som en måde at være Filippa på. Ikke mor eller kone til en syg mand, bare Filippa.

Det var udendørs, koldt og mudret, og for mig en hård og grim boksekamp mod kræft. Jeg var frygtelig vred. Alt føltes så uretfærdigt.

En tidlig lørdag morgen, den 7. oktober 2017, stod vi over for det sidste farvel. Det var forbi. Jeg var 36 år og enke. Livet skulle begynde forfra endnu en gang.

En ny tilværelse

Efterfølgende valgte jeg at lægge mit liv i andres hænder. Jeg kunne ikke gå ind i et mørke, og jeg var nødt til at eksistere for børnene, uanset hvor mørke mine tanker var.

Døgnet rundt var vores nærmeste venner og familie med os, og det blev tydeligt, hvor dejligt det er at bo i en lille by, når det utænkelige pludselig sker.

For mig var det vigtigt at tale om det, og jeg tror, at det blev min redning. Som sociolog hørte jeg engang nogen sige, at du behandler din livshistorie hver gang, du fortæller den, og for mig har det virkelig været sådan.

At tale om tabet har været en måde at holde Andreas i live på. Jeg ses sjældent med vores venner uden, at vi tilbringer mindst et øjeblik sammen med ham. Vi fniser over noget, der var "typisk ham", og for mig, Ellie og Elton er han til stede hele tiden på en helt naturlig måde.

Læs også: Charlotte mistede sin bror: Jeg fejrer ham hvert år.

Jeg har stadig dårlige dage. Dage, hvor jeg hader ham for at lade mig være alene. Dage, hvor alt hvad jeg vil, er at spole tilbage i tiden til en almindelig kedelig hverdagsaften sammen med ham.

Men de er færre nu end tidligere. Sorgen er der, men vi har lært at gå hånd i hånd. Vi er flyttet ind i et nyt hus, og det er min første egen bolig nogen sinde. Jeg tør også prioritere mig selv på en anden måde end tidligere. Og det er netop mit budskab til andre, som måske står midt i det samme, som jeg har været igennem. Jeg har ikke oplevet det værste én gang, men to gange. Og jeg føler stadig appetit på livet. Det virker.