Skæbner

Jeg fik det forkerte barn med hjem

17. februar 2015 af Søren Johannesen. Foto: Gregers Overvad.
Gregers Overvad
Skandale på fødeklinikken. En sygeplejerske på fødeklinikken gav Sophie den forkerte baby med hjem. Først 10 år senere blev fejlen opdaget. Sophie var slet ikke mor til sin elskede datter, Manon. Samtidig var hendes biologiske datter vokset op i en fremmed familie. Fejlen fik uoverskuelige konsekvenser. Denne artikel blev oprindeligt bragt i Ude og Hjemme nr. 29, 2013.
Sophie Serrano fik forbyttet sit barn.
Sophie Serrano fik forbyttet sit barn på en fødeklinik i Frankrig.

Advokaten sagde det nærmest med det samme, de trådte ind ad døren:

– Vi har fået svar på analysen. Din ekskæreste er ikke far til Manon ... og du er ikke hendes mor.

Ordene hang i luften et par sekunder.

Så var det som om, gulvet begyndte at gynge under

Sophie. Hun greb sin gravide søster i armen for ikke at falde. Rædslen og fortvivlelsen skyllede ind over hende, og hun begyndte at græde.

– Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Jeg var rædselsslagen for, at jeg nu skulle miste Manon. Samtidig frygtede jeg for, hvad der var mon var sket med den pige, jeg havde født, min biologiske datter.

37-årige Sophie kigger tavs ud i luften et par sekunder.

– Det var det værste øjeblik i mit liv.

Læs også: Mulige donorer til 3-årige melder sig på stribe

Begyndte at undre sig

Ude og Hjemme er taget til den lille bjerglandsby Thorenc godt halvanden times kørsel ad snoede veje fra Nice i Sydfrankrig. Her, i en lille lejlighed i et slidt, socialt boligbyggeri, bor Sophie Serrano.

Da Sophie var 18 år og netop havde født sit første barn, skete der – skulle det 10 år senere vise sig – en fejl på fødeklinikken i Cannes-la-Bocca. En sygeplejerske kom til at forbytte Sophies datter med en anden nyfødt pige. Sophie fik det forkerte barn med hjem, overbevist om, at det var hendes egen, biologiske datter.

Efterhånden som pigen, som fik navnet Manon, voksede op, begyndte flere – heriblandt Sophies kæreste – at undre sig. For Manon lignede ikke sine forældre.

Sladderen gik i landsbyen, og efter tre år forlod kæresten familien – han stolede ikke længere på Sophie og var sikker på, at Manon var resultatet af et sidespring.

Men Sophie vidste bedre. Hun havde ikke været sin kæreste utro. Derfor tog hun det også med sindsro, da han flere år senere krævede en faderskabstest. Det rystende svar på testen kom ca. en måned før Manons 10-års fødselsdag.

– Da jeg fik resultatet hos advokaten, var der én ting, der pludselig stod skræmmende klart for mig: Håret! Jeg havde jo set, at der var noget med Manons hår dengang på fødeklinikken, siger Sophie og begynder at fortælle sin utrolige historie.

En smuk kærlighedshistorie

Hun var kun 16 år, da hun flyttede hjemmefra for at bo sammen med sin kæreste i den lille by Saint Vallier de Thiey få kilometer fra Grasse i Sydfrankrig.

Parret var stormende forelsket, og allerede efter et år besluttede de sig for at få et barn.

– Det var en smuk kærlighedshistorie, og jeg havde en virkelig god graviditet. Vi glædede os meget til familielivet. Samtidig var vi unge og levede vores ungdom, fortæller Sophie.

Hun og kæresten gik til en ultralydsscanning på fødeklinikken i Grasse, hvor de kunne se, at de ventede en lille pige. Sophie husker tydeligt, da hun hørte barnets hjertelyd for første gang.

– Følelsen af at have en lille baby, der vokser inde i maven – det var vidunderligt, fortæller hun.

Skæbnen ville, at fødeklinikken i Grasse blev lukket inden Sophies termin. Sophie og kæresten havde været glade for Sophies gynækolog og fulgte ham derfor som patienter, da han blev ansat på fødeklinikken i Cannes-la-Bocca nær filmbyen Cannes.

Læs også: Mistede manden før bryllup

En sund og velskabt pige

Om aftenen, den 3. juli 1994, fik Sophie veer. Hun skyndte sig at ringe til sin mor, som kun havde én besked: Hurtigt, du skal til klinikken!

Med kæresten bag rattet drønede Sophie ad de mørke, snoede bjergveje til Cannes-la-Bocca, hvor jordemoderen stod klar.

Den næste morgen var Sophie og kæresten blevet forældre til en sund og velskabt pige, som de straks gav navnet Manon.

– Fødslen gik stærkt, og vi var meget lykkelige. Manon havde gulsot, så sygeplejersken tog hende med det samme, så hun kunne komme i behandling under en lampe. Men hver dag kom de tilbage med hende i nogle timer, så hun kunne være hos os, fortæller Sophie.

Også om natten sov Manon i et andet lokale sammen med andre nyfødte. Det, mente lægerne og sygeplejerskerne på klinikken, var bedst. Så kunne de nybagte mødre bedre komme til kræfter efter fødslen, lød begrundelsen.

Så det var begrænset, hvor meget Sophie havde sin lille pige hos sig i de første døgn. Samtidig havde hun og kæresten også besøg af familie og venner, som ønskede dem tillykke.

Den 8. juli, fire dage efter fødslen, blev Sophie imidlertid grebet af en underlig følelse, da sygeplejersken kom og gav hende Manon, som havde været i lysbehandling.

Kunne være undgået

– Det var om morgenen, og jeg var lidt forvirret. Men pludselig syntes jeg, at Manon havde fået meget mere hår på hovedet. Det var helt tydeligt, syntes jeg. Jeg var ung, og jeg følte mig usikker, men alligevel tog jeg mod til mig og sagde det til sygeplejersken, husker hun.

Sygeplejersken svarede overbærende og selvsikkert tilbage, at det var lampen, som havde fået Manons hår til at gro. Selv om Sophie syntes, det lød mærkeligt, tav hun.

– Jeg stolede på hende. Hun var jo sygeplejersken. Og min kæreste havde heller ikke bidt mærke i noget. Så jeg følte mig dum, fordi jeg overhovedet havde spurgt, fortæller Sophie.

Det har senere vist sig, at sygeplejersken den nat – på grund af pladsmangel – havde placeret Manon i en babyseng sammen med en anden lille pige, som også havde gulsot. Sygeplejersken, som ifølge Sophie senere har erkendt, at hun var alkoholiker og desuden havde taget en del medicin den nat, havde desuden undladt at give børnene identifikationsarmbånd på.

– Så det var ikke bare en fejl, det var svigt. Hele denne tragiske historie kunne have været undgået, hvis bare hospitalet havde gjort, hvad de skulle, lyder det bittert fra Sophie i dag, 19 år senere.

Samme dag tog den lille familie hjem med deres lille datter.

Læs også: Mulle blev mor mod alle odds

Krøllet hår og mørk hud

– Det var ren lykke derhjemme. De første seks måneder var vidunderlige. Du opdager dit barn og opdager, hvad det vil sige at være mor. Det var bare fantastisk.

Imidlertid skete der noget, da Manon blev omkring et år. Hendes hår begyndte at krølle, og huden blev mørkere.

Sladderen begyndte at gå i landsbyen om, at Sophie nok havde været sin kæreste utro. At barnet i virkeligheden var en anden mands, og at hun havde løjet over for sin kæreste.

Der var ingen, der sagde det direkte til Sophie. Men hun kunne mærke, at der var mange, der opførte sig underligt over for hende. Og fra nære venner og familiemedlemmer lærte hun hurtigt, hvad det var, folk gik og sagde om hende til hinanden.

– Jeg følte mig både fornærmet og fornedret. Jeg var også overrasket og chokeret, for jeg vidste jo, at jeg ikke havde gjort noget forkert, fortæller Sophie, som gik hjemme på det tidspunkt.

Sladderen nåede naturligvis også kærestens ører, og den gik ham på. Han begyndte at tvivle på Sophie, og hun reagerede negativt på hans tvivl.

– Det lå ligesom i luften hele tiden, og vi begyndte at skændes over det. Det fyldte det hele i to år. Da Manon var tre år, forlod han os.

Postbuddets datter

– Han fik aldrig et tæt bånd til Manon, og det gik mig også på. Jeg hadede ham for det. I dag forstår jeg det bedre, men dengang – oven i al sladderen – var det bare en ekstra kilde til konflikt, forklarer Sophie.

Hun valgte at være åben om rygterne i byen over for Manon. Selv om hun var en lille pige, kunne Manon godt forstå, hvad det var, de andre børn mente, når de råbte ad hende på legepladsen, at hun var ”postbuddets datter”.

Heldigvis lod den lille pige sig tilsyneladende ikke påvirke af sladderen. Men det var tydeligt for Sophie, at Manon savnede sin far, som brød al kontakt.

Sophie mødte en ny mand, blev gravid igen og fødte i 1999 en lillesøster til Manon. Fem år senere stødte også en lillebror til, inden Sophie igen blev alene. Hun havde i mellemtiden fået job som en slags guide for hesteinteresserede turister.

Da Manon var omkring otte år, blev Sophie pludselig kontaktet af sin gamle ekskæreste. Hans samvittighed plagede ham. Han havde brug for et svar: Var han Manons far, eller var han ikke?

– Han er ikke et monster, så det havde nok pint ham, at han bare havde forladt os dengang, fortæller Sophie, som var glad for, at hun nu én gang for alle kunne bevise, at hun ikke havde været ham utro.

Samtidig håbede hun, at han, når han nu ville få bevis for, at han var Manons far, omsider ville forme det bånd med datteren, som Manon så tydeligt savnede i sit liv.

Læs også: Anja redder dødsdømt barn

Helt fortabt

I Frankrig er det imidlertid en omstændelig affære. Det tog næsten to år, før justitssystemet gav grønt lys for faderskabstesten, som foregår ved, at der bliver taget blodprøver, som efterfølgende analyseres.

Normalt tager man kun én blodprøve fra de involverede parter, og så kommer svaret efter en måned. Men i denne sag bad myndighederne pludselig om en ekstra blodprøve, som sågar blev sendt af sted til nogle eksperter i Paris, så man kunne være helt sikker på resultatet.

Manon var naturligvis klar over, hvad der foregik. Alligevel havde Sophie ikke fortalt sin dengang næsten 10-årige datter, da hun skulle ned til advokaten i Cannes for at få resultatet.

I stedet tog hun sin gravide søster med for at holde sig med selskab.

– Jeg troede jo bare, det var en formalitet. Selvfølgelig var Manon min ekskærestes datter. Jeg var slet ikke det mindste i tvivl, husker Sophie, som fik sit livs chok, da advokaten smed bomben stort set med det samme.

– Jeg var helt fortabt, da min søster og jeg kørte hjem til Saint Vallier de Thiey. Jeg blev ved med at tænke på håret. Manons hår. Jeg havde jo set det dengang på fødeklinikken. Jeg følte skyld, fordi jeg ikke havde reageret voldsommere dengang og insisteret på, at der var noget galt. Samtidig var jeg rædselsslagen for, hvad der nu skulle ske, fortæller hun.

Grænseløs kærlighed

Sophies indre var som et stormvejr af følelser. På den ene side tænkte hun på Manon. På den anden side kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad der mon var sket med hendes biologiske datter. Var hun overhovedet i live? Skulle hun forsøge at opspore hende? Men hvad så med Manon?

Det hele kørte rundt i hovedet på Sophie, da hun trådte ind ad døren hjemme i huset.

Da hun så Manon, som smilende kom hende i møde, var det som om, hendes hjerte var ved at sprænges af grænseløs kærlighed – og skam.

– Pludselig indså jeg, hvor meget jeg faktisk elskede hende. Og hvor bange jeg var for at miste hende, siger Sophie stille.

I tre uger bar hun på den frygtelige hemmelighed

– ude af stand til at kunne få den over sine læber.

Læs også: Dreng med downs i sit livs sejr

En dyb indånding

Men Sophie vidste, at hun blev nødt til at afsløre sandheden for sin elskede datter.

En søndag aften i juni, 2004, få uger før Manons 10-års fødselsdag, tog Sophie sin ældste datter med ind på sit værelse og satte hende ned.

Hun tog en dyb indånding.

– Elskede skat, sagde hun, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig ...

Læs 2. del, Manons utrolige historie: JEG BLEV FORBYTTET SOM SPÆD, her.

Tirsdag den 10. februar 2015 blev Sophie og Manon Serrano af retten i Frankrig tilkendt 15 millioner kroner i erstatning. Du kan læse hele historien og et helt nyt interview med Sophie i Ude og Hjemme nr. 8, som udkommer onsdag den 18. februar.

Serrano, forbyttet barn

Sponsoreret indhold