Jeg fik et ondt varsel

Helle mærkede et så voldsomt ubehag, at hun var nødt til at stoppe bilen og sunde sig. Om natten havde hun mareridt. Dagen efter blev hun ringet op af Jonas' far, som havde fået en ond besked: Deres søn var omkommet på den anden side af jordkloden under sin rejse i New Zealand.

Kastrup Lufthavn sitrer af forventningsfulde mennesker, og Jonas er klar til et års eventyr i New Zealands barske natur. De sidste par uger har hans mor, Helle Sørensen, prøvet at forberede sig mentalt til sin søns lange rejse. Hun har glædet sig over, at hans drøm endelig gik i opfyldelse, men en nagende uro har bidt sig fast i hendes krop.

 

Hun kysser og krammer ham farvel i menneskemylderet, men da han langsomt forsvinder op ad de rullende trapper, bliver hun pludselig ramt af en voldsom følelse. Hjertet dunker under jakken, og da han vender sig om og vinker til hende, bryder hun sammen. 

– Jeg har aldrig grædt særlig meget, men den dag kunne jeg bare ikke holde det tilbage. For jeg blev ramt af følelsen af, at det var sidste gang, jeg så ham. Jeg prøvede efterfølgende at skyde det væk. Jeg tænkte, at jeg bare var blevet pylret på mine gamle dage, men følelsen lå og ulmede de næste mange måneder, fortæller 48-årige Helle Sørensen fra huset i Broby på Fyn.

LÆS OGSÅ: Midt i sorgen: Nadia og Dennis' nye babylykke

– Jonas var en livsglad dreng, der var vellidt af de mennesker, han mødte på sin vej. Samtidig gik han aldrig ind i noget halvhjertet, men han havde sådan en fin, ydmyg tilgang til tingene, indleder hun sin beskrivelse af sin søn, der lige fra barnsben havde en passion for naturen, og han var ikke til at komme i kontakt med, når der var naturprogrammer i fjernsynet.

Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, da hans interesse førte ham ud over Danmarks grænser, og da han fik muligheden for at vende tilbage til New Zealand, hvor han havde været før, sprang han til.

Den sidste snak

Som dagene gik, og de fik snakket sammen, begyndte en ro at indfinde sig hos Helle. I begyndelsen af hans rejse boede han hos en ven, der var en del ældre end ham, hvilket gjorde Helle tryg. Men hun vidste også, at når han nærmede sig maj måned, ville han af sted til sydsiden af øen på egen hånd. Endnu en gang slog hun det hen, og da hun snakkede med ham den 2. juni 2019, var han kommet godt frem.

 

– Jonas gad ikke at snakke særlig meget i telefon. Men den dag talte vi i over en time. Det var, som om han havde behov for det. Det har jeg tænkt meget over bagefter, fortæller Helle, der samme aften skulle hente Jonas’ søster inde i Odense.

På vej i bilen mærkede hun pludselig et voldsomt tryk ved brystet, så hun blev nødt til at stoppe og få selen af. Kort tid efter havde hun det fint igen og fortsatte. Hun tænkte ikke mere over det, men da hun lagde sig til at sove om aftenen, blev hun overmandet af en skræmmende drøm.

LÆS OGSÅ: Ellen blev syg af sin mands selvmordsforsøg

– Jeg så en person ligge livløs under en isflage. Jeg kunne ikke se ansigtet, kun omridset. Det føltes så levende, og jeg var helt rundt på gulvet, da jeg vågnede, forklarer Helle.

Om aftenen blev hun ringet op af Jonas’ far. Han havde ikke hørt fra deres søn, og pludselig var hun ikke i tvivl. 

– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste bare, at han ikke var i live mere, forklarer Helle.

Druknet i flod

Hun bad alligevel til, at hun ville få en opringning om, at hendes søn var blevet fundet, men som timerne gik, blev håbet mere og mere spinkelt, og da hun om natten blev vækket af den velkendte lyd fra telefonen, vidste hun, at det var dårligt nyt. I den anden ende kunne hun høre sorgen i Jonas’ fars stemme.  

– Det var, som om jeg ikke kunne være i min egen krop. Den var lammet, og uanset hvad jeg gjorde, gjorde det ondt, forklarer Helle, der husker den efterfølgende tid som en tåge.

Jonas var druknet i forsøget på at krydse en flod. Den efterfølgende obduktionsrapport viste, at Jonas’ hjerte var forstørret, og der var en risiko for, at han kunne have fået et hjertestop på grund af det kolde vand.

 

    Familien havde kontakt med Jonas’ ven i New Zealand, og han sørgede for, at Jonas kom hjem til Fyn. Helle var på intet tidspunkt i tvivl om, at hun skulle se sin søn en sidste gang, for den uvirkelige følelse af, at han var væk for altid, havde hun svært ved at acceptere.

– Han var så fin. Jeg strøg ham over håret og kyssede ham. Jeg tog hans kolde hånd, og jeg fik instinktivt lyst til at varme ham, forklarer Helle, der modtog kondolencer og blomster i hobetal.

Alligevel blev hun overmandet af en voldsom ensomhed, da begravelsen var overstået.

 

– For mig skiftede det fra chok til en overvældende sorg. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og det var uforståeligt, at livet bare gik videre for alle andre.

 

Helle sad ofte på terrassen og knugede Jonas’ tøj, som han døde i. Andre gange væltede tårerne ned ad hendes kinder. Hun kunne bruge flere timer på at kigge tomt ud i luften, og når hun skulle i seng om aftenen, føltes værelset mørkt og skræmmende.

Efter tre en halv måned vendte hun tilbage på arbejde, men en følelse af meningsløshed fyldte alt. Dagen kunne føles okay, når hun stod op om morgenen, men hun vidste aldrig, hvornår sorgen ramte med 100 kilometer i timen og fejede benene væk under hende.

Det er snart et år siden, at hun fik den besked, der for altid vil stå som den værste dag i hendes liv. Glæden har stadig ikke meldt sin ankomst, men accepten af, at hendes søn ikke kommer hjem, er begyndt at indfinde sig.

Tæt på ham

– Jeg håber, at sorgen kan finde et leje, hvor den ikke fylder alt. Samtidig vil jeg ikke undvære den, for den er symbolet på min kærlighed til min søn. Han er det sidste, jeg tænker på, før jeg falder i søvn, og det første, når jeg vågner om morgenen, fortæller Helle, der ved, at hendes søn havde planer om at besøge både Canada og Skotland. Sammen havde de også planlagt, at de skulle en tur til Auschwitz, når han kom hjem fra New Zealand.  

 

– Når han ikke selv kan opleve det, vil jeg opleve det for ham, så jeg venter på, at grænserne åbner igen, så jeg kan komme af sted, fortæller Helle, der håber, at hendes historie kan være med til at bryde tabuet om sorg. 

– Jeg har hans tøj liggende, som han døde i, og jeg tager på kirkegården næsten hver dag. Det giver mig en ro, og jeg føler, at jeg er tæt på ham, forklarer Helle, hvis nye livsvilkår er sorgen.

Derfor håber hun også, at folk vil blive bedre til at tale om det, så man ikke sidder tilbage med følelsen af, at den skal gemmes væk. 

 

– Folk har berøringsangst, men man gør det værre, hvis man ignorerer den sorgramte. Man behøver ikke sige noget specielt. Man kan bare sige, at man ikke ved, hvad man skal sige. Det kan være nok. Og så husk på: Selv om der kommer tårer, er det ikke, fordi du har sagt noget forkert. Når man har mistet et barn, så er man ked af det hele tiden – også når man griner.