Jeg flygtede fra mit trygge liv 1:2

Per og jeg levede et trygt og roligt liv med vores to halvvoksne børn. Men jeg kedede mig og følte mig rastløs. Så da en veninde inviterede mig i byen alene, takkede jeg ja. Èn bytur blev til flere, og jeg endte med at tage med hende en uge til Mallorca. Her mødte jeg Anders, og så var der ingen vej tilbage...

 

Per og jeg havde været sammen, siden vi var 16. Vi blev gift, da vi var 19, og Louise blev født samme år. Vi kom begge fra ustabile familier og havde travlt med at etablere vores egen lille kernefamilie.

Kort efter Louises 2-års fødselsdag kom Gustav til verden, og vores familie var komplet. Per arbejdede som mekaniker, og jeg arbejdede som dekoratør, så vi havde nok at se til. Da tiden gik med hus, børn og karriere, så endte Pers og mit parforhold i baggrunden, men vi havde stadig et godt og varmt forhold til hinanden, på trods af at vi ikke havde tid til at være sammen. Det var faktisk først, da børnene kom i skole, at jeg begyndte at føle mig rastløs. Per brugte den frihed, der fulgte med børnenes voksende uafhængighed, til at dyrke jagt og fiskeri i weekenderne, mens jeg følte mig overladt til mig selv. 

Jeg elskede Per, men det havde aldrig været en vild forelskelse, og Per var heller ikke typen, der brød sig om blomster eller romantik. Til gengæld var han det mest trofaste og ansvarsbevidste menneske, jeg kendte, og når det havde været nok til at gøre mig glad og tilfreds i de 12 år, vi havde været sammen, burde det vel også fortsat være det.

Mit job var jeg heller ikke videre passioneret omkring, og ingen af de hobbyer, jeg forsøgte at kaste mig over for at få tiden til at gå, kunne fylde tomrummet inden i mig.

Det var først, da Pers lillesøster, Lise, skulle giftes, og vi skulle holde polterabend, at jeg fandt ud af, hvad der skulle til for at afhjælpe rastløsheden. Vi tog på byens største diskotek og festede igennem til den lyse morgen. Jeg havde aldrig rigtig været fuld før, og jeg havde heller aldrig været i byen, så jeg dansede og drak på livet løs, og aftenen blev hængende i min bevidsthed i lang tid.

Et par uger senere skulle Per på en jagtweekend med nogle kammerater, og jeg benyttede anledningen til at få børnene passet hos min svigermor, så jeg kunne gå i byen igen. En af mine veninder, Helene, var netop blevet skilt, og hun var mere end villig til at gøre mig selskab på diskoteket. Vi havde en sjov aften, og i de kommende måneder blev den fulgt op af den ene gå-i-byen-aften efter den anden.

I begyndelsen var det fint med Per, men snart begyndte han selvfølgelig at brokke sig: ”Nej, sgu da ikke igen. Nu må Helene da være ovre de værste hjertesorger, og du har altså to børn”, sagde han. Det argument kunne jeg slet ikke bruge til noget, for fordelen ved min nye hobby var jo, at den foregik efter børnenes sengetid.

Men selv om jeg i dag skammer mig over at sige det, var jeg fløjtende ligeglad. Jeg syntes, at der var så mange andre mænd i verden, der var langt mere spændende end ham, jeg var gift med.

Forudsigeligt nok endte det med at gå helt galt. Helene havde vundet en rejse til Mallorca i en konkurrence, og da hun inviterede mig med, sagde jeg ja tak uden at snakke særligt meget med min mand. Jeg fik min mor til at hjælpe Per med børnene, og så drog jeg af sted på mit livs første ferie alene uden mand og unger.

Allerede den første aften i hotellets bar mødte jeg Anders. Han var fem år yngre end mig og den sjoveste og flotteste mand, jeg havde været sammen med. For det var det, der skete – jeg gik i seng med en anden mand.

Jeg var stort set sammen med Anders i døgndrift. Jeg var forelsket, og det måtte jeg tage konsekvensen af. Jeg ville skilles fra Per.

Se også: Min affære fik følger