Jeg flygtede fra mit trygge liv 2:2

Jeg blev skilt fra Per for at leve min drøm ud med den fem år yngre Anders. Men da den stormende forelskelse havde lagt sig, gik det op for mig, at for Anders havde det hele bare været en leg. Så for anden gang på kort tid måtte jeg tage en stor beslutning.

Som ugerne gik, og forelskelsen voksede, blev jeg stadig mere sikker på min beslutning om, at jeg ville skilles fra Per. Men det var bare så forbistret svært at få det sagt. Og så var der jo også børnene. Tankerne tumlede rundt i hovedet på mig fra tidlig morgen til sen nat, og efter flere uger, hvor Anders og jeg ikke havde set hinanden, fik jeg endelig mulighed for at tage over og besøge ham.

Det var lidt overraskende, da jeg opdagede, at han stadig boede hos sine forældre, men han havde nogle værelser for sig selv og forklarede, at det fungerede fint. De respekterede hans privatliv, og der var da heller ikke nogen, der forstyrrede os. Bagefter lå vi på sengen og talte sammen. Jeg vidste, at jeg snart blev nødt til at køre igen, og jeg ville gerne finde ud af, hvordan vi skulle komme videre med vores relation. ”Hvor hurtigt kan du sige dit job i byggemarkedet op”? spurgte jeg. ”Det kan godt være at du er fem år ældre end mig, men jeg skal sgu ikke flytte nogen steder”, svarede han surt. På trods af vores forelskelse havde jeg virkelig fået noget at tænke over på vejen hjem.

Jeg blev skilt fra Per, vi afviklede vores hus – det hele gik så stærkt og så boede vi pludselig i en fremmed by. Jeg fandt et lille hus, hvor børnene og jeg kunne bo til leje den første tid. Så kunne Anders og jeg finde noget større sammen, når han og børnene havde lært hinanden at kende. Samtidig skulle jeg begynde på et nyt job i en stor møbelforretning, og det var en stor mundfuld. Jeg var dødtræt, når jeg kom hjem, og der var ikke andre til at hjælpe med indkøb, madlavning eller at få to vrangvillige unger til at lave lektier og gå i bad.

Anders og jeg havde aftalt, at vi skulle tage det roligt i forhold til børnene, og derfor kom han først på besøg, når de var puttet. På det tidspunkt var jeg også segnefærdig, men alligevel så forelsket, at jeg formåede at tilbringe utallige sene aftener med ham.

Det var et halvt år siden, at Anders og jeg havde holdt ferie samtidigt på Mallorca, men det var først nu, jeg fandt ud af, hvem det egentlig var, jeg havde forelsket mig i. Hvornår begyndte den første, lille irritation at indfinde sig? Var det, da han anden gang aflyste en aftale en lørdag aften, hvor vi havde planlagt at se film med børnene? Selvfølgelig var det fedt for ham, at han havde fået en gratis billet til en rockkoncert, men den aften greb jeg mig for første gang i at savne Per lidt. Langsomt, men smerteligt, begyndte det at gå op for mig, at Anders havde præcis det liv, han gerne ville have, og det betød selvfølgelig også, at han ikke havde travlt med at ændre på noget. Når han kom hjem fra arbejde, spurgte jeg ham, om ikke vi kunne hjælpes ad med det huslige, men det afslog han med den begrundelse, at han ikke kunne lave mad.

Jeg syntes stadig, at han var lækker, og havde da også lyst til ham, men nogle gange var det også fint bare at nusse, uden at det skulle føre til mere. Den indstilling delte Anders ikke. Hvis jeg var afvisende, blev han sur, og så skete det ofte, at han tog af sted. Jeg var konstant træt og længtes efter den tid, hvor jeg levede sammen med en ansvarsfuld mand.

Per havde overraskende hurtigt fundet sammen med søsteren til en af de mænd, han gik på jagt sammen med, og han så ud til at trives. Jeg ved ikke, om jeg var jaloux, men jeg misundte ham det forhold, han var ved at bygge op, for det blev tydeligere og tydeligere, at Anders var alt for umoden til at bære sin del af et familieliv. Derfor spurgte jeg ham en aften, hvad han ville med mig. ”Jamen jeg vil have det sjovt sammen, ligesom vi havde i begyndelsen. Fest og vild sex! Nu er du sgu blevet så kedelig, og når jeg skal være ærlig, synes jeg ikke længere, at det er så sejt at have scoret en, der er fem år ældre”, svarede han. Sejt at have scoret mig? Jeg havde splittet en familie op, var blevet skilt og havde flyttet mine børn. Men for Anders havde det bare været en sej scoring.

Samme aften bad jeg ham om at pakke de få ting, han havde i huset, og resten af weekenden brugte jeg på at overveje, om jeg skulle flytte igen. Heldigvis kom jeg hurtigt til fornuft. Selvfølgelig skulle vi ikke flytte. Børnene var faldet godt til, og de skulle ikke rykkes rundt efter mit egoistiske forgodtbefindende. Jeg havde tumlet rundt længe nok, og det var på tide at blive voksen for anden gang.

Det sker, at jeg møder Anders, men vi nøjes med at sige hej. Til gengæld er jeg begyndt at tale en del med en sød kollega i forretningen, hvor jeg arbejder. Måske kan det blive til noget mere? Nu må vi se. Denne gang har jeg ikke så travlt.

Se også: Min søn manglede en reservefar