Jeg frygtede, mit barn døde

Tre uger gamle Hugo har grædt i et par timer. Han er utilfreds med modermælkserstatningen, som giver ham ondt i maven. Men i Mettes hoved er en konstant tankestrøm af bekymringer og skrækscenarier begyndt at overdøve gråden. Har han noget i maven, der ikke skal være der? Kan det være farligt? Hvad nu, hvis han har kræft? Hun begynder at gå i panik, for én ting er sikkert: Der er noget galt.

Mette forsøger at få fat i sin læge. Hendes egen læge sender hende videre til vagtlægen. Vagtlægen sender hende videre til børneafdelingen, og da Mette endelig træder ind på børneafdelingen, bryder hun grædende sammen. En sygeplejerske tager Mette og hendes to sønner med ind i et rum, så de kan finde ud af, hvad der er sket.

– I må simpelt hen ikke sende mig hjem! Jeg kan ikke klare det, hvis I sender mig hjem, forsøger Mette at forklare sygeplejersken.

En velkendt stemme tilslutter sig: – Vil I ikke godt beholde min mor, så hun kan blive glad igen? kommer det bekymret fra Hugos storebror på 12 år. Ordene får Mette til at bryde sammen på ny.

Den største drøm

Mette havde været single i en tid, da hun besluttede sig for, at hun gerne ville have et barn mere. Selv om hun nød tilværelsen sammen med sin store søn, Milo, var der alligevel noget, der manglede.

– Jeg gik bare hele tiden og ventede på, at jeg fandt en at få børn med. Men jeg kunne ikke rigtig indordne mig at være sammen med nogen. Så jeg bestemte mig for, at inden jeg blev 40 år, skulle jeg have et barn mere, om jeg så skulle få det alene, fortæller 40-årige Mette Pedersen fra Randers.

I efteråret 2019 begyndte Mette derfor i fertilitetsbehandling, og til al held kunne hun allerede i november konstatere, at hun var gravid. Da Mette har en tarmsygdom, som hun flere gange er blevet opereret for, blev lille Hugo født den 29. juni 2020 ved planlagt kejsersnit. Endelig blev drømmen om at være en familie på tre en realitet.

Læs også: Jeg ville være den perfekte mor

En rød snor

I de efterfølgende dage var mor og søn indlagt, så Mette kunne komme sig efter fødslen. Hun kunne ikke komme ud af sengen og selv tage Hugo op, så sygeplejerskerne var hele tiden klar til at komme og hjælpe hende.

– Jeg havde det fint på sygehuset. For der var der en rød snor, som jeg kunne trække i, hvis jeg var det mindste i tvivl – og jeg var meget i tvivl!

For selv om Mette blev mor for anden gang, følte hun ikke, at hun kunne trække på sine tidligere erfaringer.

– Der var en nat, hvor jeg var kommet til at falde i søvn med Hugo på mit bryst. Det måtte man dengang med Milo, men det må man ikke mere. Og jeg fik at vide, at hvis man gjorde det, og man svedte, så kunne babyen dø af det. Så jeg trak grædende i snoren midt om natten. Jeg kunne jo sagtens se, at han lå og trak vejret, men inde i mit hoved havde jeg slået ham ihjel. For det løb ned ad mig med sved. Og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at de havde sagt, at jeg ikke måtte falde i søvn med ham, og det var jeg kommet til.

Som altid kom sygeplejerskerne, og Mette faldt hurtigt til ro igen. Så det var først, da hun og Hugo kom hjem fra sygehuset, at det for alvor gik op for hende, at noget føltes forkert.

På egen hånd

– Jeg tror, at det egentlig gik op for mig med det samme efter fødslen, at der var noget galt. Men jeg skubbede det til side og sagde til mig selv, at det bare var hormoner, siger Mette eftertænksomt.

Men derhjemme var der ikke nogen rød snor, som Mette kunne trække i, så allerede efter kort tid begyndte det at blive et problem for hende.

– Jeg spiste og sov ikke i den tid. Jeg kunne ikke sove, for jeg var så usikker! Jeg tænkte, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Jeg var bange for, at han fik for lidt at spise – og at han fik for meget at spise. Ville han lide vuggedøden om natten? Alt, hvad der kunne gå galt, gik igennem mit hoved, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg var så bange for, at der ville ske ham noget. Ingen måtte røre eller holde ham. Jeg blev så nervøs, når andre holdt ham, og min store søn måtte ikke være i nærheden af ham. Jeg skulle bare selv have ham, for så skete der ikke noget.

Læs også: Fødselsdepression blev til skizofreni: Jeg fandt tilbage til min søn

Indlagt med fødselsdepression

Men selv uden søvn kunne Mette godt se, at det ikke var en holdbar løsning i længden. Hun besluttede sig for at tage op til sine forældre i Nykøbing Mors for at få hjælp og ro.

Efter to dage hos Mettes forældre med Hugos tilbagevendende gråd over modermælkserstatningen begyndte panikken dog at sprede sig hos Mette, og hendes mor kunne ikke mane hende til ro. Panikken resulterede i, at Mette ringede til lægen og til sidst hørte sin store dreng bede sygeplejersken om hjælp på børneafdelingen.

– Dér ramlede det hele for mig. Jeg var presset til det yderste, og jeg kunne ikke klare det længere. Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at tage mit eget liv, eller fordi jeg ikke kunne passe mine børn. Jeg kunne bare ikke mere, forklarer Mette.

Så tre uger efter Hugo kom til verden, blev mor og søn indlagt på grund af mistanke om en fødselsdepression. Imens tog Mettes søster sig af Hugos storebror.

– Sygeplejerskerne sørgede for, at jeg fik noget at spise, og tvang mig til at få noget søvn. Men jeg faldt også med det samme til ro, fordi der var en rød snor, som jeg kunne trække i. Det var ikke, fordi jeg brugte den særlig meget. Men den var der.

Et råb om hjælp

Da Mette blev udskrevet en uge senere, var der blevet lagt en plan for de kommende to uger, hvor familie og venner på skift kom og var der for hende fra morgen til aften. Men da de to uger var gået, blev kommunen ved med at udskyde mødet om en ny plan. Så Mette sad igen alene med det angstprovokerende ansvar og de ustoppelige skrækscenarier inde i sit hoved.

– Jeg spurgte så på Facebook, om der var nogen, der kunne hjælpe mig, fordi jeg havde fået en fødselsdepression og bedt kommunen om hjælp, men havde stadig ikke hørt noget fra dem. Og jeg havde virkelig brug for, at der var nogen ved mig, der kunne støtte og vejlede mig! Jeg turde ikke engang gå med ham. For jeg var bange for, at jeg ville brække nakken på ham. Den der stakkels lille nakke… Men der var nok 50, der skrev til mig, og der blev derefter lavet en plan for de næste to måneder, så der kom nogen forbi hver dag.

En dag blev Mette kontaktet af TV2 Østjylland, som fortalte hende, at de havde ringet til kommunen og spurgt til den manglende hjælp.

– Der gik to dage, efter jeg havde hørt fra TV2 Østjylland, så ringede kommunen til mig, og vi fik lavet nogle aftaler. Det vil sige, at 70 dage efter jeg bad om hjælp fra dem, dér fik jeg den. I al den tid kom jeg ikke uden for en dør, siger Mette frustreret.

Læs også: Lili overvandt en fødselsdepression

Håb forude

I dag har Mette fået en familiekonsulent, der kommer fast to gange om ugen. Derudover har hun fået faste rutiner i hverdagen, der gør det nemmere for hende at håndtere skrækscenarierne.

– Mine tanker er stadig konstant på mine børn, for jeg er så bange for at miste dem. Men nu ved jeg, at det med tiden nok skal gå alt sammen. For det går bedre for hver dag. Jeg får medicin, jeg går i traumebehandling en gang om ugen, og jeg kommer ud, siger Mette med et smil i stemmen.

Hun håber på, at hun snart kan komme tilbage på arbejde igen. Desuden håber hun, at der på sigt vil komme mere hjælp til forældre med fødselsdepressioner.

– Jeg har altid været alene og klaret alting selv. Men hvis TV 2 Østjylland ikke havde kontaktet kommunen, havde jeg måske siddet her endnu og ikke turdet komme ud. Og jeg er jo forholdsvis heldig, fordi jeg har et kæmpe netværk. Tænk på dem, der ikke har noget, og som står i den samme situation som mig. Det vil jo gå galt – og i sidste ende er det børnene, det vil ramme allerhårdest.