Jeg har altid følt mig forkert

Stefka tilbragte sine første to år på et børnehjem i Bulgarien. Selv om hun blev adopteret af et dansk par, holdt hun aldrig op med at føle sig forkert. Den første del af barndommen havde sat sig spor, og som 15-årig blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun bed folk og hamrede hovedet ind i væggen. Bubber har mødt den 22-årige kvinde, som nu har bevist, at det aldrig er for sent at få et godt liv.

Hun må være 44 nu og sikkert lille og spinkel. Hendes øjne er brune, og det lange hår er næsten sort.

Stefka kan se sin mor for sig helt klart og tydeligt. Men i den virkelige verden har hun aldrig mødt hende. Hun har ikke så meget som et billede af hende. Stefka ved kun, at hendes mor var 22 år og ugift, da hun fødte hende på et hospital i Bulgarien. Straks efter forlod hun sin nyfødte datter, som efter en længere hospitalsindlæggelse blev kørt til et børnehjem.

I dag er Stefka selv 22 år. Der er sket meget i hendes liv siden børnehjemmet, men hun har aldrig mistet håbet om engang at finde sin mor. Hun er nemlig aldrig holdt op med at savne hende.

Savnet har været særlig stort i de perioder, hvor Stefka har følt sig mest lille og ensom. Og sådan har hun følt sig i en stor del af sit liv.

Jeg har fået lov til at besøge hende i hendes hyggelige kollegiebolig på opholdsstedet Søbæk, hvor hun har hængt hjerter på væggene og sat stearinlys på bordet. Her føler hun sig hjemme. Og det er ikke en følelse, hun er vokset op med.

I den første del af sin barndom boede hun på børnehjemmet i Bulgarien, hvor tremmesengene stod tæt på sovesalen, og hvor der var kamp om de få stykker legetøj. Men da hun var 2 år, blev hun hentet af sine danske adoptivforældre, som tog hende med til Danmark til et liv, hvor der ikke manglede legetøj. 

Ikke et let barn

Men inde i Stefka manglede der alligevel noget. De første år havde sat deres spor, og hun ved, at hun ikke var et let barn at få i armene.

– Jeg ville ikke snakke, jeg spiste heller ikke godt, og jeg skubbede mine forældre fra mig.

Det kan være en stor mundfuld at være adoptivforældre. Og det kan være en lige så stor mundfuld at være adoptivbarn.

Læs også: Jeg var tvunget til at svigte min datter

Blev storesøster

Kort efter Stefka kom til Danmark, blev hendes adoptivmor gravid. Hun fødte en datter. En ægte datter, følte Stefka.

– Jeg følte mig forkert, og der var et hul inde i mig, fordi jeg aldrig havde haft min rigtige mor. Når vi i skolen skulle vise babybilleder af os selv, havde jeg ikke nogen at vise. Jeg hørte de andre sige til hinanden, at de lignede deres mor. Men jeg kunne ikke sammenligne mig selv med nogen. Til gengæld lignede min søster vores mor på en prik.

Stefka var selvfølgelig glad for sin lillesøster. Og forældrene var glade for begge deres børn. Men alligevel kunne Stefka aldrig slippe følelsen af at være barn nummer to i rækken.

– Min søster var dygtig i skolen, og jeg sad til specialundervisning og kunne ikke læse. Når jeg kiggede på hende, følte jeg, at mine forældre nu havde fået det barn, de ønskede, siger Stefka, som var præget af mange ulykkelige forestillinger i barndommen. 

Ønskede at dø

Men hun kunne ikke finde ud af at sige dem højt af frygt for at virke svag. Hvis hun havde været bedre til at sætte ord på, kunne forældrene måske have forsikret hende om, at hun tog fejl. Og måske var det ikke gået så galt, som det gjorde.

I stedet for at tale om tingene blev Stefka selvdestruktiv. Hun var 8 år, da hun første gang ønskede at dø. 13 år, da hun begyndte at skære i sig selv med barberblade.

– Jeg følte mig så uduelig og forkert hele tiden. Når jeg skar i mig selv, oplevede jeg et øjebliks stilhed, og det var også rart at se mit eget blod, for så følte jeg, der var noget, der flød ud af mig.

Stefka var kun et barn, men hendes handlinger var så skræmmende, at hendes familie til sidst ikke turde have hende hjemme mere. På det tidspunkt var hun også holdt op med at spise, så hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Glostrup.

Var ude af sig selv

Da hun ankom, var hun ude af sig selv. I bogstaveligste forstand. Stefka kunne ikke holde ud af være Stefka, så for at slippe væk hamrede hun hovedet ind i væggen og rev store totter ud af sit eget hår.

– Jeg kan slet ikke huske de første måneder. Jeg bare skreg og skreg. Det stak helt af.

En dag stak det så meget af, at personalet måtte trykke på alarmen. Stefka havde igen slået hovedet ind i væggen, og hvis nogen prøvede at holde hende tilbage, bed hun fra sig som et dyr i en fælde. Derfor vurderede de, at der kun var en ting at gøre: Den dengang 15-årige Stefka blev spændt fast på arme og fødder.

– Ligesom man ser på film, siger hun med et lille trist smil.

Trængte til et kram

Stefka blev selvfølgelig sat fri igen, og de efterfølgende måneder på Glostrup Hospital kom til at få en enorm betydning i hendes liv.

– De begyndte at grave i mig, som hun selv siger. Og det er nok meget rammende. Personalet fik åbnet Stefka mere og mere, så hun stille og roligt begyndte at tale om alle de følelser, hun havde holdt for sig selv.

Særligt var der en sygeplejerske, som kunne noget helt særligt.

– Hun kom bare ind under huden på mig. Tit spurgte hun, om vi ikke skulle gå en tur, og så væltede det bare ud af mig. Hun gjorde mig tryg, og hun hjalp mig til at gøre andre ting end at skade mig selv, siger Stefka, som blandt andet lærte at rive papir i stykker eller lave kruseduller, hver gang hun fik lyst til at afreagere på sig selv. 

Hun lærte også, hvad det virkelig var, hun havde brug for, når hun skreg og bankede hovedet ind i væggen.

– Jeg ville jo bare have et kram. En ordentlig bjørnekrammer.

Læs mere: Tinas svære barndom med seksuelt misbrugt 

Også gode barndomsminder

Hverdagen på psykiatrisk afdelingen lignede på ingen måde hverdagen for andre 15-årige.

– Jeg så kun en masse hvide vægge, og jeg kunne næsten ikke huske, hvordan en bil så ud.

Men selv i den lukkede, hvide verden kan der findes gode barndomsminder. Stefka har faktisk en masse fra sine 10 måneder på psykiatrisk afdeling.

– Jeg fandt jo ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde det dårligt. Det var betryggende at vide, at jeg ikke var den eneste. Og så havde vi det også sjovt sammen. Vi lavede pandekager i køkkenet og smurte tandpasta på dørene for at drille de voksne, smiler Stefka.

Hun smilede dog ikke, da lægerne mente, at nu var hun rask nok til at blive udskrevet. Det var voldsomt at komme ud i virkeligheden. Især fordi hun skulle ud til en virkelighed, som hun slet ikke kendte.

Piller på recept

Stefka skulle nemlig ikke hjem til sin familie, men videre til opholdsstedet Søbæk i Knabstrup, hvor hun kunne få bedre hjælp. Selv anede hun ikke, hvor i landet stedet lå, da hun blev hentet og kørt ud til sit nye hjem. Hun sad bare på bagsædet og kiggede ud på alle markerne.

– Da jeg kom, stod der tre kæmpe brød og tog imod mig og viste mig ind på mit værelse. Det var rigtig fint. Men det hele var så overvældende, og jeg følte mig meget, meget lille.

Stefka skulle ikke bare vænne sig til nye omgivelser. Hun skulle også vænne sig til nye mennesker. Og efter 10 måneder bag et lukket hospitals hvide vægge skulle hun vænne sig til friheden til bare at gå ud i naturen alene og uden at spørge om lov.

En så stor omstilling i livet kan være svær for de fleste mennesker. Men for Stefka føltes det nærmest rystende.

– Jeg havde nogle tilbagefald, som hun siger. Et af dem kunne have været slutningen på Stefkas historie.

Ville dø

En dag tog de selvdestruktive tanker nemlig så meget over, at hun gik ned på det nærmeste apotek og købte en pakke sovepiller på recept. 

Selv husker Stefka ikke meget fra den dag. Kun små brudstykker. Hun husker, hvordan en pædagog fandt hende på toilettet. Hun husker i glimt, hvordan falckreddere lyste hende ind i øjnene i en ambulance, og hun husker deres insisterende stemmer. ”Hallo hallo. Kan du høre os?”

Endelig husker Stefka en kort scene fra hospitalet. Hun lå i en seng med alverdens slanger og elektroder. Over hende stod en læge og så ned på hende.

– Skal jeg dø nu? spurgte Stefka.

– Det kan jeg ikke svare på endnu, svarede lægen.

Vil lære at nyde livet

Stefka overlevede heldigvis. Men hun gjorde mere end det. I de følgende år besluttede hun sig for at få et rigtigt liv med en rigtig fremtid. 

Når jeg sidder over for Stefka, er det næsten ikke til at fatte, at hun er den samme pige, som for bare fem år siden lå og skreg ud i luften på psykiatrisk afdeling. I dag er hun smilende, rolig og god til at fortælle sin egen historie.

– Jeg har fået så meget hjælp her på Søbæk. Personalet var der bare altid og tog sig tid til mig. Og så gav de mig de kram, jeg behøvede.

Stefka skal nu også huske at rose sig selv. Det er trods alt hende, der har gjort arbejdet og skaffet sig selv en lang stribe sejre. Hun har for eksempel bestået 9. klasse. Noget hun aldrig havde troet muligt. Hun har også taget kørekort, og nu er hun i gang med at uddanne sig til pædagogisk assistent.

Når hun engang er færdig med skolen, ved hun godt, hvad hun vil bruge sin uddannelse til.

– Jeg vil gerne gøre en forskel for unge, der har det svært. Jeg ved jo selv, hvordan livet kan se ud, og det interesserer mig, hvad der foregår i hovedet på andre.

– Føler du dig hel nu?

– Det kommer jeg nok aldrig til. Jeg savner stadig min biologiske mor, og det er svært at tænke på, at hun er ude i verden et sted. Jeg gad virkelig godt finde hende. Det kan godt være, hun forlod mig. Men jeg håber virkelig, hun gjorde det i kærlighed.

– Du har samme alder, som da din mor fødte dig. 

Vil du selv have børn?

– Det vil jeg gerne. Men ikke lige nu. Jeg skal først lære at være et menneske. Og lære at nyde livet.