Jeg har skadet mig selv og andre

I en alder af 44 år kigger Brian tilbage på sit liv som kriminel i bogen “For enden af stregen”. Han er invalid af sit misbrug, forhadt på grund af sin voldelige fortid og har næsten ingen kontakt med sine børn. – Gør ikke som jeg, advarer han.

Han husker, hvordan han skulle stå helt stille med de små fødder i en spand med isvand. Armene skulle holdes oppe i 90 grader. I baggrunden sad hans mor, lillebror og stedfar i sofaen og så et underholdningsprogram. Sank armene, eller bevægede fødderne sig det mindste, var der kontant afregning med det samme. Støvsugerrøret fra Nilfisken blev brugt, og selv om smerten var ubeskrivelig på den lille drengekrop, sagde han ikke noget. Han græd heller ikke.

Læs også: Jonathan var ramt af sorg: Den bedste medicin er at dele den med andre

Brian var ikke engang begyndt i skole, da det optrin blev helt almindeligt derhjemme. Enten var det Brian, der måtte smide strømperne, eller også var det hans lillebror. Det var nærmest russisk roulette, og ofte endte det med, at de to brødre beskyldte hinanden for ting og sager, de selv havde gjort, for at slippe for straffen.

– Kan du forestille dig, hvordan det er at se sin egen lillebror få så mange tæsk, at han bare ligger og glor ind i væggen bagefter? Nej, vel? Hvis man ikke har prøvet det, så kan man ikke forestille sig, hvordan det er, siger Brian Jørgensen.

Stedfar var psykopat

Han er i dag 44 år, bor i Odense med sin kæreste – og har en fortid, som han vil forsøge at forklare – ikke forsvare. For hvis nogen prøver at undskylde hans adfærd, kriminalitet og misbrug i voksenlivet med hans barndom, ryster han på hovedet.

– For ja, jeg har oplevet nogle syge ting, og min stedfar var komplet psykopat, men det er ikke grunden til, at jeg har gjort, som jeg har gjort senere hen. De valg, jeg har taget, har været mine egne, og jeg valgte selv at leve et liv i den hurtige bane. Det er der ingen undskyldning for.

Læs også: Min eksmand ville brænde mig

Massivt stofmisbrug

Han vil hellere bare fortælle om sit liv, og hvordan det gik helt galt, så han nu sidder som en invalidepensionist efter blodpropper, der har givet ham en hjerneskade. Blodpropper, der ifølge lægerne er kommet på grund af flere års massivt stofmisbrug, der blev den løsning, han endte med at bruge som flugt fra den onde virkelighed, hans stedfar skabte. 

Brian beskriver sin stedfar som både iskold og tit fuld. Når Brian tænker tilbage på sin barndom, er der stort set kun minder om rod, kaos og tæsk. Han husker, hvordan de er flyttet rundt på Fyn, hver gang en sagsbehandler fra kommunen er blevet lidt for nysgerrig. Men mest af alt husker han følelsen af svigt, da hans mor endelig valgte at forlade stedfaderen for kun at tage Brians lillebror med sig. Brian lod hun blive tilbage.

Efterladt til tæsk

Han har siden talt med sin mor om det, men han kender stadig ikke svaret på, hvordan hun kunne få sig selv til det. Han har svært ved at forstå det og sværger, at det ville han ikke selv kunne gøre over for sine børn.

Men dengang indordnede Brian sig. Han vænnede sig næsten til at få tæsk, blive ydmyget og mangle kærlighed. Det var først, da han kom i skole, at han begyndte at reagere voldsomt. Han kom op at slås konstant, og det betød et hav af skoleskift og ophold på institutioner i længere perioder. Men Brian fandt altid sammen med dem, der var ligesom ham selv.

– Dem der, man ikke skal hænge ud med. Og når jeg siger det sådan, lyder det, som om jeg ikke selv var en af dem. Men det var jeg. Jeg var en af dem, man ikke skal hænge ud med, siger Brian.

For der blev hapset i butikkerne, stjålet cykler og lavet mere end blot drengestreger. Da han fyldte 12 år, fik han lov til at flytte hjem til sin mor efter tre år på et opholdssted, men hans mor var ikke interesseret i at få sin ældste søn hjem permanent. Derfor trådte en plejefamilie til, og i dag tøver Brian ikke med at sige, at det ægtepar kom til at gøre en forskel for ham. For godt nok kæmpede de forgæves, da de forsøgte at ”redde” den unge fyr, men uanset hvor vild og ustyrlig deres nye plejesøn opførte sig, mærkede Brian kærlighed.

Læs også: Silke fik et varsel om sin søsters død

Smadrede tv

Han havde ikke boet der længe, før han i et raserianfald smed sit nye tv ud ad værelsesvinduet. Da han hørte trinene på trappen, stod han stille og ventede. Men der kom ingen slag. Hans nye plejefar kiggede i stedet roligt på ham og sagde, at Brian skulle i gang med at tjene sine egne lommepenge, for han ville selv komme til at betale for et nyt tv.

– Med årene kom jeg faktisk til at betragte dem som mine rigtige forældre. Jeg ved ikke, om de vidste det. For jeg gjorde desværre alt for at ødelægge det, siger Brian og indskyder, at begge plejeforældre er døde i dag.

Efter sin konfirmation blev skolen droppet, og Brians plejefar skaffede ham et arbejde som arbejdsdreng på det lokale savværk. De andre kolleger var unge mellem 18 og 30 år og lod Brian være en del af fællesskabet. Også når de holdt fester med masser af alkohol og hash. Da Brian fyldte 15, fandt han på at ville flytte hjem til sin mor, men da han troppede uanmeldt op hos hende, lod hun ham forstå, at det ikke kunne lade sig gøre. Brian måtte klare sig selv – så det gjorde han. Han fandt sit eget sted i Odense og fik arbejde i et isoleringsfirma. Det blev samtidig begyndelsen på et massivt stofmisbrug, der skulle holdes ”kørende”.

– Jeg begyndte med amfetamin, men det var, som om der skulle ske et eller andet nyt, der kunne give mig en kæmpe rus. Jeg begyndte at eksperimentere mere og mere med kokain, men det vildeste var klart, da jeg prøvede heroin første gang. Jeg kan sagtens forstå, at narkomaner ikke kan komme ud af et heroinmisbrug.

Læs også: Rykkerbrevene væltede ind: Jeg kunne ikke overskue mere

Inddrev gæld

Samtidig begyndte Brian at hænge ud med typer, der ikke er ”Guds bedste børn”, som han formulerer det. For det kræver rigtig mange penge at holde et kokainmisbrug kørende, siger Brian, der både har begået stribevis af indbrud og været ”inkassator” og givet gedigne tæsk, når folk ikke har betalt deres gæld.

– De første par gange, jeg var med ude, havde jeg svært ved det, men jeg begyndte at se de dårlige betalere som min stedfar. Og så havde jeg pludselig ingen problemer med at gå til dem, indrømmer Brian alvorligt.

Det er barsk at lytte til, og selv har Brian forsøgt at fortrænge det. Men det, der er fortid i dag og har været det i snart otte år, forfølger stadig. Senest har han fået konstateret PTSD på grund af minderne. Og så blodpropperne – de ramte for tre år siden. Ud af det blå. De efterlod ham med en hjerneskade og en krykke.

Vil advare andre

Var ungdommen det værd? Nej, svarer Brian. Overhovedet ikke, og derfor har han fået udgivet en bog om sit liv. Han har selv betalt en ghostwriter for arbejdet, og ud over at det har været en måde at bearbejde det på, har han også haft en anden tanke med bogprojektet: At advare andre unge, der er på vej ned ad den vej, han tog.

– Når jeg går rundt i Odense gågade, kan jeg tydeligt se de unge, der er påvirkede af stoffer, og jeg har sådan lyst til at sige til dem, at de skal se at komme ud af det, siger han og fortæller, at han har et ønske om at komme til at arbejde med unge i det miljø, fordi han ved, hvad han taler om. Måske vil nogen lytte. Selv er han i tvivl om, hvorfor han aldrig lyttede til nogen af dem, der faktisk forsøgte at stoppe ham. 

Læs også: Annikas kæreste tog sit liv

Løbet er kørt

Måske kom den hjælp for sent? Måske skulle det være sket, da han stod med fødderne i spanden derhjemme? Brian ved det ikke. Men for ham er løbet kørt. Han har tre store børn, men kun lidt kontakt til dem. Sønnen slet ingen. Hans bror ser han ikke, og han har fået at vide, at stedfaderen er død. Hans mor bor i nærheden, og de ses. Men de taler ikke om barndommen, og Brian kalder hende ikke for mor.

– Jeg har været ham, der lavede bræk og stjal din bil, ham, der brændte dig med cigaretter, når du ikke betalte det, du skyldte, ham, der solgte dig stoffer i døren, og ham, der lavede forretninger med de hårde drenge. Når jeg lægger mig til at sove i dag, ved jeg, at jeg vågner med koldsved, hjertebanken og total forvirring om natten. Jeg har mareridt hver nat om de der sindssyge ting, jeg har lavet og oplevet. Jeg tænker anderledes i dag – for hvad har jeg at miste? Jeg har allerede mistet så meget i løbet af årene, at jeg lige så godt kan bruge min historie til at forhindre unge i at leve på samme måde.

Læs også: Mor og datter levede et dobbeltliv