Skæbner

Jeg har svigtet mine børn

13. marts 2015 Morten Nøhr Mortensen
Gitte Pedersen gør et sidste forsøg på at vinde sine børns tillid. Hun vil smide alkoholen i skraldespanden og arbejde på at få et normalt liv med sine fem børn. Hendes druk har nemlig kostet hende alt for meget. Sine to yngste, Emma og Tobias, er for længst taget fra hende og hun ikke set dem et halvt år.

- Jeg vil prøve at blive en god mor, så jeg kan begynde at se mine børn igen.

Ordene fra 43-årige Gitte Pedersen bliver sagt med en smerte i stemmen, så det gør helt ondt i hjertet. For Gitte står i en vanskelig situation. I hele hendes voksenliv har hun drukket. Endda så meget, at hun gentagne gange er kommet til at svigte særligt sine to yngste børn, Tobias på 13 og Emma på 15 år. I dag bor de hos deres far, og Gitte må kun se dem 7 timer hver anden søndag. Det sidste halve år har hun slet ikke været sammen med dem overhovedet.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

En barndom fuld af svigt

Men det er ikke alt.

LÆS OGSÅ: Bare du ikke drak mor

Foran Gitte ligger en artikel fra sidste uges Ude og Hjemme. Den har overskriften ”bare du ikke drak mor”. Det er hendes yngste datters barske fortælling om en barndom præget af svigt og sin mors druk. Og den mor er netop Gitte. I artiklen slutter Emma med disse ord.

- Jeg tror, hun vil blive ked af at læse den her artikel. Men måske vil det også få hende til at tænke sig om, så hun vil gå i behandling. Hun er min mor og jeg elsker hende selvfølgelig. Men jeg hader også meget af det, hun har gjort, lyder det fra Emma.

Gitte læser artiklen dyb koncentreret. Hun tager sig til hovedet og er tavs en stund, inden hun svarer.

LÆS OGSÅ: Fars druk stjal min barndom

- Det er hårdt at læse, og jeg er ked af, at jeg har drukket så meget. Jeg er ked af, at jeg har såret og svigtet mine børn, lyder det ærligt fra Gitte.

Da Ude og Hjemme interviewede Emma, anede hun ikke, hvor hendes mor boede. Kun at hun holdt til et sted i Randers. Hun havde godt nok et telefonnummer på Gitte. Men det virkede ikke. Forbindelsen mellem mor og datter var næsten visnet bort. Gitte er i dag klar over, hvor slemt det står til.

- Det er ikke noget rar situation. Jeg vil jo så gerne have et godt forhold til mine børn. Men jeg ved også, at jeg har svigtet dem. Derfor er jeg ved at rette op på mit liv, siger hun og fortsætter lidt efter.

Gitte var træt af sit liv

- Når jeg får lov at være mere sammen med dem, så skal der være styr på det. Jeg vil ikke svigtet dem, som jeg har gjort så mange gange før.

Og det ser da også ud til, at Gittes liv så småt er begyndt at gå i en mere positiv retning. Hendes datters håb om at få sin mor i alkoholbehandling er allerede blevet opfyldt. I december sidste år var Gitte så træt af sit liv, at hun gik ind på alkoholcentret i Randers for at få hjælp. Siden har hun været i et forløb med gruppeterapi en gang om ugen. Og forbruget af alkohol er dalet kraftigt.

- I dag drikker jeg kun i weekenden. Ikke om hverdagen. Jeg kunne godt stoppe helt, og det er jeg nok også nødt til. For jeg ved jo med mig selv, at får jeg bare to eller tre øl, så fortsætter jeg. Så glemmer jeg alle mine problemer. Og jeg må erkende, at jeg også nogle gange har glemt mine børn. Det har jeg det dårligt med, siger Gitte.

LÆS OGSÅ: Forældreløs som 13-årig

Vi mødet Gitte i en midlertidig bolig i nordbyen. Senere samme dag skal hun se på en lejlighed, som skal blive rammen om et nyt og bedre liv. Det er i hvert fald hendes håb.

- Jeg er fuldstændig klar over, at der skal ske noget nu. Før jeg kom i behandling, havde jeg en kæreste, der var alkoholiker sådan for alvor. Han kunne drikke både to og tre flasker vodka om dagen. Det begyndte at skræmme mig. Han kunne slet ikke huske noget mere. Nogen gange slog han mig, og selvom jeg var gul og blå dagen efter, så kunne han ikke huske, at det var sket. Sådan vil jeg ikke ende. Jeg vil have styr på mit liv nu. Jeg vil have en god lejlighed og et job, så jeg kan begynde at se mine børn igen, siger Gitte.

Men vejen dertil er vanskelig. I dag er det et ufravigeligt krav, at Gitte puster i en alkotester både før og efter de syv timers samvær hver anden søndag. Det er så endt med, at hun ikke har været sammen med børnene længe

Drukner sorgerne

- Men det er ikke fordi, jeg drikker, når jeg skal være sammen med dem. Jeg kan godt overholde de betingelser. Men det er altså ydmygende at skulle stå der foran sin eks-mand og puste i sådan et rør. Også selvom jeg godt forstå, at han har svært ved at stole på mig. Men jeg føler mig bare så umyndiggjort. Og så er det, at jeg gør det, jeg altid har gjort. Jeg drukner mine sorger, fortæller Gitte.

Gitte er selv opvokset med en alkoholisk mor, så hun kender den utryghed, der fulgte med. Ungdom var der ikke meget af. Allerede som 17-årig fik hun sit første barn, Alex. Allerede året efter kom Camilla. Gittes druk begyndte dog først for alvor, da hun fik Rasmus fire år senere. Tre børn med tre fædre, der kun sjældent var der. Med Brian fik hun så Emma og Tobias. De blev skilt, da Emma var omkring tre år gammel.

- Så gik det virkelig ned ad bakke for mig. Drikkeriet tog til, og jeg fik desværre aldrig den hjælp, der kunne have gjort en forskel, siger Gitte.

Sponsoreret indhold