Jeg havde 13 forskellige hjem

På vej hjem fra skole spørger Kirstens 9-årige datter Caroline, hvor mange skoler hun har gået på, da hun var barn. Kirsten svarer fem.
– Caroline syntes godt nok, at det var mange skoler, for hun har selv kun gået på den samme, siger Kirsten Hamburger Andersen.
Læs også: Maja blev brudt ned som lille: Jeg skal lære at gå igen
Caroline og hendes to søskende, Villian på fire og Balder på et år, har en helt anden barndom end deres mor, Kirsten. I deres barndomshjem er der mad i køleskabet, rent tøj i skabene og ikke mindst masser af knus, omsorg og opmærksomhed. Det var der ikke, da Kirsten voksede op.
– Det vigtigste for mig er, at mine børn får et stabilt liv med alt det, som jeg ikke fik i min egen barndom, og ikke skal opleve de samme svigt, som jeg var igennem. Både af mine forældre, men også af systemet, som kastede mig rundt, siger hun.
Kom på børnehjem
Kirsten stod for 10 år siden frem i Ude og Hjemme og fortalte om sin opvækst i skyggen af sine forældres massive alkohol- og stofmisbrug. Et misbrug, der gjorde, at hun tilbragte en stor del af sin barndom på børnehjem og i forskellige plejefamilier, hvor hun ofte følte, at hun mere var en indtægt end et medlem af familien. I alt nåede hun at have 13 forskellige hjem, inden hun fyldte 18 år.
– I nogle familier blev der gjort forskel på mig og deres egne børn, og det har sat sine spor, men også gjort mig meget bevidst om min opvækst, og at jeg måtte kæmpe ekstra hårdt for at bryde den sociale arv.
Da Kirsten sidst var i Ude og Hjemme, var hun 18 år og drømte om at få et liv som alle andre, trods sin svære begyndelse på livet.
– Jeg ville gerne have børn, uddannelse og arbejde, ligesom alle andre. Og det har jeg fået, smiler Kirsten.
Læs også: Jeg legede med mors heroin-sprøjter
Sin egen kernefamilie
Hun bor stadig i hjembyen Fredericia, arbejder på et plejecenter som sosu-hjælper og er mor for sine tre børn. Kirsten var ikke mere end 19 år, da hun blev mor til Caroline.
– Det var hårdt, og jeg havde ikke mine forældre til at hjælpe mig, siger Kirsten, der var sammen med Carolines far, indtil hun var to et halvt år. Siden er Villian og Balder kommet til. Alle tre børn har forskellige fædre, men sammen med sin kæreste, der er far til Balder, har hun nu skabt sin egen kernefamilie.
– Selvfølgelig ville jeg ønske, at alle mine børn havde samme far, men sådan skulle det ikke være, og de er alle dejlige på hver deres måde, og jeg vil gå gennem ild og vand for dem, smiler Kirsten.
Flot eksamen
De mange skoleskift havde givet hende en hullet skolegang, men da hun efter 7. klasse kom på kostskole, lykkedes det hende at gennemføre folkeskolen og tage sin afgangseksamen. Siden har hun uddannet sig til sosu-hjælper og sluttede sin eksamen med et flot 10-tal.
– Jeg har haft det svært med det boglige, så det var en kæmpe sejr at bestå eksamenen. Jeg var så stolt af mig selv, for jeg har virkelig haft så megen modgang i min barndom, men jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke skulle ende som mine forældre, og det har været en drivkraft, siger hun bestemt.
Kirsten drømmer om at læse videre og vil gerne arbejde med udsatte børn og unge.
– Jeg tror, at jeg har noget at byde ind med, fordi jeg selv har brudt mønstret. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der kan gøre det, men jeg tror på, at det er muligt, hvis man er målbevidst, kæmper og ikke giver op, understreger hun.
Ganske som hun selv har gjort det, og hendes far var stolt af hende.
– Min fars anerkendelse betyder meget, for han betød meget for mig. Det var vigtigt for mig at gøre ham stolt, selv om han ikke gav mig det, som han drømte om, siger Kirsten.
Læs også: Ulykken blev min redning
Mistede far
I sommer mistede hun sin far, der døde af kræft i en alder af blot 55 år efter fem ugers sygdom.
– Da jeg var yngre, ønskede jeg ham sommetider død, så jeg ikke længere behøvede at bekymre mig om ham, og jeg havde frygtet, at han ville dø af sit blandingsmisbrug, for hans krop kunne ikke blive ved med at holde til det liv. Mange af hans bekendte var allerede døde af deres misbrug, siger Kirsten stille, mens øjnene bliver blanke.
Trods misbrug og svigt i barndommen havde hun et rigtig godt forhold til sin far og var ved hans side, da han sov ind på Vejle Hospice 20. juni.
Læs også: Solgt til sex som barn
Har tilgivet far
– Han har altid været åben om sit misbrug og det, at han ikke var der for mig og mine søskende, da vi var børn. Han var ked af, at han ikke var den far, han gerne ville være, men jeg ved, at han elskede mig. Jeg har tilgivet ham, for han gjorde det så godt, som han kunne, og han havde også selv haft en svær barndom, siger Kirsten.
Hendes mor lever stadig, men de har ikke så megen kontakt.
For Kirsten gælder det nu om at give sine egne børn den bedste barndom.
Læs også: Sara voksede op med en alkoholiker