Jeg kunne ikke redde min søn

Christina lever med smerte, sorg og skyld, selv om hun gjorde alt i sin magt for at redde sin 17-årige søn, der døde af en overdosis af smertestillende piller.

En vinterdag for to år siden fik Christina et opkald, der ændrede hendes liv. Hendes søn Isak var død. Han blev kun 17 år.

– Isak mangler. Nogle gange tror jeg, at jeg ser ham, siger Christina Suljov, 50 år fra Öland i Sverige.

Læs også: Mine børn solgte narko for mig

En sværm af sms'er

Christina og hendes mand, Miki, 49 år, forsøger at finde en vej tilbage til livet.

Isak døde i vinterferien 2018. Han var på besøg hos nogle venner, deres søn var Isaks bedste ven. På det tidspunkt havde Isak haft problemer med stoffer i et års tid. Vennerne lovede at holde øje med ham.

De første par dage var alt normalt. Isak og hans ven spillede computerspil og planlagde en tur på hesteryg. Men en dag begyndte Isak at sende en sværm af sms’er til sin mor. Christina følte det som et slag i maven.

– Det var sådan, han gjorde, når han var på stoffer. Min veninde sagde, at drengene havde det sjovt sammen, og Isak følte sig godt tilpas.

Kunne ikke redde Isak

To dage senere ringede veninden. De kunne ikke vække Isak om morgenen, og en ambulance var på vej.

– Vi kastede os ud i bilen og kørte hen til dem. I 40 minutter forsøgte de at genoplive ham, men de kunne ikke redde ham.

Isak døde af en overdosis medicin. I hans krop fandt de spor af tramadol og noget medicin, der bruges mod kramper. Isak var blevet fanget i en afhængighed, som begyndte et år tidligere og hurtigt tog kontrollen over hans liv.

Læs også: Narkoman som 15-årig

Glad i skolen

Isak blev født tre måneder for tidligt, så Christina og Mika var forberedte på, at han kunne få det svært. Han var 10 år, da han fik diagnosen ADHD, men han var glad og udadvendt, en charmerende fyr med et glimt i øjet.

– Det gik okay i skolen, selv om han var ukoncentreret. Der var ingen alarmklokker. Han fik den støtte, som han havde brug for.

Og han var social og havde let ved at få venner, fortæller Christina.

Ond cirkel

Men hjemme var det noget andet.

– Isak var udadreagerende og plagede, indtil han fik sin vilje. Det var hårdt. Vi var vrede, og han var vred. Vi havde ikke tålmodighed nok til ham. Til sidst lagde vi kun mærke til de dårlige ting og bemærkede sjældent, når han gjorde noget godt. Det blev en ond cirkel. Vi havde brug for hjælp og endte på psykiatrisk afdeling.

Læs også: Veronicas 22-årige søn døde af en overdosis: Nu har Adrian det bedre

Noget var galt

I 2016 begyndte Isak på gymnasiet. Han fik hurtigt nye venner og en kæreste, men noget var galt. Midt på året opdagede hans forældre, at hans fravær var højt, og han løj for dem.

– Vi vidste ikke, hvor vi havde ham, hvem han var sammen med, og hvad han lavede efter skole. Ting forsvandt derhjemme, en dag var hans storebrors konto lænset, og et kamera væk.

Fik nok

I december fik de nok, efter at de fandt remedier, som narkomaner bruger, på Isaks værelse.

– Vi kørte ham på skadestuen og fik ham narkotestet. Han havde røget hash, men kun én gang, sagde han. Fordi han ville prøve det, fortæller moren.

Læs også: Flasken kom før børnene

Christina: Jeg følte mig som en dårlig mor

Men det var løgn. Isak var misbruger. Christina og Miki kontaktede de sociale myndigheder og kom til møde samme dag. Nye prøver viste, at Isak havde røget hash tidligere.

– Derefter forlangte vi alle hans passwords og tjekkede hans telefon og computer. Vi fandt en masse beskeder om hash, tramadol og klip om narko. Det var et chok. Jeg havde jo mistanke om, at han tog stoffer, men jeg tvivlede stadig og følte mig som en dårlig mor. Nu havde vi det sort på hvidt.

Medicinerede sig selv

Kommunen trådte til med hjælp. Isak modtog støttende opkald og blev narkotestet. Testene viste, at han var clean, men han pjækkede fra skole.

– Alt er fint, svarede han, når Christina spurgte. Men på et tidspunkt mærkede Christina, at Isak var påvirket.

– Vi konfronterede ham. Han sagde, at han medicinerede sig selv, fordi han havde angst.

Læs også: Fra narkoman til kærlig mor: Jeg boede på gaden

Snød narkotestene

Familien ville så gerne hjælpe ham, men det var svært at nå ind til ham.

– Isak ville ikke erkende, at han havde problemer.

Ikke længe efter opdagede Christina en flaske med urin på Isaks værelse. Han brugte den til at snyde narkotestene. Heldigvis syntes Isak at komme til fornuft. Han ville starte forfra, få orden i sit liv, og han lovede at begynde i skole igen.

Kun et par uger inde i skoleåret blev Isak testet positiv for hårde stoffer. Hans forældre forsøgte at få ham i behandling, men de sociale myndigheder kaldte det ’typisk teenageadfærd’.

Føler skyld

Forældrene gav Isak stuearrest og fjernede låsen på døren til hans værelse. Han protesterede ikke. Men i januar testede han igen positiv.

Indtil vinterferien skiftedes Christina og Miki til at være hjemme og holde øje med Isak. I ferien ville han gerne besøge sin bedste ven, og de besluttede at lade ham rejse. Men da Christina og Miki afleverede Isak ved toget, havde han stoffer i tasken, som de intet kendte til.

Det var sidste gang, de så ham.

Læs også: Jeg købte stoffer til min søn

Levet med angsten hver dag

– Det var et chok, da Isak døde. Vi havde brugt så meget energi på ham, især de sidste par år. Han gjorde et stort indtryk i sit korte liv. Han vejede kun 1.060 gram, da han blev født, og vi var tæt på at miste ham. Da han var misbruger, var det sidste, jeg gjorde hver aften at kigge ind til ham for at se, om han trak vejret, og det var det første, jeg gjorde, når jeg vågnede. Vi har levet med angsten hver dag, for at der skulle ske noget med ham, siger Christina.

Nu er tomheden ubeskrivelig.

Bebrejdelse

– Luften gik ud af os, da Isak døde. Vi gjorde, hvad vi kunne for ham, men jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke gjorde mere. Jeg vil gøre alt for mine børn, og alligevel var det ikke nok, siger hun, inden stemmen knækker.

– Lige nu forsøger jeg ikke at drukne i skyld.

Læs også: Jeg var verdens værste mor

Isak var altid elsket

Midt i sorgen finder de trøst i at vide, at Isak trods alt altid følte sig elsket.

– Isak kom altid hjem. Selv mens han var misbruger, var vi hans faste holdepunkt. Han har altid følt sig elsket. Og vi har altid elsket ham. Det er en trøst.

Læs også: Julius Mygind: Jeg var misbruger som 14-årig